Ida Jessen leverer et mesterligt portræt af en følsom kyniker

Den historiske roman ”Doktor Bagges anagrammer” er en ny triumf i Ida Jessens forfatterskab

Ida Jessens forrige roman ”En ny tid” er trykt i 26.000 eksemplarer og hædret med både Blixenprisen og DR Romanprisen. –
Ida Jessens forrige roman ”En ny tid” er trykt i 26.000 eksemplarer og hædret med både Blixenprisen og DR Romanprisen. – . Foto: Stine Bidstrup/Polfoto.

Ida Jessens nye roman ”Doktor Bagges anagrammer” er en selvstændig fortsættelse til romanen ”En ny tid”, der udkom i 2015. Den første er trykt i 26.000 eksemplarer, og Ida Jessen har fået tildelt både Blixenprisen og DR Romanprisen for den. Det er fuldt fortjent, og det er et godt eksempel på, at kvalitet og kvantitet fint kan gå hånd i hånd. Man kan godt sælge mange bøger, uden at man behøver lefle for den laveste fællesnævner.

Ida Jessen har før vist, at hun kan skrue et stærkt plot sammen, og nu viser hun sin overlegenhed som portrætkunstner. Hun fortæller så meget, at man tydeligt kan se karaktererne for sig, og hun er så tilpas tilbageholden, at det gådefulde og det antydede får lov at fuldende portrætterne. Som noget nyt har hun i de to bøger skiftet samtiden ud med fortiden, så der er kommet en slags historiske romaner ud af det.

Man kommer tilbage til egnen omkring Thyregod i de første årtier af det 20. århundrede.

Hvad skal vi så der? Hvorfor ikke blive ved vores samtid og dens aktualitet? Fordi det sætter vores egen tid i relief og blandt andet viser, hvordan kønsrollerne har været i skred. Og fordi den underliggørelse, som man kan sige, at al kunst foretager i forhold til virkeligheden, bliver så meget mere forstærket gennem tidsforskydningen. Det handler om den enkeltes forhold til sig selv og sit virke her i verden, og de etiske og erkendelsesmæssige dimensioner i det forhold har ikke ændret sig nævneværdigt. Det drejer sig stadigvæk om at handle autentisk, om at gøre noget for andre og om at elske og om at svigte. Det handler om at gribe livet og lade glæden folde sig ud i stedet for at fedte med det hele og lukke sig inde.

I en ”En ny tid” er det fru Bagge, der har ordet. Hun fortæller om sit liv som lærer og om sit liv med doktor Vigand Bagge. Den historie lod læseren tilbage med et stærkt ønske om at lære doktoren nærmere at kende. Hvad er det for en mand, hun har levet sammen med over 20 år af sit liv? Og hvorfor handler han, som han gør, denne træmand, der på en gang er opofrende og large over for sine patienter og kynisk i sit naturvidenskabelige syn på verden, og som ikke synes at have meget at give sin kone, Lilly?

Noget af sløret bliver løftet i ”Doktor Bagges anagrammer”, hvor han selv får ordet. Som 60-årig engang i 1920’erne bliver han opfordret til at fortælle erindringer om sin lægegerning. Det kvier han sig noget ved, og han har slet ikke lyst til at flage med sine gerninger. Alligevel giver han sig til at skrive, men da bliver det langt mere personligt, og modtageren er ikke Dansk Lægeforening, ej heller hans kone, men en ældre sygeplejerske, der er gået på pension.

De to har nemlig noget sammen: Erindringen om fem søskende, som Bagge indlægger på hospitalet med difteritis. Børnene dør, mens de to har tjeneste.

Denne begivenhed er ganske central. Den viser, hvordan doktor Bagge vil det rigtige og gode, men uoverlagt og fortvivlende kommer til at gøre det forkerte. Den lukker måske også for det forhold, der kunne være opstået mellem de to, og den åbner til gengæld for Bagges ægteskab med den 20 år yngre Lilly.

Også i forholdet til Lilly vil Bagge gøre noget godt. Han tror nemlig, at hun er gravid uden for ægteskab og derfor står til at blive socialt udstødt. I den situation tilbyder han hende ægteskab, selvom de to slet ikke kender hinanden. Men hun er på sin side også parat, fordi hun ikke kan få den mand, hun er forelsket i, og måske også tror, at hun er gravid. Men de taler aldrig om det, ligesom de heller ikke taler om så meget andet vigtigt. Han vil ikke fortælle, selvom hun gør, hvad hun kan for at få hans mure til at falde. Erotisk er deres forhold tilsyneladende også goldt. Måske er han slet ikke erotisk til kvinder? Det forbliver en gåde. Men på en eller anden måde hænger det sammen med hans forhold til den beundrede far, den foragtede mor og de døde børn.

Så meget i livet synes at være tilfældigt – og dog er det også styret af de forudsætninger, der nu engang er. Det er som med de anagrammer, Bagge laver. Der er en vis sum af bogstaver for eksempel givet med ordet ”Doktorstolen” – de kan også blive til ”Knoldet torso”. Og det er faktisk, hvad Bagge selv skriver frem: Et fragment af sig selv, alt imens han er ved at blive ”afviklet”, døende som han er af den kræft, der har bredt sig i ham. Heller ikke det kan han tale om med Lilly.

Han har ellers ord og sprog, for det vidner hans skriverier om. Her viser han overskud og humor. Solsorten synger af sit ”rigt olierede forråd”, skriver han rammende og med en mangel på sentimentalitet, som også gælder mennesker: ”Mennesker er ikke noget behageligt bekendtskab. De er ikke andet end slim og tarme og indvoldsorm.”

Sådan skriver Bagge, der dog alligevel rummer en følsomhed og pludselig ømhed og hengivenhed midt i råheden og galgenhumoren. Den viser sig i det helt små, da han plukker en anemone til Lilly, der presser og tørrer den i en bog.

Sådan går det med følelserne mellem dem. De gemmes hen, tørrer ud og bliver til minder om det, der aldrig rigtig blev til noget.

De kan ikke slippe hinanden, men heller ikke udfolde sig sammen, fordi han bliver ved med at være en fremmed for hende og måske også for sig selv. Men læseren ser disse hverdagsmennesker rejse sig op fra papiret og folde sig ud.

Det er klart og gådefuldt på en gang, og det er just det helt, helt overbevisende i Ida Jessens portrætkunst.