Fugletegneren har gjort sit arbejde

Fugletegner Jens Gregersen fortæller i sin nye bog om et liv i naturen med fugle som omdrejningspunkt

Viber i Jens Gregersens streg.
Viber i Jens Gregersens streg.

"Fugleliv” er en dejlig og en meget smuk bog, som Jens Gregersen har skrevet og tegnet om sit liv som fugletegner. Det at have et arbejde eller ærinde, der siden barndommen har bragt ham i kontakt med de fjerede og frie fugle, er nu samlet som en fortælling om naturen og faktisk også dens forandring gennem mere end et halvt århundrede. 

Læseren bliver taget med fra barn- og ungdom ved Brabrand Sø og hører om, hvordan en purk på fem år godt kan forelske sig i silkehaler og få følelsen sat på papir. Bogen beskriver også, hvordan radius bare udvides på landkortet senere i ungdommen, og om hvordan det at kende andre, der tegner fugle eller laver feltarbejde som ornitologer, virker som inspiration. Jens Gregersen bliver reklametegner. Han bevarer dog ikke blot sit fokus på årstidernes vekslen sideordnet, men lykkes med at komme af sted på opgaver, der entydigt peger ham i retning mod et langt liv med fugleobservationer og tegninger af planter og dyr.

Der er både poesi og anekdoter i ”Fugleliv”. Frihåndstegningerne er sommetider skitser og indimellem selvstændige små værker, der rækker ud over det observerede notat. Derfor er det nærmest soleklart, at Johannes Larsen Museet står som udgiver, for netop her i kunstnerens navn og på museet i Kerteminde er samlet noget af det bedste, der findes i landet, hvad angår tegninger af fuglenes liv og færden. 

Mange husker svalerne, da de sad på telefontrådene. Nu om dage holder de til på udgåede grene på træerne.
Mange husker svalerne, da de sad på telefontrådene. Nu om dage holder de til på udgåede grene på træerne.

Det kræver nærvær at møde op i felten, og den evne har Jens Gregersen opdyrket fra barnsben, forstår man i erindringsbogen. ”Nærvær” er også titlen på en udstilling af de originale arbejder, der udstilles senere på sommeren fra den 29. juni. Det at tegne giver ordløs indsigt i naturens væsen. Talen forstummer for at give plads til iagttagelse og lytten. Bogen giver virkelig plads til eftertanke. Ældre mennesker husker svalerne, der sad på telefontrådene i sommerlandskabet. Det syn er erstattet af det oprindelige, hvor svaler holdt til på udgåede grene i træerne. Sådan erfarer man, at kulturen forandrer sig undervejs i livet. Svaler, ravne og storke forsvinder og kommer så måske igen. Deres adfærd studeres af fuglekenderen undervejs.

Svaler i Jens Gregersens streg.
Svaler i Jens Gregersens streg.

Jens Gregersen har boet i, hvad der må betegnes som fuglereservater en stor del af sit liv. Og han har rejst efter fuglene som kun få med sine skitseblokke. ”Fugleliv” er blevet til et liv med fugle. Eller omvendt. Men bogen er også et vidnesbyrd om kunstens veje ind og ud af naturen. Den er en ydmyg tilkendegivelse af, at naturen er svær at slippe, når tegneren først har fået greb om sine virkemidler. 

Jens Gregersen har i godt 40 år boet på Vorsø i Horsens Fjord med fuglene som eneste naboer. Og han har rejst efter fuglene med sine skitseblokke. Her er han fotograferet på Fyns Hoved.
Jens Gregersen har i godt 40 år boet på Vorsø i Horsens Fjord med fuglene som eneste naboer. Og han har rejst efter fuglene med sine skitseblokke. Her er han fotograferet på Fyns Hoved. Foto: Johan Beru

Bogen er et tydeligt bevis på, at Jens Gregersen har gjort sit arbejde ved at møde op i naturen. Det er så fint, som det kan være, og som sådan bliver både tekst og tegning en form for debatindlæg om vores holdning og omsorg for vores omgivende natur og det liv, der gerne skulle udfolde sig fremover.

Fugleliv. Jens Gregersen. 180 sider, rigt illustreret. 275 kroner. Østfyns Museer.