Prøv avisen
Interview

Ib har levet et liv i kz-lejrenes skygge

”Det er vigtig, at man standser op mindst én gang om året og bliver bevidst om, hvad racehad og diskrimination kan føre til,” siger Ib Katznelson. Foto: Leif Tuxen

Ib Katznelson var to år , da han sammen med sin familie blev taget til fange af nazisterne. På årets Auschwitz-dag fortæller han sin personlige historie i ny bog

Ib Katznelson er holdt op med at drikke koldt vand. Den isnende følelse giver ham hjerteproblemer. Hans hjerte har ikke kunnet klare, hvad der skete, da han var barn og lå dødssyg i syge- barakken i den berygtede kvinde-koncentrationslejr Ravensbrück.

Den dengang toårige Katznelson havde både gigtfeber, difteri, bronkitis og skarlagensfeber på én og samme tid. Sidstnævnte har givet ham en defekt hjerteklap, og det iskolde glas vand, som er en forfriskning for de fleste, tjener som et evigt minde om den forfærdelige tid, indespærret af den tyske nazimagt.

”Kolde ting er problematiske for mit hjerte,” siger den nu 75-årige Ib Katznelson, da han har sat sig til rette i sin dagligstue i Hellerup nord for København.

Han skænker sig et glas lunkent vand med agurkestykker.

Der er behov for at væde ganen, når man skal gennemgå Ib Katznelsons detaljerede fortælling om opholdet som jødisk koncentrationslejrfange under Anden Verdenskrig. De seneste tre år har den pensionerede cand.polit. arbejdet på at finde frem til sandheden om sig selv og sin families lidelseshistorie, og på årets Auschwitz-dag i dag udgiver han bogen ”Lad ham dø”, der fortæller historien om den toårige Ib Katznelson, der sammen med sin familie overlever Hitlers etniske udrensning af jøder under Anden Verdenskrig.

Selvom Ib Katznelson ikke kan huske noget fra koncentrationslejrene, har det været svært for ham at håndtere de psykiske problemer, som oplevelserne har medført, og som har gjort, at det først er nu, han føler sig klar til at fortælle historien.

”Der er mange aspekter af min historie, som jeg har svært ved at håndtere rent følelsesmæssigt. Det har siddet inden i mig og gnavet som en orm i alle årene, uden at jeg har kunnet bearbejde det. På en eller anden facon rører det ved noget, som gør for ondt,” siger Ib Katznelson.

Det hele begyndte i København i oktober 1943. Katznelson og hans mor, far, onkel og faderens forældre havde som de fleste andre jøder fået et tip om, at de skulle forlade landet for at undgå at blive arresteret. De kørte den 4. oktober til Amager, hvorfra der var planlagt en bådlejlighed til det neutrale Sverige, da en pistol blev stukket ind ad taxaens vindue, og hele familien blev arresteret af tysk politi. I alt 500 jøder blev arresteret i starten af oktober 1943, og Ib og familien blev øjeblikkeligt sendt til Horserødlejren ved Helsingør og senere fragtet til Tyskland. Ib Katznelsons familie havde ingen anelse om, hvad der ventede dem.

”Det er helt åbenbart, at min mor simpelthen ikke havde fornemmelse af, hvor alvorlig situationen var. Det kan man se af hendes breve fra Horserødlejren til min mormor. Vi opførte os og levede som helt almindelige danske borgere. Så mine forældre havde ikke fantasi til at forestille sig, hvad der skulle ske med dem,” siger Ib Katznelson.

Snart fik de dog fornemmelse for situationens alvor. Familien blev splittet. Ib og moderen endte i kvindelejren Ravensbrück nord for Berlin. I løbet af krigen døde 92.000 kvinder her, langt de fleste koldblodigt myrdet i gaskamrene. Ibs mor havde hørt rygter om gaskamrene og var bange for at tage bad, og i løbet af december og januar endte de begge i sygebarakken med høj feber.

En dag, da de begge var så afkræftede og syge, at de knap kunne åbne øjnene, sagde en russisk medfange til moderen, at hun skulle lade sin søn dø og så prøve at klare sig selv. I dag har Ib Katznelson taget dommedagsprofetien til sig og brugt den til titlen på sin bog ”Lad ham dø” som et bevis på den kamp mod døden, som foregik i den lille celle i Nordtyskland.

De to danskere undgik kun at blive del af dødsstatistikken på grund af de danske medfanger, som sendte deres mad fra Røde Kors’ fødevarepakker over til Ib og hans mor i sygebarakken.

”Min mor har fortalt mig, hvordan hun måtte pille fedtklumperne ud af en spegepølse med sine beskidte fingre. Resten af spegepølsen ville jeg ikke spise, for fedtet var åbenbart det, jeg trængte til,” siger Ib Katznelson, der i dag tilskriver de ikke-jødiske danske kvinder i lejren en stor del af æren for, at de kom ud i live.

Midt i elendigheden blev mor og barn sendt videre sydpå til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Den syge, enlige mor med sit barn blev kylet op på en lastbil, og i april 1944 blev de genforenet med familien i kz-lejren Theresienstadt.

”Min familie blev frygtelig forskrækkede, da de så os. Vi så forfærdelige ud. Min mor var halvvejs døv, og hendes ansigt var forvrænget på grund af medicinen, og jeg selv var fyldt med sår i ansigtet. De måtte ikke omfavne os på grund af smittefaren,” siger Ib Katznelson.

Theresienstadt var kendt som sidste stop før den berygtede udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau. Af de omkring 155.000 personer, der opholdt sig i Theresienstadt i løbet af krigen, døde 34.000 i selve lejren, og 88.000 blev deporteret til den sikre død i Auschwitz’ gaskamre.

Omkring 500 danske jøder opholdt sig i Theresienstadt, og det blev aftalt, at dansk Røde Kors kunne komme på inspiceringsbesøg i Theresienstadt. Før besøget blev Theresienstadt forskønnet. Der blev plantet tusindvis af roser, opført en musiktribune, og nogle af husene blev renoveret. Ib Katznelsons familie, i alt syv personer, fik et lille værelse i ét af de forskønnede huse.

Forskønnelsen blev brugt som propaganda, der skulle vise, hvor godt jøderne havde det i Det Tredje Rige, men når Røde Kors ikke var på besøg, var hverdagen hård. Ibs familie arbejdede under slavelignende forhold, og flere tusinde døde af sult, udmattelse og sygdomme. Den syge Ib Katznelson, der havde fået tuberkulose, blev anbragt på en børnestue med hundrede syge og forældreløse børn. Men pludselig en dag var de væk.

”Alle børnene må være blevet deporteret til Auschwitz,” siger Ib Katznelson.

For kort tid siden genbesøgte han Theresienstadt. Her opdagede han en mindevæg med navnene på de 15.000 døde børns navne. Han opdagede til sin forundring, at hans navn også stod på væggen.

”Det var ikke så rart,” siger han uden at fortrække en mine.

Ib Katznelson kan se tilbage på et liv, som i høj grad er blevet formet af de rædsler, som udspillede sig i hans tidligste barndom. Efter hjemkomsten vedblev han at være syg flere måneder ad gangen.

Når han senere i sin karriere deltog i internationale møder, var han altid opmærksom på, hvilken alder de tyske deltagere havde under krigen.

”Det har altid siddet dybt i mig, at jeg skulle regne lidt på, hvor gamle de mon har været i 1940’erne,” siger han. De psykiske mén har et stærkt tag i ham, fordi han var så ung, da han oplevede krigens rædsler.

”Nogle af mine venner siger, at det er godt, jeg ikke kan huske noget, men i virkeligheden tror jeg, det ville have været bedre, hvis jeg kunne huske det. Så havde jeg måske bedre kunnet bearbejde det, men det kan jeg ikke i dag,” siger han.

En form for bearbejdelse har dog været den bog, som han i dag udgiver. På Auschwitz-dagen er han hovedtaler på Syddansk Universitets arrangement, som afholdes hvert år den 27. januar til minde om ofrene for folkemord.

”Det er vigtig, at man standser op mindst én gang om året og bliver bevidst om, hvad racehad og diskrimination kan føre til. I Tyskland var det en gradvis udvikling, som langsomt fratog jøderne alt, hvad der var menneskeligt. Og fremmedgørelsen udspiller sig jo også i dag i eksempelvis Syrien og den gradvise fratagelse af borgerrettigheder i Tyrkiet. Det er en glidebane, som er meget farlig.”

Auschwitz-dag mindes i dag ofrene for folkemord verden over med arrangementer i hele landet.

Foto: Leif Tuxen
Tegningen snyder. Den smilende dreng, som her er tegnet af en medfange, havde det elendigt i koncentrationslejren. Foto: Leif Tuxen