Mai Misfeldt: Et lykkeligt møde

Et tilfældigt møde med Virginia Woolfs erindringer bandt sløjfe på klummeskribentens dag

I disse erindringsskitser skriver Virginia Woolf noget af den mest lysende prosa. Hun arbejder med, hvordan man genskaber fortiden igennem skriften, hvad det er, man husker, og hvordan tingene kommer til syne for os igennem tidens lag, skriver Mai Misfeldt.
I disse erindringsskitser skriver Virginia Woolf noget af den mest lysende prosa. Hun arbejder med, hvordan man genskaber fortiden igennem skriften, hvad det er, man husker, og hvordan tingene kommer til syne for os igennem tidens lag, skriver Mai Misfeldt.

Jeg var egentlig på vej til en reception og havde lidt travlt, men blev fanget ind af vinduet hos Vangsgaards på Fiolstræde, hvor en lille hvid bog med det smukkeste grafiske tidselværk tiltrak sig min opmærksomhed. Bogen var Virginia Woolfs ”Et rids af fortiden” (”A Sketch of the Past” fra ”Moments of Being – Unpublished Autobiographical Writings”, udgivet posthumt i 1976), i dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen, udgivet på det lille forlag Bestiarium.

I disse erindringsskitser skriver Virginia Woolf noget af den mest lysende prosa. Hun arbejder med, hvordan man genskaber fortiden igennem skriften, hvad det er, man husker, og hvordan tingene kommer til syne for os igennem tidens lag. Woolfs ord, skrevet for snart 80 år siden, folder sanselige multisensoriske rum ud, som erindringen om at ligge i sin barneseng i Skt. Ives og høre rullegardinets lille agern blive trukket frem og tilbage over gulvet. Woolf er på jagt efter mønstret bag tilværelsens vat: ”I alle tilfælde er det en stadig tanke hos mig; at der bag vattet skjuler sig et mønster; at vi – jeg mener alle mennesker – er forbundet med dette; at hele verden er et kunstværk; at vi er dele af kunstværket.”

Pengene kom op af lommen, bogen kom i tasken, og jeg ilede videre mod mit mål, som var Kunstforeningen Gl. Strand, hvor der denne kolde januareftermiddag var reception for en bog, udgivet i anledning af grafikeren og maleren Vibeke Mencke Nielsens 80-årsfødselsdag i december.

Receptionen havde været i gang længe, men der var stadig mange mennesker, ikke mindst flere grafisk arbejdende kunstnere. Ikke så underligt, for Vibeke Mencke Nielsen var professor på Grafisk Skole på Kunstakademiet i København fra 1989 til 1998. Tilmed, hvad der er værd at huske på – længere siden er det ikke – var hun den første kvindelige professor i Akademiets historie. I sin tid moderniserede og samlede Vibeke Mencke Nielsen Grafisk Skole; hendes egen stil er på sin vis klassisk, men på elevernes vegne var hun åben over for nye teknikker, blandt andet var det i de år, at computeren for alvor kom ind i kunstnerværkstederne.

I kunstnerkredse står der stor respekt om Vibeke Mencke Nielsen. Hun er, fornemmer man, en kunstner med en stor integritet, som også qua sit kunstpolitiske arbejde har haft stor betydning. Men hun er også en lidt hemmelig kunstner. I vores tid, hvor kun det, der er på internettet, rigtigt findes, ”findes” hun næsten ikke, når man ser bort fra hjemmesiden hos Clausens Kunsthandel, hvor hun har været tilknyttet i mange år.

Også derfor er det en særlig tiltrængt gestus, at to kunstnere, begge elever af Mencke – Anne Marie Ploug og Carina Zunino – har udgivet en smuk billedbog, ”At tegne ordene væk” (forlaget Hurricane). Kunstnerne har besøgt Vibeke Mencke Nielsen i værkstedet og fået lov at se i hendes arkiver. Herfra har de udvalgt 30 værker, som de præsenterer i et forløb, som de selv har valgt, ikke ud fra årstal eller genre, men ud fra deres egen kunstneriske sensibilitet og fornemmelse af rytme. Alle værker på nær et er sort-hvide, enten grafiske tryk eller tuschtegninger, og de står smukt mod bogens skiftende bløde farver, der spænder fra sart rosa til dyb grøn.

Ploug og Zunino har også interviewet Vibeke Mencke Nielsen, og herudfra har de plukket små citater, som man kan læse parallelt med billederne.

Det er en bog, som vokser ved hver læsning. Vibeke Mencke Nielsen er optaget af de nære ting, for eksempel bruger hun dage på at iagttage, hvordan regnen falder på et fladt tag, indtil hun, i hvad man oplever som én lykkelig koncentreret bevægelse, fanger fornemmelsen af vandstrålernes hårde nedslag forenet med de hurtige, korte tilbageslag og ringene, der vokser frem og ind i hinanden, før de opløses i vandets flade.

Hun kan fortabe sig i det mest undseelige, som et køkkenbord med emballage og løg, hvor det, der optager hende, er den måde, hvorpå tingene så at sige bliver til i vores øjne.

På den måde er hendes arbejder aldrig ”bare” gengivelser af tingene, men derimod en form for portrætter af selve synsprocessen, den måde, tingene langsomt træder frem og bliver til i vores øjne, træder ud af tilværelsens vat, kunne man med Woolfs ord sige. Som om de, når vi ikke ser på dem, vil falde tilbage i deres egen hemmelige eksistens.

”Jeg sparer ikke på streger,” siger Mencke Nielsen tørt. Hun kan arbejde med den fineste streg i et tæt, sort net af bittesmå skraveringer og stadig bibeholde en næsten spindelvævsagtig karakter.

Stærkt står også opslagene, hvor Vibeke Mencke Nielsen har portrætteret andre kvindelige kunstnere fra Karen Blixen, der med en sneblød ugle på skulderen lukker øjnene og ser indad, og til en cool Camille Claudel, der ser direkte på dig.

Vel hjemme igen tog jeg dagens første bogindkøb frem for at synke ind i Virginia Woolfs erindringer. Og det første, jeg møder, er hendes kendte ansigt, fanget og fastholdt, som kom hun netop til syne kun for mig – af Vibeke Mencke Nielsen. Sådan er tilværelsen så fuld af lykkelige sammenfald.