Hans-Jørgen Schanz er død. Læs eller genlæs interview med professoren, som tog et livsopgør med systemer

Professor Hans-Jørgen Schanz var i 1970'erne og 1980'erne kendt som den bedste Marx-fortolker herhjemme. Nu er han død, 74 år. Kristeligt Dagblad har genudgivet dette interview med professoren fra 2015

”Man skal være åben over for det mysterium, at verden overhovedet er - i stedet for kun at ville undersøge, hvad verden er. Det gælder både videnskabsfolk og mennesker generelt. Og her er det klart, at religion - eller religiøse tydninger, som Løgstrup kalder det - melder sig,” sagde Hans-Jørgen Schanz.
”Man skal være åben over for det mysterium, at verden overhovedet er - i stedet for kun at ville undersøge, hvad verden er. Det gælder både videnskabsfolk og mennesker generelt. Og her er det klart, at religion - eller religiøse tydninger, som Løgstrup kalder det - melder sig,” sagde Hans-Jørgen Schanz. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Denne artikel blev første gang udgivet i august 2015. Den er redigeret og genudgivet den 29.01.2022. 

”Undskyld jeg spørger, men er du en ægte kendis?”.

En gruppe unge har stået lidt på afstand og set fotografen tage billeder af en solbrændt mand i korte bukser, der sammen med sin hund bliver bedt om at stille sig forskellige steder på den nye havnefront i Aarhus. Og nu har en af dem taget mod til sig og stillet spørgsmålet.

De unge er lige begyndt på byens idrætshøjskole og skal rystes sammen - og en af deres første opgaver er et orienteringsløb, hvor en post går ud på at få en selfie med en kendt.

”Jamen, det kan vi da godt sige, at jeg er,” svarer Hans-Jørgen Schanz og smiler, mens gruppen jubler og stimler sammen omkring ham for at få taget et gruppeportræt, de stolt kan vise frem senere.

De har godt nok aldrig set den 67-årige professor i idéhistorie før. For Hans-Jørgen Schanz er hverken realitystjerne eller ugeblads-kendt, men det er til gengæld meget svær at komme uden om ham, når det handler om de store spørgsmål i livet og de begreber, vi forsøger at forstå dem med.

Han har blandt andet skrevet en lang række bøger om frihed, modernitet, ondskab og religion, og mange kender også hans navn fra bogryggen på værket om ”Europæisk idéhistorie”.

Hvis de unge senere går hjem og googler hans navn, vil der også stå, at Hans-Jørgen Schanz var en ”ledende dansk skikkelse inden for den marxistiske retning kapitallogik”. Faktisk var han i 1970'erne så kendt for sin læsning og udlægning af Marx, at der opstod en kult omkring ham, og han fik sin helt egen menighed. Men det vender vi tilbage til, for det er en af de ting, Hans-Jørgen Schanz i dag betegner som ”en katastrofe”.

At han senere skulle danne kult var ellers ikke lige det, han så for sig, når han som barn cyklede rundt i Skovby, en lille landsby på det sydlige Als. Hans-Jørgen Schanz blev født tre år efter krigens afslutning og voksede op med et tyskklingende efternavn i et hjørne af Danmark, hvor det bestemt ikke altid blev opfattet positivt. Hans kammerater i skolen var nu ret ligeglade, men der var flere af de voksne, som så skævt til familien Schanz.

Vi kender ham som professoren – eksperten der altid udtaler sig om et begreb, et intellektuelt emne. Nu skal vi have et billede af personen bag de kloge ord, mennesket Hans Jørgen Schanz ☺ Han har en stor hund, som han ofte går tur med i skoven – det kunne være et meget godt motiv. Her tanker han op – og er en del af naturen.
Aarhus d. 13/8/15
Vi kender ham som professoren – eksperten der altid udtaler sig om et begreb, et intellektuelt emne. Nu skal vi have et billede af personen bag de kloge ord, mennesket Hans Jørgen Schanz ☺ Han har en stor hund, som han ofte går tur med i skoven – det kunne være et meget godt motiv. Her tanker han op – og er en del af naturen.
Aarhus d. 13/8/15 Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

”Der var især en af lærerne i folkeskolen. Han var hjemmeværnsmand og meget højlydt nationalist. Når de andre børn i klassen havde fødselsdag, gav han dem altid et flag. Men ikke mig. Og hjemmetyskerne var jo lige så tossede. Heldigvis er der slet ikke det skel længere, og i dag er grænselandet nok det mest internationale sted i Danmark med fuldstændig uproblematisk sameksistens. Men dengang var det slemt. Min familie holdt sig heldigvis helt udenfor og havde ingen sympati for det nationalistiske pjat, hverken på den danske eller den tyske side.”

Hans-Jørgen Schanz har en del antipatier - som han med glimt i øjet forbander, mens han mere eller mindre konstant tænder en ny cigaret. Nationalisme er tydeligt en af dem, ligesom alt andet, der ender på ”isme”, ”sådan er det nu engang”, og ”politisk korrekthed”.

Faderen var slagter og kreaturhandler. Moderen stod i butikken. Hans-Jørgen voksede op som ældste søn i en flok på fire, og en af hans pligter var at køre onklens lastbil med de kreaturer, der blev solgt til Tyskland og derfor skulle fragtes til færgen i Sønderborg.

”Jeg har kørt bil, siden jeg var 12. Min onkel var så godt som blind på det ene øje, så det blev mit job. Da jeg skulle have kørekort, sagde jeg til kørelæreren, at jeg da bare kunne gå op til prøven uden forberedelse, for jeg havde jo kørt i seks år. Men den gik ikke, sagde han. Så fik jeg én time.”

Lige siden har der været noget med Schanz og biler. Som en af de få på Aarhus Universitet har han altid haft biler, der blev kigget langt efter, når de stod ved siden af de mere almindelige mellemklassebiler.

Hvor der tidligere stod Jaguar og BMW på metallakken, så er det en Range Rover med 400 heste og otte cylindre, der i dag får lov til at køre rundt med den erfarne chauffør. Senest har den i juli været to uger på Island, og det kunne både bil og ejer rigtig godt lide.

”Herhjemme har folk altid så travlt med at være selvbestaltede opsynsmænd. Hvis jeg går med min hund, så er der altid nogle emsige personer, der beder mig om at tage ham i snor - selvom han ikke generer nogen, men bare fordi! Og når man er ryger, får man også virkelig den der politiske korrekthed at føle. Så har alle folk meget travlt med at fortælle, hvor skadeligt det er. Hvor forkert det er. Og efterhånden bliver grænserne for, hvad vi kan, må og skal hele tiden snævrere - og det værste er, at vi selv skubber i den retning. Sådan er det ikke på Island. Der var godt nok fartbegrænsning på 90 kilometer, men jeg blev hele tiden overhalet af folk, der kørte 130. Det tog lige lidt tid, før jeg blev islænding - men så gik det fantastisk.”

Frihedstrangen. Nysgerrigheden. Fandenivoldskheden. Og så alligevel en dyb ydmyghed over, at vi overhovedet er til.

Hans-Jørgen Schanz har altid været optaget af at forstå og dykke længere ind i det mysterium, vi kalder livet. Og da han kom i gymnasiet, slugte han alle bøger af Proust, Joyce og Dostojevskij, der beskæftiger sig med de store eksistentielle spørgsmål i tilværelsen.

Der blev også læst mange bøger i hans barndomshjem, og selvom det ikke var et akademisk hjem, var der stor respekt for viden og uddannelse.

Og så var der nok også en klar fornemmelse af, at den ældste søn ikke skulle gå i faderens fodspor eller på anden måde have et fysisk krævende arbejde. For Hans-Jørgen Schanz var plaget af alvorlig sygdom og derfor et temmelig svageligt barn.

”Siden jeg var fem år, blev jeg indlagt to til tre gange om året på grund af meget voldsomme astma-anfald. Jeg lå på sygehuset en eller to uger ad gangen, og dengang vidste man ikke noget om astma og allergi, så de mente, jeg var nervøst anlagt. Det var ikke særlig rart at ligge dér helt alene, væk fra mine venner og mine forældre, men jeg fik læst en masse bøger. Det var først, da jeg blev en ung fyr i 1960'erne, at man begyndte at opdage, hvad det egentlig handlede om. Og anfaldene fortsatte helt frem, til jeg var 35 år, før man fandt ud af, at jeg er allergisk over for hunde.”

Derfor er det også en særlig allergi-venlig hund, Schanz har i dag. Kongepudlen Aslan udvikler ikke det enzym, som forårsager allergien - og den fælder ikke.

”Men al den sygdom har faktisk givet mig en imponerende arbejdsdisciplin. For jeg vidste aldrig, hvornår jeg blev syg igen og dermed sat ud af spillet, så derfor har jeg altid knoklet helt vildt, når jeg var rask.”

Og den indstilling blev der virkelig brug for, da Schanz efter gymnasiet besluttede sig for at læse idéhistorie på det helt nyoprettede institut ved Aarhus Universitet. For professor Johannes Sløk krævede i den grad noget af sine studerende.

”Første gang han kom ind til en forelæsning, gik han ud igen, da han havde set os. Vi var nødt til at hente ham og sige, at den var god nok - det var os, der var hans studerende. Da han kom ind, sagde han: 'Det her må være en misforståelse. Jeg vil kun have elitestuderende. Og jeg forventer, at I kan tysk, engelsk, fransk, latin og græsk'. Jeg startede på at lære græsk med det samme! Så begyndte han at forelæse, og han citerede alt fra Platon på græsk. Jeg var helt solgt. Og sammen med tre-fire andre medstuderende lavede vi en lille gruppe, hvor vi opdelte de andre i sløkomaner, sløkofiler og sløkologer. Og vi var selvfølgelig selv det hele.”

Johannes Sløk var med Schanz' ord ”skuespiller”. Han elskede at have publikum, men foragtede menigheder. Alligevel blev han dog ret glad for Schanz, som var en af hans største fans, og unge Schanz blev sammen med en anden studerende inviteret på middag hjemme i privaten en aften.

”Det var jo virkelig helt usædvanligt, så vi var begge to meget spændte - og stolte. Da vi kom derhen, fik vi et glas vin sammen med Sløk og hans kone i stuen, og under middagen fortæller han så, at det er deres bryllupsdag. 'Og vi har inviteret jer, for vi har jo ingen venner'. Det var frygtelig pinligt for os. Men det var sådan, det var. Han skubbede alle fra sig - og da vi kun var studerende, var det ikke helt så farligt for ham at lade os komme lidt tættere på.”

Det var i 1967, Hans-Jørgen Schanz begyndte på universitetet. Året efter brød studenteroprøret for alvor ud med de universitetsstuderende i den vestlige verden som bannerførere. Schanz læste de store frankfurter-filosoffer, som oprørerne også abonnerede på, og han blev interesseret i at kigge nærmere på den tænker, de alle refererede til, Karl Marx.

I 1971 får han med Sløks hjælp et stipendium ved universitetet i Frankfurt, hvor han kaster sig over Marx' økonomikritik. Da han vender tilbage til Aarhus, er han klar til at introducere en helt ny læsning af Marx, kapitallogikken, der havde fokus på, hvordan kapitalismen får afgørende betydning for vores måde at tænke på samt lave politik og lovgivning på. Men noget gik galt.

”Jeg fik ganske enkelt en menighed. Den marxisme, jeg kom hjem med, var både ny, stærk og lærd. Og den tiltrak folk - ikke kun fra Danmark, men fra hele Skandinavien. De troede, at vi havde sandheden. Men det havde vi jo ikke. Og i 1980'erne gik katastrofen op for mig. Ja, det er lidt hårdt trukket op, men skriv det bare - for det er jo sådan, det er. Jeg havde simpelthen sat en masse papegøjer i verden, efterplaprere. Uden evne til at tænke selvstændigt. Og dér besluttede jeg, at jeg aldrig mere vil omgive mig med noget, der kunne ligne en menighed.”

Samtidig flytter Hans-Jørgen Schanz sig også selv fra den marxisme, han stadig er forbundet med i alle de opslag, der findes om ham.

”Jeg finder ud af, at det simpelthen er for snævert kun at se på verden ud fra en økonomisk kritik. Der er så store dele af menneskelivet, den ikke kan sige noget om. Så jeg begynder at læse kritikerne af frankfurter-filosofferne. Især Wittgenstein og Heidegger. Og senere støder jeg så på Hannah Arendt, som jeg simpelthen elsker, fordi hendes tænkning er så radikal. Hun er imod alle ideologier og gør op med alle former for systemer. Hun er på den måde en filosofisk anarkist og en enestående frihedstænker.”

Wittgenstein, Heidegger og Hannah Arendt er også filosoffer, der beskæftiger sig med metafysik.

”Man skal være åben overfor det mysterium, at verden overhovedet er - i stedet for kun at ville undersøge, hvad verden er. Det gælder både videnskabsfolk og mennesker generelt. Og her er det klart, at religion - eller religiøse tydninger, som Løgstrup kalder det - melder sig. For mig at se er der derfor heller ingen modsætning mellem modernitet og religion, og især kristendommen - eller protestantismen - passer rigtig godt ind i det moderne samfund. Faktisk ser jeg Luther som en meget stor filosof, der grundlagde både eksistensfilosofien, hverdagssprogsfilosofien og hermeneutikken. Han er bare helt glemt i filosofihistorien, selvom Luther er den allerførste, der tænker et absolut frihedsbegreb, hvor der ikke er nogen melleminstans mellem mennesket og Gud. Kierke-gaard bygger i virkeligheden bare videre på Luther.”

”Havde du spurgt mig i 1970'erne, om jeg kunne se mig selv være optaget af det religiøse og en mand som Luther, havde jeg nok grinet højt og rystet på hovedet. Men det er det, jeg siger: Du skal hele tiden være på vagt over for at stivne i din tænkning og tro, at du har fundet svarene. Eller at andre har. Du risikerer at miste din egen dømmekraft - og det er det farligste af alt.”