Den 24. januar 1943 blev 230 franske kvinder deporteret til Auschwitz. Blandt dem var modstandskvinden Charlotte Delbo (1913-1985).
”Vi venter ikke på døden. Vi forventer den,” skrev hun siden i et øjebliksbillede.
Nu overlevede hun og bar en grusom viden med sig, som hun nedfældede på skrift umiddelbart efter krigen.
Delbo tøvede dog i 20 år med at udgive sine erindringer. Anden del af ”Auschwitz og efter” forklarer hvorfor. Den hedder nemlig ”En unyttig viden”. Forfatteren mener nemlig, at der en uoverstigelig afstand mellem kz-lejrens overlevende og omverdenen:
”De er af en anden verden, og intet kan give dem adgang til vores.”
Gennem beskrivelser af dagliglivet i Auschwitz forstår vi, hvorfor Delbo kunne skrive om dem, der ankom til lejren:
”De venter det værste – de venter ikke det ubegribelige.”
Således beskriver hun, hvordan en fange bliver bidt i bagen af lejrvagtens schæfer:
”Han går med hunden, som går bag ham på to ben med munden mod mandens bagdel. Manden går. Han har ikke sagt en lyd. Blodet siver ud i buksernes striber.”
Billedet brænder sig ind i bevidstheden hos læseren, så det er overflødigt, at forfatteren lægger til:
”Prøv at kigge. Prøv, så I kan se.”
Charlotte Delbos værk er bygget fragmentarisk op af scener som denne, men også af lyriske sekvenser og passager, hvor hun går i clinch med sig selv:
”Tørsten gør mig hård. Jeg skubber alt til side for at komme foran de andre.”
Det er Delbos force, at hun kan føje sådanne erfaringer sammen på en upåfaldende og overbevisende måde. Hun beretter, at kammeraterne i kz-lejren skærpede hendes interesse for litteratur, kunst og musik:
”Sikke en skole, det var for mig! Jeg slugte jeres ord.”
Det samme gør hun med et drama af Molière, som hun bytter sig til og memorerer ord for ord.
Delbo var kommunist og forblev livet igennem tro mod den yderste venstrefløj, og dog henviser hun selv til en guddommelig instans, da hun skal forklare, hvordan en afkoblet opmærksomhed gjorde det muligt for hende at distancere sig fra grusomhederne:
”I tyve år har forsynet skænket mig en evne, som hjalp mig ud af Auschwitz: evnen til at dele mig i to, ikke længere være til stede.”
Charlotte Delbo og hendes mand Georges Dudach blev begge arresteret den 23. maj 1942, men Dudach blev kort tid efter henrettet.
Delbo nåede at besøge ham kort forinden. Han var hendes livs store kærlighed, selvom Delbo i et digt lader tabet få et element af sarkasme:
”Han døde/ fordi en kærlighedshistorie/ hvis den skal være smuk/ har brug for en tragisk afslutning/ Vores var pragtfuld/ Hvorfor vinder I altid til sidst med jeres klichéer?”
”Auschwitz og efter” er et enestående værk. På én gang vidnesbyrd og kunst. Eller på én gang dokumentation og litteratur. Det er hårrejsende læsning, men bagefter er man glad for, at man stod læsningen igennem og dermed lærte et menneske af ånd og mod at kende.8