Et liv uden stemme har ingen mening

Denne danske film om kunstneren Ai Weiwei er en mindre sensation

At filmen overhovedet er blevet til, er en mindre sensation, og det er en stor oplevelse at følge, hvordan Weiwei langsomt tager til genmæle mod den politiske undertrykkelse og finder veje til at udtrykke sig kunstnerisk og politisk - sådan som han også gør det i filmen," skriver Palle Schantz Lauridsen. Arkivfoto af Ai Weiwei, oktober den 9. 2009.
At filmen overhovedet er blevet til, er en mindre sensation, og det er en stor oplevelse at følge, hvordan Weiwei langsomt tager til genmæle mod den politiske undertrykkelse og finder veje til at udtrykke sig kunstnerisk og politisk - sådan som han også gør det i filmen," skriver Palle Schantz Lauridsen. Arkivfoto af Ai Weiwei, oktober den 9. 2009. Foto: Tobias Hase/ Denmark.

4 stjerner ud af 6

Den kinesiske samtidskunstner Ai Weiwei er i Vesten blevet et symbol på den politiske kamp, der foregår i Kina: kampen for borgerlige frihedsrettigheder. En kamp, der foregår på vanskelige betingelser, for selvom det kommunistiske land økonomisk set har åbnet for kapitalismen, har det ikke meget til-overs for det politiske system, der i den vestlige verden er gået hånd i hånd med kapitalismen: demokratiet.

Weiwei blev for alvor verdensberømt for sit arbejde som kunstnerisk konsulent på det fantastiske stadion til OL i Beijing i 2008, Fuglereden. Men ellers kender vi ham bedst for hans politiske aktivisme og ikke mindst for den politiske forfølgelse, han har været udsat for.

LÆS OGSÅ:
5 stjerner til Cannes-vinder med med hjerteskærende sårbar hovedrolle

I april 2011 blev han arresteret og tilbageholdt i godt 80 dage. Da han endelig blev løsladt, sad han i en slags husarrest i et år. Under husarresten blev Weiwei filmet af den danske dokumentarist Andreas Johnsen.

Det er en tydeligt mærket Weiwei, der kommer hjem fra fængslet. Han er stadig under intens overvågning, og der er masser af restriktioner for, hvad han må: Han må ikke forlade sit hjem uden at spørge om lov først, og han må ikke tale med udenlandske journalister, men han kan ikke dy sig, han kan ikke lade være med at ytre sig. Han siger, at det er lige så nødvendigt som at trække vejret. Et liv uden stemme er et liv uden mening, siger han.

Johnsen følger den kinesiske kunstner overalt: hjemme, i svømmehallen med familien, når han går tur på en parkeringsplads, hvor han kan holde øje med, om han bliver overvåget. Trods den intense overvågning lykkes det ham at arbejde på en stor installation, der køligt og detaljeret skildrer hans fangenskab.

At filmen overhovedet er blevet til, er en mindre sensation, og det er en stor oplevelse at følge, hvordan Weiwei langsomt tager til genmæle mod den politiske undertrykkelse og finder veje til at udtrykke sig kunstnerisk og politisk sådan som han også gør det i filmen.