Andrew Motions biografi om Philip Larkin (1922-1985) er ikke ny, men den er netop udsendt med et nyt forord i ny udgave.
Lyrikeren Larkin er aldrig blevet oversat til dansk, selvom han sammen med T.S. Eliot og W.H. Auden er blandt den engelsksprogede litteraturs største poeter i det 20. århundrede. Og af de tre er Larkin klart den mest morsomme. Derfor bliver han formentlig også mere læst end Eliot og Auden.
Larkin formulerede aldrig en egentlig poetik, men understregede, at målet for en digter ”bør være at røre vore hjerter ved at vise os sit eget”. Larkins lyrik rørte mange læseres hjerte, fordi digteren fandt udtryk for de indtryk af trøstesløshed, som mange læsere kendte fra deres eget liv. Larkin skrev for den menige læser, der har brændt sig på tilværelsens store komfur, og når han afskyede store dele af modernismen, så var det, fordi den hverken lærer os at acceptere tilværelsen eller at holde ud i den. Larkin formulerede til gengæld udtryk, som gjorde indtryk på læseren: ”Jeg mener ikke, jeg skriver fremragende – men bare bedre end nogen anden.”
Andrew Motion skriver også godt, men hvad han skriver om Larkin, er ikke godt. Motion bedyrer i sit forord, at bogen udspringer af et årelangt venskab med Larkin, men at biografien også giver indtryk af, hvilken ”fucked up” (forfatterens udtryk) person Larkin kunne være.
Jo tak, det mangler der ingen eksempler på. Man tør slet ikke tænke på, hvordan Larkin ville være blevet fremstillet, hvis Motion ikke havde været hans ven. Man kan være sikker på, at hver eneste ufordelagtige episode eller anekdote, der måtte eksistere om Larkin, nu er blevet bragt på prent. Larkin bliver udsat for en omgang fransk vask og strygning af Motion, der fnyser forargeligt over Larkins højreorienterede synspunkter og patriotiske sindelag. Ja, det er, som om levnedsskildreren vantro må spørge sig selv og læseren, hvordan en mand med sådanne holdninger også kan være en stor digter.
Men det var han altså.
Larkin debuterede i 1945 med et bind digte, som blev fulgt op af to romaner, der i dag kun bliver læst, fordi Philip Larkin skrev dem. Selv sagde han, at romaner handler om andre mennesker, mens lyrik handler om én selv.
Larkins eget liv var ikke rigt på begivenheder i det ydre, han var overbibliotekar på universitetet i Hull, og han var ved et tilfælde endog fraværende den dag, dronning Elizabeth gæstede biblioteket. Men som Larkin optimistisk skrev til sin mor: ”En dag skal jeg træffe Hendes Majestæt som Philip Larkin – og ikke som en bleg bibliotekar fra et provinsielt universitet.”
Det kom til at gå i opfyldelse, for Larkin opnåede talrige priser og adskillige æresprofessorater, ligesom han blev genstand for mange interviews. I et af dem bliver han spurgt, om han kunne forestille sig at have fået et lykkeligere liv, hvortil Larkin lakonisk replicerede: ”Ikke medmindre jeg havde været en anden.”
Det drømte Larkin måske også om. Barndommen havde ikke været lykkelig, og som voksen blev han tunghør. Motion giver et eksempel på, hvordan Larkin med humor overvandt sine trængsler. Da de en aften sidder på en pub, antaster en smuk ung pige Larkin med henblik på at få hans autograf. Den får hun, og Motion bemærker henkastet, at pigen var attraktiv.
”Jeg er enig,” svarede Larkin, ”og du aner ikke, hvor meget min hørelse har begrænset mig livet igennem. Jeg dirrer, når jeg tænker på de mange kvinder, som har henvendt sig og sagt: ’Skal det være os to, skat?’. Og som har fået svaret: ’Ja, det er ret varmt for denne årstid’.”
Længslen efter kvinden er et stærkt motiv hos pebersvenden Larkin. Et andet motiv er længslen efter Gud, som det fremgår af hans mest kendte digt, ”Church Going”. Som agnostiker drages han alligevel mod kirken:
”Det behager mig at stå i stilhed herinde/ Et alvorens hus på en alvorlig grund er det.”
Og i et brev beretter Larkin, at han havde truffet en præst, hvis gudstjeneste han fik lyst til at deltage i:
”Menigheden bestod blot af syv personer, men gudstjenesten var lige så fortrinlig som hvis der havde været 70. Selvfølgelig var jeg lidt udenfor – jeg er jo ikke kirkegænger – men jeg bestræbte mig på at være from, og jeg satte faktisk pris på det.”
Hver mandag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.