Et moderne, spirituelt anlagt eventyr

Audur Ava Olafsdottirs roman ”Stiklingen” er en symbolsk og underfundig roman om en ung mands rejse mod kærligheden og eksistensen

Et moderne, spirituelt anlagt eventyr

Islandske Audur Ava Olafsdottir, født 1958, fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2018 for romanen ”Ar”, som udkom samme år på dansk. Allerede i 2009 var hun imidlertid blevet introduceret for de danske læsere med romanen ”Stiklingen”. Nu foreligger romanen i en ny udgave, hvor første oplags fejl er rettet. Og har man ikke allerede læst den, er det lidt af en gave, der venter en.

Romanen er en symbolsk lille perle, et moderne spirituelt anlagt eventyr, der følger den unge troskyldige Arnljotur Thorir på hans rejse, som naturligvis både er af ydre og en indre karakter. I fysisk forstand går den fra Island til et fjernt klosters rosenhave, i mental forstand handler det om at finde eksistentielt hjem, at turde træde ind i en nær relation og at blive far.

Faktisk kom jeg mange gange til at tænke på Antoine de Saint-Exupérys ”Lille Prins” undervejs. For den unge protagonist har lidt af prinsens uskyld over sig, mens den lidt tørre og milde humoristiske fortællertone fik mig til at tænke på den fremragende danske forfatter Thøger Jensen.

Lobbi, Dabbi, Addi og hvad hans far nu ellers kalder ham (han er et kært barn, og så har man mange navne), har været meget knyttet til sin mor, men nu er hun død i en ulykke, og drengen må forlade sin far, der mest er optaget af, hvordan man egentlig laver mad og dermed tiltrækker en ny kvinde, og drage ud i verden:

”Det er svært at sætte ord på mors og min verden over for far. Jeg interesserer mig for det som vokser op af den frugtbare jord.”

Hans mål er dette fjerne kloster, hvortil han søger, fordi han gerne vil arbejde i deres forsømte rosenhave. Ikke mindst vil han plante en stikling af den særlige ottebladsrose, som hans mor trods det islandske vejrlig har fremavlet i sit frodige drivhus.

Planter og vækster fylder den unge mands tanker, men hans kejtede krop – underkrop – rører i den grad også på sig. Faktisk har det allerede manifesteret sig i datteren Flora Sol, som helt i romanens ånd naturligvis blev undfanget en nat i mors drivhus.

Ud over de tre stiklinger af Rosa Candida er hans eneste bagage et billede af den yndige lille pige, der blev født på mors fødsels- og dødsdag, den 7. august. Noget egentligt forhold har han nu ikke til hverken mor eller datter, han er den, der holder sig på afstand af de menneskelige fællesskaber, som han, rødhåret og fregnet, aldrig har følt sig inkluderet i. I det fjerne spøger en fortælling om grum udstødelse, som han imidlertid har valgt ikke at gå ind i som et offer, men bare som et vilkår; han havde planterne og mor.

Som i et rigtigt eventyr er der naturligvis prøvelser på vej til klostret, den første møder han i flyet, og den indebærer, at han begynder sin rejse med et ar efter en akut blindtarmsoperation.

Arret, eller hans sidesår, er bare et af de mange kristne billeder, der går igennem bogen. Ikke mindst er fisken gennemgående.

Vores unge mand har, uden held, været fisker, og gennem bogen spises og tilberedes kuller, helleflynder, havkat, og senere kommer den mangearmede blæksprutte også på bordet.

Da barnets mor, genforskeren Anna, og barnet senere kommer rejsende til ham, viser barnet sig at have en slående lighed med Jesusbarnet på et af kirkens ikoner. Og et af barnets første ord kommer, da mor fortæller om sine studier af dna: ”De-o,” siger barnet.

Det er sin sag først at blive far og først derefter at skulle åbne sig for kærligheden. Arnljotur søger råd hos stedets pater.

Pater Tomas kender i sagens natur ikke så meget til virkeligheden, men har en del erfaringer hentet fra filmens verden, blandt andet anbefaler han den unge mand at se filmen ”Flamberede hjerter” for at lære noget om kærlighed!

Vores unge mand skulle rejse så langt for at møde det nære, som han ikke har turdet møde før. Og med barnet som guddommelig og konkret mellemkomst viser det sig, at han i den grad rummer omsorgens gave og er i stand til at lade kærligheden knopskyde i sig, også selvom det er ensbetydende med, at han kan miste den igen.

Det er Audur Ava Olafsdottirs styrke, at hun skriver alle disse religiøse og mytologiske tegn ind i en på sin vis enkel, let fortalt og underfundig god historie.