Prøv avisen

Et livgivende mord på kommandanten

4 stjerner
Haruki Murakami er født i 1949 og har skrevet næsten 20 bøger. – Foto: Eugene Hoshiko/AP/Ritzau Scanpix

Andet og sidste bind af Haruki Murakamis både lettilgængelige og gådefulde beretning om ”Mordet på kommandanten” er nu udkommet. Romanens åndelige dimension er dragende, men samlet set er romanen for lang

Adspurgt om at sammenfatte sin store erfaring med Haruki Murakamis bøger sagde den verdensberømte japanske forfatters danske oversætter Mette Holm her i avisen i onsdags:

”En vigtig ting, som jeg synes, man virkelig lærer, når man læser Murakami, er, at japanere på mange måder er ligesom os.”

Dette indtryk bekræftes i anden del af romanen ”Mordet på kommandanten”, der nu udkommer på dansk. Her fortsætter historien om den navnløse portrætmaler, som efter en skilsmisse fra kvinden Yuzu flytter ud i en øde bjergegn og overtager et hus, der tidligere har været beboet af en berømt malerkollega, Tomohiko Amada.

Den berømte maler har mistet hukommelsen og er på plejehjem, men vender i bind 2 tilbage til atelieret i bjergene for et besigtige sit maleri, der har givet romanen sin titel, og hvis motiv stammer fra Mozarts opera ”Don Giovanni”.

Dette er langtfra den eneste henvisning til vestlig kulturhistorie i romanen, der føles meget ”hjemlig” at læse, jazzet i sin tone og anslag, som den er (komponisten Richard Strauss og forfatterne Herman Melville og T.S. Eliots værker dukker også op som vigtige referencepunkter). På et tidspunkt forsvinder den 13-årige pige Marié, der sidder model for vores hovedperson, og en del af plottet handler om jagten på hende, hvis skæbne spejles i vor hovedpersons tab af en søster.

Mette Holm har ret: Murakamis japanske mænd er ganske genkendelige: De bliver skilt, kører rundt på må og få, flytter til udkantsområder for at begynde på en frisk, drikker whisky, spiser pasta, er ensomme på en kontrolleret måde og har det med at se på kvinder som objekter.

Men vores navnløse hovedperson har også en åbenhed over for det åndelige, som måske er mindre genkendelig for et vestligt rationalistisk sind.

Det tager ham eksempelvis ikke mange sekunder at komme sig efter chokket over et møde med Tomohiko Amadas sjæl en mørk nat i atelieret. Og da han senere i romanen gennem en lem i et plejehjemsgulv træder ned i en underverden og konfronteres med sin fortid, får det heller ikke sjælsrystende konsekvenser.

Hovedpersonen sætter ikke skel mellem det bevidste og det ubevidste, mellem drøm og virkelighed, og lægger eksempelvis lige så stor betydning i en drøm om at have gjort ekskonen Yuzu gravid, som hvis han rent faktisk havde gjort det.

Da kommandanten fra titlen til overflod træder ud af maleriet af samme navn og bliver en person i handlingen, tager han også det i stiv arm.

Den engelske digter Samuel Taylor Coleridge lancerede i begyndelsen af 1800-tallet begrebet ”willing suspension of disbelief”, altså en villig suspendering af skepsis, og måske er det dette, der er på færde, når man læser anden del af Murakamis nye bog. Man lulles ind i den jazzede tone og afmonterer sin vantro i følgeskab med hovedpersonen.

Det er imidlertid komplet uklart, hvorfor romanen ender med at svulme op til næsten 900 sider, og i øvrigt hvorfor den ikke udkommer i ét bind som i den engelske oversættelse. Bind 2 begynder i direkte forlængelse af bind 1, og det giver ingen mening kun at læse det nyudgivne bind.

”Mordet på kommandanten” er én roman med mange fine kvaliteter. Første bind fik fem stjerner her i avisen, men da andet bind ikke overbeviser om den samlede enorme volumen, ender vi på fire stjerner, der så kan lyse over vor malers hus derude i de japanske bjerge og minde om, at jord og himmel ikke behøver at være adskilt.

Læs anmeldelsen af første bind og interview med oversætter Mette Holm på