Birthe Rønn Hornbechs nye bog er medrivende erindringer om hendes liv med litteraturen

I Birthe Rønn Hornbechs nye bog "En læser bliver til. Erindringer" møder vi hende i små glimt fra barndommen og ungdommen. Allerede her begyndte hendes liv i bøgernes verden

Birthe Rønn Hornbech har et nært forhold til klassikerne og var kun 13-14 år, da hun første gang læste Herman Bang, hvis forfatterskab hun har et nært forhold til. – Foto: Leif Tuxen.
Birthe Rønn Hornbech har et nært forhold til klassikerne og var kun 13-14 år, da hun første gang læste Herman Bang, hvis forfatterskab hun har et nært forhold til. – Foto: Leif Tuxen.

Med sin bog ”En læser bliver til. Erindringer” har forhenværende minister Birthe Rønn Hornbech (V) ”ønsket at sende en hyldest til litteraturen og videregive min egen læseglæde og den betydning, litteraturen har haft for min livsbane”.

Dette gennemfører hun så medrivende, at de læsere, der måtte være fremmede for litteraturens rigdomme, vil føle sig fattige, mens de, der i forvejen er fortrolige med dem, vil blive endnu mere bevidste om deres værdi.

Mødet med bogen er også et møde med et dybt rodfæstet menneske. I et af de første afsnit skriver Hornbech, at hun straks ved sin ankomst til verden fik fodfæste på den klippegrund, der var fundament for hendes forældre, et præstepar i Sions Sogn på Østerbro i København. ”Evangeliet har siden været en lygte for min fod, et lys på min sti”, fastslår hun.

Ikke desto mindre har en roman om en ateist en særlig plads, en hædersplads, blandt de mange værker, som Birthe Rønn Hornbech omtaler, nemlig J. P. Jacobsens ”Niels Lyhne”, der efter hendes vurdering er en af de største romaner i dansk litteratur.

Hun finder den lige så menneskeligt vedkommende, som da den udkom i 1881. Og desuden mener hun, at den stadig er et væsentligt indlæg i debatten om forholdet mellem tro og viden.

Hun koncentrerer sig om det sidste – med en opfattelse af Niels Lyhne ”som et ulykkeligt tvivlende menneske, der kæmper for at fortrænge Gud, uden at det altid lykkes for ham”. Det, der griber hende ved romanen, er hovedpersonens ”åndelige kampe for at komme overens med sig selv uden Gud og de åndelige lidelser og sorger, han måtte gennemleve”.

Vi følger Birthe Rønn Hornbech fra barndommen til gymnasietiden. Ikke i form af sammenhængende erindringer, hendes tidlige tilværelse beskrives i glimt, med forholdet til bøgerne som overordnet tema. Hun mindes, hvordan liv og læsning flød sammen i bevidstheden, en intim forbindelse, som synes styrende også for bogens komposition.

Den første milepæl i hendes lange liv med litteraturen var Dorés billedbibel. Også vore salmer blev hun tidligt fortrolig med. I det hele taget har hun et nært forhold til klassikerne. Ligeledes dette blev grundlagt tidligt. Kun 13-14 år var hun, da hun første gang læste Herman Bang, hvis forfatterskab hun har et nært forhold til. Dertil blandt andre Ludvig Holberg, H. C. Andersen, Adam Oehlenschläger, Selma Lagerlöf, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Tove Ditlevsen.

Båret af taknemmelighed er hendes skildring af tiden på Aurehøj Statsgymnasium i Gentofte, hvor hun havde digteren Alex Garff til dansk og religion. Det var en grundindstilling hos ham, at læsning af litteratur er nødvendig for eksistensen, en holdning som hun tog til sig og har beholdt hos sig siden.

Meget livagtig står den kontakt, hun på Aurehøj fik med professor Johannes Sløk, hvis intellekt samt udstråling af charme og flabethed bjergtog hende. Han satte sig mærkbare spor for livet hos den da 16-årige Birthe Rønn Hornbech.

De overordnede betragtninger– med indbygget samtidskritik – hun gør sig om skønlitteraturens betydning, er en vigtig del af bogen. Hun opponerer mod den forestilling, at kun det, der kan måles og vejes, fortjener at blive betragtet som virkeligt og betydningsfuldt. Som hun skriver: Den store litteratur åbner for os en ganske anden og større verden. Digterne tager os ved hånden og fører os ind i sjælens mest ukendte afkroge”.

Birthe Rønn Hornbechs bog, skrevet med glød og klarhed, er et personligt vidnesbyrd med alment sigte.