Det er første og formentlig eneste gang, at denne anmelder har knebet en tåre over en niårig pige, der er gået hen for at hente en kost.
Det var hverken kosten eller pigens gåtur hen til det klassiske fejeredskab, der rørte undertegnede til tårer, men hendes bevæggrund for at hente den. Hun havde betragtet den midaldrende mand, der fejede spulevandet væk i sin stald, og tænkt "det vil jeg hjælpe ham med", og så gik hun. Pludselig kunne manden ikke finde pigen. Desperat gik han rundt og ledte. Mere og mere bekymret for, at der var sket hende noget. Og så fandt han hende, i et redskabsskur, med den kost, hun langt om længe havde fundet. Manden var vred. Hvorfor var pigen bare gået? Svar!! Og så løb pigen. Fortvivlet og såret.
Hun kunne selvfølgelig have fortalt manden, at hun bare ville hjælpe med at feje, men det var hun ikke i stand til. Under sin opvækst i et fattigt hjem med fem børn og et par forældre med stærkt begrænsede evner til at vise kærlighed var hun blevet indadvendt, knuget og tavs. Hun gemte sig væk. Men da hendes mor sendte pigen af sted på et sommerophold hos moderens kusine, skete der noget med hende. Pludselig befandt hun sig hos nogen, der viste interesse for hende. Endda omsorg. Og da manden tog hende med ud i stalden for at feje, tænkte hun "nu kan jeg være en del af noget".
Hjemme hos sig selv var Cait (Catherine Clinch) bare "pissepigen", der gemte sig, var mærkelig, tissede i sengen og var årsag til irritation, fordi hun aldrig sagde noget. Det viser instruktøren af ”The Quiet Girl”, Colm Bairéad, med underspillede og fintfølende betragtninger, som da faderen har så travlt med at komme hjem igen efter at have afleveret Cait hos hendes "sommerforældre", at han glemmer at få hendes kuffert ud af bilen.
Hele vejen gennem ”The Quiet Girl” er der en intim fornemmelse af at være til stede i Caits verden. Colm Bairéad maler ikke med en stor og bred pensel. Tværtimod. “The Quiet Girl” er optaget i et gammeldags, næsten kvadratisk format og med sarte overbelyste billeder, der bringer tanker tilbage på 1981, hvor filmen finder sted. Derudover taler skuespillerne irsk, ikke engelsk med irsk accent, i størstedelen af filmen.
Det giver alt sammen en fornemmelse af en lille og tæt verden, Caits verden, hvor det eneste, det handler om, er at finde de små udbrud af tryghed, hun kan krybe ind til. Som da moderens kusine (Carrie Crowley) konstaterer, at Cait har tisset i sengen, og smilende udbryder: "Det er altså mærkeligt med de gamle madrasser her i huset. De græder hele tiden." Og så skifter hun sengetøj uden yderligere kommentarer. Nogle dage senere er Cait holdt op med at tisse i sengen.
Bortset fra en kompleks hemmelighed i Caits nye sommerhjem er ”The Quiet Girl” så enkel en historie, at det næsten burde være løgn. Filmens udsagn er lige så enkelt: Et menneske vokser med omsorg, anerkendelse og tryghed. Det er ikke en ny eller epokegørende konstatering, men der er bestemt stadig områder, og så afgjort også i dagens Danmark, hvor det udsagn forgæves venter på at blive grundfæstet – lige fra vuggestuer og skoler til arbejdspladser og familier.
”The Quiet Girl” serverer den konstatering så åbenlyst, at den nærmest kan skæres ud og hænges op på væggen. At beskrive filmen som "rørende" er næsten en fornærmelse. Den rammer noget dybere, en grundtone i menneskets eksistens. Selv de mindste situationer får en stor betydning. Som da Cait går ud for at finde en kost til at hjælpe med at feje. Eller da hendes sommerfar, Sean (Andrew Bennett), opfordrer hende til at løbe ned og hente dagens post nede ved vejen, for den har han glemt. "Jeg tager tid på dig," siger han begejstret. Og så drøner Cait af sted, alt hvad hun kan, mens træerne og himlen flyver forbi, og alle i biograferne kan se, at hendes verden er helt forandret.
The Quiet Girl. Instruktion: Colm Bairéad. Manus: Colm Bairéad og Claire Keegan. Kamera: Kate McCullough. 95 minutter. Irland, 2023. Kan ses i udvalgte biografer.
