Stærk roman om afsavn

Med sin stærkt vedkommende roman skriver Mathilde Walter Clark sig tæt på sin amerikanske far, der så godt som aldrig var til stede i hendes barndom

Et af romanens vigtigste bidrag er Mathilde Walter Clarks skildring af skilsmissebarnets oplevelse af at være i evig transit. –
Et af romanens vigtigste bidrag er Mathilde Walter Clarks skildring af skilsmissebarnets oplevelse af at være i evig transit. – . Foto: Iben Gad.

”Siden jeg var i tyverne, har jeg vidst at jeg en dag ville blive nødt til at skrive om min far.”

Ordene falder tidligt i Mathilde Walter Clarks nye velskrevne og stærkt vedkommende erindringsroman ”Lone Star”.

Hendes far, den amerikanske kvantefysiker John W. Clark, spiller en afgørende rolle i bogen, som skildrer et barns og sidenhen et voksent perspektiv på en opbrudt familiestruktur.

Det er fortællingen om lille Mathilde, der vokser op i Danmark hos sin mor med et savn efter at komme tæt på sin amerikanske far. Hendes far var i 1970’erne på et forskningsophold på Niels Bohr Institutet i København og mødte i den forbindelse hendes mor. Forholdet gik kort tid efter Mathildes fødsel i stykker. Det fik store konsekvenser for relationen mellem far og datter, som i de første år ikke så hinanden. Fra hun var cirka tre år, begyndte han imidlertid en gang om året at rejse til Danmark i forbindelse med sit arbejde og besøgte ved de lejligheder Mathilde.

Under en af disse sammenkomster fortæller John sin datter, at hun har fået en lillebror i USA, hvor han i mellemtiden har stiftet familie med en hollandsk kvinde. ”Det er,” skriver Mathilde Walter Clark, ”et berusende stykke information, en kæmpe overraskelse, et ønske der går i opfyldelse på den mest uventede måde. Ligesom så mange andre enebørn har jeg drømt om at få søskende, det er lidt som at vinde i lotteriet bare uden at få udbetalt prisen. En lillebror!”.

Det bliver desuden klart for hende, at hun ud over babybroderen faktisk har tre søstre, der alle er yngre end hende.

Få år efter har lille Mathilde lært engelsk nok i skolen til, at hendes mor tør lade hende flyve alene over Atlanten til sin far og familien i det store hus i St. Louis i Missouri. Det bliver på en gang en åbenbaring og en smertefuld oplevelse for Mathilde. Hun glæder sig over at kunne opleve sin far og sin nye amerikanske søskendeflok i noget, der minder om en hverdag, men samtidig får hun også en stedmor, som ikke er begejstret for det danske sommerferiebarn. Det går desuden op for Mathilde, at hendes amerikanske halvsøskende også har to halvbrødre, som hendes stedmor fik i Tyskland, før hun mødte Mathildes far, samt at hendes far faktisk allerede havde været gift med en tredje kvinde, før han mødte hendes mor. Det er med andre ord ikke en kernefamilie, hun bliver del af.

I den første del af romanen udfolder Mathilde Walter Clark fortællingen om sine amerikanske somre og reflekterer indgående over, hvad det egentlig var, der foregik, og på hvilke præmisser relationerne mellem voksne og børn bestod. Der er mange spring i tid og sted; og indimellem kan det som læser være svært at bevare overblikket. Ikke desto mindre bliver man grebet af den fascinerende konflikt og af Mathilde Walter Clarks vilje til at forstå sit liv i en dysfunktionel familiestruktur. Hun var, som hun udtrykker det med en skarp metafor, ”en brik på et spillebræt med samme værdi” som den af sine søskendes halvbrødre, der boede på kostskole. I romanens anden halvdel følger man den voksne Mathilde og hendes far på en rejse til Texas, som de foretog for sammen at opleve hans barndomsland og besøge deres fælles familie. Det er opløftende læsning.

I størstedelen af romanen forsøger Mathilde Walter Clark at skrive sig tæt på sin far, der så godt som aldrig var til stede i hendes barndom. Pigen Mathilde har som skilsmissebarn af en amerikansk far været særligt udfordret, og alligevel vil mange af hendes generationsfæller fra skilsmissefamilier kunne nikke genkendende til hendes erfaringer med fraværende forældre og barnets kamp for at skabe nærvær og forståelse.

Et af romanens vigtigste bidrag er Mathilde Walter Clarks skildring af skilsmissebarnets oplevelse af at være i evig transit. Ikke at høre et hundrede procent til i en bestemt familie eller et bestemt sted, men at have spredte og komplekse familiære tilhørsforhold, som på grund af forældrenes brud skaber vanskeligheder på resten af barnets vej gennem livet.

Mathilde Walter Clark er det voksne skilsmissebarn i en nærmest bizar familiekonstruktion. Hun skriver erkendelserne om sine opvækstvilkår frem i romanform og insisterer samtidig på en levende kærlighed til sin far på trods af alle vanskelighederne. Det er smukt gjort.