Han hed egentlig Paul Metzger, tyskeren, der under Anden Verdenskrig blev såret ved Østfronten og havde held til at desertere fra militærhospitalet i Oksbøl. På museum Tirpitz i Blåvand hedder han Mikkelsen.
Sit danskklingende dæknavn fik den unge tyske soldat af butiksindehaver Harry Fenger fra Varde, som skjulte ham i sit hus de sidste måneder af krigen. Forinden havde Paul hældt salt i sit sår, for at det ikke skulle læges. Han ville for alt i verden ikke tilbage til Østfronten, men hjem til sin kone og sit barn i Tyskland. I live. Og det kom han. Takket være den venlige sydvestjyde, der måske/måske ikke var modstandsmand, men i hvert fald havde et så anstrengt forhold til tyskerne, at han hev en af deres opsatte plakater i Varde ned og i en kort periode blev fængslet for det.
Mikkelsen og Fenger er to af de navngivne personer, hvis historier rulles op i museumsafsnittet ”En hær af beton”. Ligesom selve museet er konstrueret, så det ligger skjult under klitter og marehalm, er historierne her også fortalt med billeder og effekter ophængt i bunkerlignende enheder. I Mikkelsens ”bunker” hænger blandt andet hans tyske uniform med skudhuller i, som blev fundet for mange år siden i Harry Fengers hjem.
Tekst er der næsten ingenting af. Men når man som museumsgæst alligevel kan lade sig rive med af historierne, skyldes det et elektronisk anlæg, der med et enkelt bip på en lille plade, som man bærer om halsen, kan levere alle informationerne.
Samtlige historier er hentet fra egnen. Det er, ifølge museumsinspektør Anne Sofie Vemmelund Christensen fra Vardemuseerne, en af pointerne med museet: at det skal fortælle de lokale historier, men at perspektivet er nationalt og internationalt.
”De fleste danskere betragter tyskerne som den onde fjende. Vi vender det hele lidt på hovedet, for tingene er jo som regel ikke helt så enkle. Under Besættelsen var tyskere ofte en del af danskernes hverdag. Det fortæller vi om gennem de små historier, som forhåbentlig kan give publikum stof til eftertanke,” siger hun.
Der er også historien om 10-årige Astri, der boede på den gård, hvis jord Tirpitz blev bygget på, og som skrev dagbog om sine oplevelser. Der er 20-årige Anna, der forelskede sig i en tysk løjtnant. Og der er Gerhard, der arbejdede i bunkeren, og som 63 år efter kom tilbage til Blåvand og genoplevede krigen.
Kulturminister Mette Bock (LA), der i går åbnede Tirpitz ved fysisk at skubbe en stor, rusten kampvognsspærring (kaldet et tjekkisk pindsvin) nogle få meter, er begejstret for museet og dets historiefortælling:
”Museet er enestående i den måde, det er tænkt på. Det tager fat i noget eksisterende, nemlig en gammel bunker, og fortæller derfra ikke bare historien om Danmark, men også den internationale historie om besættelsestiden. Enhver historiefortælling skal efter min mening bruges til at kigge ind i fremtiden. Det er ikke ret mange år siden, Europa lå i rutiner, og Danmark var besat. Det skal vi lære af, så vi ikke begår de samme fejltagelser igen. Derfor er det dejligt med et museum som Tirpitz, der fortæller historierne på en meget sanselig måde. Det tror jeg vil tiltrække rigtigt mange,” siger Mette Bock. Kulturministeren er også glad for den måde, museet blander kultur, natur og arkitektur på:
”Da jeg kørte herud, tænkte jeg: Nu skal jeg kigge efter museet og se, hvornår jeg får øje på det. Men det skal man jo netop ikke, for museet kan ikke ses udefra. Det er enestående godt tænkt at bruge naturen til at understøtte fortællingerne, men uden at skæmme den,” siger hun.
En anden af museets udstillinger har titlen ”Den skjulte vestkyst” og er indgangen til en stor del af Vestjyllands historie. Midt i lokalet er placeret en rødmalet redningsbåd fra 1800-tallet. I båden kan publikum sidde, mens en filmisk gennemgang af historien fra de første jægeres ankomst til nutidens legende badegæster meget effektfuldt vises på vægge og loft. I et tredje udstillingslokale vises ”Havets guld”, hvor en ældgammel ravskov blandt andet er ramme om 40 millioner år gamle insekter fanget i harpiks. En inkarneret ravsamler fortæller, hvad der skal til for at finde de eftertragtede stykker rav i vandkanten, og der vises eksempler på både meget gamle og helt nye ravsmykker og en imponerende model af operahuset i Sydney skabt af rav.
Vardes borgmester Erik Buhl (V) glemte, med egne ord, sin vestjyske beskedenhed, da han ved indvielsen fremhævede, at Tirpitz vil få sat Blåvand og Varde Kommune på verdenskortet. Allerede ved åbningen var der da også stor international bevågenhed. Udenlandske medier som amerikanske CNN og tyske Der Spiegel var med til at sætte deres præg på begivenheden, hvor også kronprins Frederik deltog.
Arkitekten bag det på én gang meget opsigtsvækkende og meget skjulte museumsbyggeri, Bjarke Ingels, roste Varde Kommune for sin visionære og handlekraftige tilgang til projektet. Bjarke Ingels var i tankerne tilbage til 2011, hvor han gik en tur i klitterne med museumdirektør Claus K. Jensen fra Vardemuseerne. Direktøren havde et stort ønske om, at den eksisterende bunker, der dengang også fungerede som museum, kunne være udgangspunkt for et større og mere ambitiøst museum.
”Det var jo et fredet sted, hvor man som udgangspunkt overhovedet ikke må bygge. Og da vi på det tidspunkt heller ikke havde nogen penge, så det ærligt talt ikke alt for lyst ud,” sagde han.
Men lyset kom. Med en stor donation fra A.P. Møller Fonden – og med byggeriet, der, trods beliggenheden under sandet, har lys og åbenhed over sig takket være de store glaspartier. Og med udgangspunkt i vestkysten og historien: Sand og marehalm fra naturen, beton og jern fra besættelsestiden.
”Vi står i noget her, som uden tvivl er mit mest underspillede og samtidig mest dramatiske byggeri til dato,” sagde Bjarke Ingels ved indvielsen. Han står bag flere prestigefyldte byggerier i New York, og herhjemme har han blandt andet tegnet det nye Søfartsmuseum i Helsingør.
Den oprindelige kanonstilling ”Tirpitz” skulle have været en del af Hitlers Atlantvold, men blev aldrig færdig. Nu er bunkeren forbundet med det nye museum via en underjordisk tunnel. Som besøgende er man ikke i tvivl om, hvornår man er i den gamle del. For mens det nye museum er lyst, venligt og imødekommende, er bunkeren mørk, kold og afvisende.