Prøv avisen

Et liv i farver på mørk baggrund

Werner Merzbacher har holdt fast i glæden ved farver, efter at hans jødiske forældre omkom i en koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Her står han i værket "Sjælenes funklende lys" af den japanske kunstner Yayoi Kusama, der også udstiller på Louisiana. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Udstillingen her føles som at vandre gennem min egen personlighed, siger den 81-årige schweiziske rigmand Werner Merzbacher, der har lånt sin enorme kunstsamling til Louisianas nye udstilling

Mens sneen har malet landskaberne hvide omkring Louisiana nord for København, blomstrer farverne indenfor i Louisianas store forårsudstilling, "Farven i kunsten". Og ejeren af langt de fleste af de farverige billeder fra udstillingen sammenligner faktisk selv sin store kunstsamling med de blomsterbuketter, som han også er afhængig af:

– Klokken 6.30 hver morgen går jeg ned til blomsterhandleren og køber en ordentlig buket blomster, så min kone klager undertiden over, at vores hus ligner en blomsterbutik. Men jeg elsker farver, og dem får jeg både gennem blomster og malerier, siger den schweiziske rigmand Werner Merzbacher, mens vi går gennem Louisianas gange mod hans dyreste hobby, kunstsamlingen, der er "farvelagt" af store kunstnere som Pablo Picasso, Vincent van Gogh, Wassily Kandinsky, Henri Matisse, Emil Nolde og Sam Francis.

Merzbachers private kunstsamling regnes ifølge avisen The New York Times for "en af verdens fineste private samlinger af moderne kunst", og Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, har længe drømt om at få lov til at plukke i den. At det er lykkedes, skyldes især, at Werner Merzbacher i årevis har været stamgæst på museet.

– Louisiana er verdens smukkest beliggende museum, og jeg er kommet her meget, når jeg alligevel har været i byen tre-fire gange om året. København er jo et centrum for pelsindustrien, forklarer Werner Merzbacher, der har skabt sig en formue gennem netop pelsindustrien og internationale finansforretninger. Men kunst er hans helt store passion.

Inden vi når ind til selve særudstillingen, går vi gennem en sal, hvor der hænger en række værker af den danske Cobra-kunstner Asger Jorn:

– Se, danskere elsker også farver, siger Werner Merzbacher og peger hen mod et af Asger Jorns voldsomme værker.

– Jeg ejede engang et af hans værker, der minder meget om det, der hænger dér, men min kone syntes, at det var for skræmmende til at hænge i vores hjem, så det blev gemt væk, inden jeg til sidst solgte det. I dag fortryder jeg faktisk den beslutning, men dengang lyttede jeg stadig til min kone, siger han med et skævt smil.

Den farverige 81-årige kunstelsker har sit kastanjebrune pagehår (farvet eller ej) strøget tilbage i nakken med elegante Schlüter-bølger. Til gengæld virker han selv lige så udfarende og levende som udstillingens vildeste kubistiske værker. De engelske gloser sprøjter ud af ham, mens han begejstret hiver mig i armen for at få øjenkontakt, hver gang jeg kigger for længe på blokken eller mod malerierne. Og den gamle "pelshandler" hopper ubesværet op og ned ad Louisianas trapper, mens han fornøjet fører mig fra billede til billede.

– Udstillingen her føles på mange måder som at vandre gennem min egen personlighed, siger han.

Werner Merzbacher er født i Sydtyskland i 1928. Forældrene var jøder, men undervurderede nazisternes jødehad.

– Min far var læge i en lille tysk landsby, hvor folk respekterede ham meget. Selvom han var jøde, var han ikke særlig religiøs, og han kunne ikke drømme om, at historien ville udvikle sig så voldsomt, som den desværre gjorde. Først efter Krystalnatten blev det klart for mine forældre, at der måtte gøres noget, da jeg ikke længere måtte gå i skole, fortæller Werner Merzbacher og kigger mig lige i øjnene:

– Jeg var 10 år, da jeg blev sat på et tog til Schweiz. Min storebror var ikke så heldig som jeg. Han fik lov at blive i skolen i Tyskland og kom derfor tættere på jødehadet end jeg. Han overlevede krigen, men den gjorde ham simpelthen psykisk syg for livet. De psykiatriske eksperimenter, han senere blev udsat for, gjorde det hele meget værre for ham. Og hjemme i Schweiz er hans historie ved at blive skrevet i bogform.

Werner Merzbachers egen forbløffende historie kunne også blive en god bog. For den er eventyret om et flygtningebarn, der er endt som en af verdens mest anerkendte kunstsamlere. Selv har han sin egen religiøse udlægning af den skæbne, han har fået tildelt.

– Jeg tror, at ham deroppe styrer togene, siger han og peger op mod himlen gennem Louisianas loft.

– Mine forældre anede ikke, hvem de sendte mig i armene på, da jeg blev sat på en børnetransport mod Schweiz. Fordi mine forældre ikke var særlig religiøse selv, havde de ikke udfyldt mine papirer med noget krav om, at jeg skulle havne hos en jødisk familie, så jeg blev i stedet sendt til en god kristen familie, der siden er blevet et symbol for mig på, at der også fandtes gode mennesker under Anden Verdenskrig.

De næste år blev alligevel hårde for unge Werner Merzbacher. Forældrene nåede ikke at undslippe Tyskland, før de i første omgang blev transporteret til en koncentrationslejr i Frankrig og dernæst til Østeuropa, inden de begge omkom i Auschwitz. Forældreløs måtte Werner Merzbacher derfor sørge for sin egen fremtid og klarede sig heldigvis så godt i skolen, at han kom gennem sine studier med stipendier. Socialt fungerede han også fint. Men alligevel opstod der nye problemer, da han blev ældre.

– Jeg kunne ikke få statsborgerskab i Schweiz, og jeg ville ikke være tysk statsborger, efter hvad der var sket. Det var heller ikke nemt at flytte til USA dengang, men jeg fik en bekendt til at sige god for mig, og på den måde kunne jeg fortsætte mine studier i USA.

I begyndelsen drømte Werner Merzbacher om at blive filminstruktør, men efter to års tjeneste i det amerikanske forsvar blev det alligevel som forretningsmand, at han fandt sin karriere:

– Jeg tjente blandt andet mine første penge på at sælge kristen julepynt med kristusfigurer og det hele, så det er sjovt at se tilbage på som jøde. Men siden kom jeg ind i læderbranchen, hvor jeg fik imponeret min chef ved at vise, at jeg havde flair for handel. Og jeg tror, at man kan sige, at jeg siden har vist, at han ikke tog fejl.

Dengang havde han allerede mødt sin kone, Gabrielle Mayer. Og i 1953 begyndte Werner Merzbacher på New Yorks pelsmarked som partner i Mayer & Hofmann and Max Pick Inc. Senere – i 1962 – vendte parret tilbage til Schweiz med deres tre børn, mens Werner Merzbacher blev partner og siden eneindehaver af det internationale pelshandelsselskab Mayer and Cie AG. Og resten er en succesfuld finanshistorie. Men den er også den økonomiske baggrund for Werner Merzbachers store kunstsamling.

Interessen for kunst startede dog allerede, da han var ung. Men som formuen voksede, fik han pludselig råd til at købe en stribe af de værker, han altid havde drømt om. Og svigerfamilien var også en vigtig brik i det spil.

– Min kones bedstefar, Bernhard Mayer, havde allerede en fin lille samling af værker, der blandt andet talte værker af Pablo Picasso og Vincent van Gogh. Og Bernhard Mayer kom til at betyde meget for min kulturelle dannelse.

Picassos værk "Parret (De elendige)" er blandt de værker, der stammer fra Mayers gamle samling og nu udstilles på Louisiana, fortæller Werner Merzbacher.

– Jeg købte det af familien, da de ville sælge det. Det er fra Picassos blå periode, og jeg kan rigtig godt lide det, mens de senere brune billeder ikke er min smag. Men det der er jeg stolt af, siger Werner Merzbacher og lader tilfreds blikket glide gennem udstillingsgangene.

– Man skal tænke på, at det ikke kun skal være billederne, men også billedrammerne, der skal passe sammen. Og det er lykkedes godt af kuratoren her, synes jeg.

Et af Werner Merzbachers yndlingsværker er André Derains "Både i Collioures havn" fra 1905.

– Jeg synes, at det er det bedste maleri af Derain, der findes i verden. Se de fantastiske stærke farver og grove penselstrøg, og alligevel virker det så harmonisk, smiler han foran billedet. Til venstre for billedet af "havnemotivet" hænger et værk af Henri Matisse fra samme år.

– Se kvinden, der står og spejder over vandet på balkonen. Hun ser den samme udsigt som på Derains værk ved siden af. Og balkonen findes faktisk i virkeligheden, fortæller Werner Merzbacher og fortsætter:

– Det er sjovt, at kunstnerne på den måde har inspireret hinanden. Men jeg er jo ikke kunsthistoriker, bare kunstelsker.

For enden af de lyse udstillingsrum på Louisiana ender vi foran en åben dør, der åbner et helt nyt univers af farver. Inden i et mørkt rum, tilklistret med spejle i loft og på vægge og med vand i gulvet, funkler og genspejles lysende komplementærfarver mellem hinanden i et utal af farver, så man bliver helt svimmel. Og Werner Merzbacher elsker det.

– Det er den japanske kunstner Yayoi Kusama, der designede det i 2008. Jeg er blevet fortalt, at hun er over 80 år og skizofren, men det her er jo helt fantastisk, jubler han. Indhyllet i farver.

"Farven i kunsten" anmeldes i avisen i morgen.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk