Der findes et fyndigt citat af filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951), der altid rinder mig i hu, når jeg tænker på de poetiske interventioner, som digteren Anna Rieder (født 1993) har medvirket til i de seneste år: fra den på én gang nænsomme og stærke debut ”Hindebæger” (2020), der kredser om livet med en psykisk sygdom og oplevelser med psykiatrien, til det på alle måder påtrængende ømhedsaktivistiske oplysningsprojekt, hun påbegyndte med forfatterkollegaen Sidsel Ana Welden, som foreløbigt har resulteret i de tre litterære pjecer med titlerne ”Ti gode råd til lægen”, ”Symptomoversættelse” og ”Magisk tænkning” (2020) henvendt til læger og behandlere i det psykiatriske system og antologien "Hjertet er en fold med heste" (2022) med tekster skrevet af mennesker med tilknytning til psykiatrien.
Når den gamle østrigske tænker sagde, at ”mit sprogs grænser er min verdens grænser, og sproget er for tanken, hvad buret er for fuglen”, så kan man måske sige, at det, som den unge forfatterskoleuddannede forfatter udforsker mulighederne for, er at udvide buret og lade fuglen flyve lidt mere frit. Fælles for de forskellige værker er i hvert fald, at de på en eller anden måde forsøger at forme et sprog, der giver plads til de erfaringer, der ellers kan være vanskelige at opfange på de frekvenser, som både hverdagssproget og det kliniske fagsprog normalt sender på.
Netop det anliggende fortsætter Rieder kraftfuldt i de aktuelle digte og tekster, som hun denne gang har skrevet sammen med psykiater og overlæge Birgit Bundesen, der blandt andet er stifter af Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed.
Samtidig har hun så også været Rieders psykiater, og det er netop dette (ulige) forhold, dette møde mellem læge og patient, som også er et møde mellem de to mennesker Birgit og Anna (det skisma betyder en del!), der er omdrejningspunktet for den nye bogs fire fortløbende og daterede afdelinger, der former sig som en hårdtslående cyklus fra ”Før marts” over ”Marts” 2021, hvor Anna er indlagt, ”Ikke marts”, hvor hun er udskrevet, til ”Marts igen” 2022, hvor hun atter befinder sig på afdelingen.
”Cyklusser er gentagelser er ikke smukke/ nu bliver det snart forår og man må tage en jakke på/ hvert forår er der hospitalet/ hver søvn et mareridt”, som der rammende står et sted om den onde ring, sygdommens tid kan føles som.
Mødet mellem sprogvirkeligheder
”Smerte-hjerte”, som udgivelsen hedder, er tilrettelagt som en slags vekselsang, der (markeret med forskellige typografier og fornavne i øverste venstre hjørne) skifter mellem lægen/personen Birgits overvejende regelrette, tekniske, fornuftige og distinkte journalnotater, prosastykker, refleksioner med betydningsfulde forskydningsforsøg til mere løse digtagtige og personlige tekster og patienten/digteren Annas sanselige, personlige, flakkende præcise, klare, skrøbelige og viltre digte. På den måde lader bogen også to forskellige sprogvirkeligheder mødes, spejle og sive ind i hinanden. Det greb fungerer ret godt, særligt i den hårde kontrast mellem det kliniske sprogs konventioner og poetpatientens frie, men også smertefulde sproglige forhandlinger med den virkelighed, der kollapser for hende.
Læs for eksempel bare begyndelsen på dette depersonaliserede notat fra Birgit den 7. marts 2021: ”Siden sidst/observationer i afdelingen: Sover sparsomt, vågner kl. 4.30-5.00, er urolig. Går op og ned ad gangen, taler meget i telefon. Mange affektgennembrud, begyndte fx at græde da kontaktperson forsøgte at udfylde KAT-skemaer. Meget selektiv i kontakt til personalet, nægter at tale til enkelte. God kontakt til flere medptt.”
Og dette uddrag fra et digt af Anna: ”Jeg siger undskyld til himlen./ jeg har brug for nåde, fra tingene./ rododendronens blålys, som en falmet plakat./ binder mig til den her verden./ jeg befinder mig i sammenhængene./ helt konkret, jeg gider ikke tro, der findes ikke tilfældigheder./ vi sad i en taxa på vej til hospitalet, der var varmt, udenfor./ dyre biler, det føles som om de svæver hen over asfalten./ en fugl og et fly der flyver i hver deres retning, forskudt af hinanden./ jeg ser ingen engel i dag”.
Baskende sprog
Kontrasterne er selvfølgelig slående: I digtene får sproget for alvor lov til at baske og bakse med livet, naturen, nederlagene, sygdommen, mørket, psykosen, længslerne, troen, håbet og kærligheden, som også i disse smukke vers: ”jeg har stadig ikke fundet det punkt inde i mig selv, der er/ kærligheden/ som også er udenfor mig selv/ noget større// jeg forstår hvordan valmuerne kan vokse sig ud i rummet/ jeg har set citrontræerne blomstre/ lyset falder ind i rummet, former et kors// man kan tage en rustning på og gå ud i verden/ man kan stormsikre haven/ men ikke meget mere// jeg tror jeg har brug for tryghed og omsorg/ jeg skal finde nåden i mit eget hjerte// hvorfor skinner hækken som sølv/ der kommer bær, så kommer fuglene”.
Mens Rieders digte på den måde sagtens kan stå for sig selv, fungerer Bundesens bidrag først og fremmest i kraft af sammenspillet. Men det er jo så også pointen, kan man sige: at lade patient og læge mødes menneske til menneske i sprogets mulighedsrum, der med ”Smerte-hjerte” uden tvivl er blevet gjort lidt mere rummeligt.
Anna Rieder og Birgit Bundesen: Smerte-hjerte. Kontinuitetsnotat. 130 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.