”De er meget forskellige og ligner hinanden på samme tid, to som hører sammen, om man nu kan lide det eller ej.”
Sådan lyder det i titelnovellen ”Aliens. En kærlighedshistorie”, som blot er en blandt mange, der skruer sig ind i læserens sind og bliver siddende. Den skildrer et ungt par på kanten af samfundet, deres både mulige og umulige kærlighed, der er vind og skæv og måske dømt til at mislykkes, men som ikke desto mindre findes, i et flygtigt øjeblik, og sådan er det for mange af de sælsomme skæbner, der krydser hinanden i Terézia Moras novellesamling ”Aliens”.
Ungarske Terézia Mora, født 1971, debuterede i 1999 med fortællingerne ”Seltsamme Materie”. På dansk er udkommet romanen ”Alle dage” (2019) og nu disse fornemme hverdagseksistentialistiske noveller, hvor forfatteren skildrer en række møder, ofte mellem mennesker, der står på kanten af tilværelsen med en fornemmelse af, at noget skal ske, uanset om det er det hashrygende forelskede par i ”Aliens”, advokaten med det portugisiske pensionat i novellen af samme navn eller den nyslåede japanske pensionist i ”Gaven eller Gudinde af barmhjertigheden flytter”.
Det er tilværelsens små brud og forskydninger, der i særlig grad har Terézia Moras interesse, som for eksempel i ”Fisk svømmer, fugl flyver” om den midaldrende maratonmand, der får sin nøjagtigt planlagte dagsrytme slået fuldstændig i stykker, da en ung mand stjæler den plasticpose, hvor han har hovedparten af sine ejendele, og hun arbejder sikkert og klogt med temposkift i sin skrift og med skiftende synsvinkler, så hun i den enkelte novelle veksler mellem en tredjepersonsfortæller og en førstepersonsfortæller, som en slags indlejrede indre monologer eller tankespor, man umuligt kan sidde overhørig.
Det er blot et af de stilistiske greb, der sammen med Terézia Moras sjældne menneskeklogskab gør, at man bliver betaget af hendes fortællinger, der trækker sin læser til sig med en sjælden form for litterær magnetisme, sikkert og næsten umærkeligt. De skildrer med en enfoldig enkelhed en række yderst komplekse skæbner og deres eksistentielle dilemmaer, deres længsel efter den til tider umulige samhørighed, efter de nødvendige, men svære, relationer til andre mennesker samt hverdagens små pytter af lykke og smerten ved at elske med en rummelighed og en stor kærlighed – også til den umulige og lidet elskelige næste.
Er enhver mon sig selv nærmest, funderer hovedpersonen Tom i novellen ”Perpetuum mobile”, mens han venter ved et gravsted på sin afdøde vens søster: ”Er du virkelig så ligeglad med den anden? Er alle andre mennesker så ligegyldige for dig, og er du den eneste der tæller?”. Der gives lykkeligvis ingen endegyldige svar i Terézia Moras ”Aliens”, der sitrende og spørgende skildrer det smukke besvær ved at være et menneske blandt mennesker.