Prøv avisen
Mit livs værk

Et liv med en forfatter og forfører

Man kan også godt læse ”Enten - Eller”, selvom man ikke er Kierkegaard-kender. Men man skal ned i tempo, for sproget er ikke så letbenet, som det er i mange værker i dag,” siger Peter Tudvad om bogen. Foto: Jakob Dall

For Kierkegaard-eksperten Peter Tudvad er ”Enten - Eller” det mest fuldendte værk

Jeg er jo uddannet filosof, men inden jeg begyndte at studere filosofi, havde jeg aldrig læst en linje af Søren Kierkegaard (1813-1855). På universitetet læste vi godt nok et par sider af hans ”Enten - Eller” (1843), men det var ikke noget, der fangede mig mere end andet på det tidspunkt.

Først i 1994, da jeg stod i noget personligt snavs, gav jeg mig til at læse hans værker fra ende til anden.

Da blev jeg for første gang fanget af Kierkegaard, og også i dag står ”Enten - Eller” for mig som det mest fuldendte, han har skrevet, som jeg ikke kan lade være at vende tilbage til igen og igen.

Det var ikke på grund af trøsten, som jeg kunne have fundet i nogle af hans andre værker, at det fangede mig. Det var mere det her kinesiske æskesystem, som han pakkede værket ind i. Kierkegaard selv optræder slet ikke i værket, og det er også udgivet under pseudonym af Victor Eremita, der i forordet skriver, hvordan han er kommet i besiddelse af værket ved at finde det i en hemmelig skuffe. Angiveligt er skrifterne, han har fundet, delt i to, hvor ”A”, der har forfattet den første del af ”Enten - Eller”, er en ung æstetiker, mens anden del er forfattet af Assessor Wilhelm. Så er der også Johannes, som optræder i ”Enten” - Johannes Forføreren fra ”Forførerens dagbog”.

Flere personer går igen i andre værker, og man bliver simpelthen fanget ind af Kierkegaards fantastiske persongalleri - alene af den måde, de diskuterer med hinanden på.

Kierkegaard har et helt eminent sprog. Ofte har man diskuteret, hvorvidt han er teolog eller filosof, men først og fremmest bør vi holde fast i, at han er forfatter og forfører. Jeg vil ikke underkende hans teologiske og filosofiske pointer, men først og fremmest er han en forfatter, som kan slå en gnist i en, så man bliver tændt, og så man må læse ham igen og igen.

Søren Kierkegaard kan læses og tolkes på 100 forskellige måder. I Tyskland var det ”Forførerens dagbog”, som var det første, man for alvor blev grebet af. Og når man ser på den første separate oversættelse af denne, så ser man, at den blev præsenteret som et erotisk værk. På forsiden er en nøgen kvinde, og også vignetten er en nøgen kvinde. Der står intet om, at det er en del af et større værk. Samtidig kan man finde andre udgaver af selvsamme værk, som er meget mere ”biedermeier-agtige” med blomster og landlige billeder.

Der ligger en masse kristendomsforståelse i Kierkegaards værker, men man kan også sagtens læse dem uden at medtage det aspekt. Man kan sågar læse bare en lille del af ”Enten - Eller”. For eksempel de 90 aforismer i starten, som er storslåede. Min yndlingsaforisme er: ”Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-piger.”

Kierkegaard har bestemt også noget at sige det moderne menneske. Joakim Garff (forskningslektor på Søren Kierkegaard Forsknings-centeret, red.) sagde engang, at ”A” er den moderne stemme i Kierkegaard, og det var jo også republikanerne i København, som blev grebet af ham, men senere skuffedes over ham, da han begyndte at skrive mere konventionelt om kristendom og forkyndelse.

Og ”A” er netop et menneske på godt og ondt. Hos ham får vi lov at se fortvivlelsen, uden at den pakkes ind i teologi. Den er oprigtig og autentisk i forhold til i så mange af de andre værker, han senere har skrevet. På det tidspunkt havde Kierkegaard endnu ikke tugtet og lagt bånd på sig selv. Der er også mange fede citater i ”Enten - Eller”. De smyger sig ind under huden på en, og selv lige nu, hvor jeg skriver på en vampyr-roman, der foregår i det 16. århundrede, opdager jeg, at Kierkegaards vendinger en gang imellem uafvendeligt flyder ned i min pen.

Det er meget længe siden, at jeg sidst har læst værket i sin helhed, men hvis jeg havde tiden til bare at sætte mig i sofaen og læse af lyst, så skulle det være ”Enten - Eller”. Det var også værket, jeg ville tage med på en øde ø. Den er så righoldig og stritter i så mange retninger.

Man kan også godt læse ”Enten - Eller”, selvom man ikke er Kierkegaard-kender. Men man skal ned i tempo, for sproget er ikke så letbenet, som det er i mange værker i dag. Men har man et godt øre for sprog, vil man til gengæld blive fascineret og sikkert komme til at stille lidt højere krav til den litteratur, man ellers læser.

A eller B: Det er "Enten-Eller" eller er det? Foto: Peter Stoltze