Det er svært at skrive gode, nye salmer – men sådan var det også for Grundtvig og Ingemann

Gennem århundreder er der skrevet et utal af salmer. Kun ganske få af dem har overlevet til vor tid, og endnu færre vil leve videre ind i fremtiden. Det er et kæmpe spild, men nødvendigt spild

Det er svært at skrive gode, nye salmer – men sådan var det også for Grundtvig og Ingemann

Af og til kan man støde på det generaliserende synspunkt, at ”nye salmer er for dårlige”. Det er en påstand, der rummer nogen sandhed, men ikke hele sandheden. Både til salmenetværket Syng Nyt og til salmedatabasen.dk, som jeg begge har at gøre med, sendes der årligt hundredvis af nye salmer. Nogle af dem er gode, men mange af dem er ikke gode nok, og en del af dem er direkte dårlige.

Disse hårde domme skyldes blandt andet, at man i Danmark må skrive salmer i skyggen af de store, klassiske salmedigtere. Derfor kan vi i Danmark tillade os at stille høje krav til vores salmer. En salme skal for eksempel være original: Man skal ikke skrive det samme, som Grundtvig og de andre allerede har skrevet. Så kan vi lige så godt synge de gamle salmer.

Desuden skal sproget være smukt og flydende, samtidig med at teologien og forkyndelsen skal balancere på en knivsæg: På den ene side kan man falde i fortidens teologiske grøft og sige noget, der ligger nutidens menighed ganske, ganske fjernt og er uden tilknytningspunkt til deres liv og derfor forekommer dem helt fremmed. På den anden side kan man snuble i folkelig banalitet og kun sige ting, der ikke har med kristendom at gøre. Jo, det er svært at skrive gode, nye salmer.

MEN…, og der er et stort men: Sådan har det altid været, hele vejen op gennem salmehistorien! Også i de gode, gamle salmedage blev der skrevet rigtig mange ”dårlige salmer”.

Dels alle de salmer, der for længst er gledet ud i glemslen, for eksempel de 149 salmer, som Birgitte Boye havde med i Guldbergs officielle salmebog fra 1778. Denne glemte salmedigter var den absolutte hovedbidrager til salmebogen, men i den nuværende salmebog har hun præcis nul salmer med. Også blandt de store salmedigteres salmer er der tyndet voldsomt ud. Grundtvig skrev over 1500 salmer, men i den nuværende salmebog er ”kun” medtaget 253. Af disse er det endda et fåtal, måske omtrent 50, der for alvor synges. Der er med andre ord blevet siet over 1400 Grundtvig-salmer fra. Og tilsvarende gælder det for Kingo, Brorson og Ingemann: Kun en brøkdel af deres oprindelige produktion lever stadig.

Der er alt i alt tale om et vældigt spild af salmer, både før og nu. Utallige er de timer og de anstrengelser, der er lagt i salmer, som aldrig eller kun kortvarigt har fået liv i menighederne. Men sådan må det nødvendigvis være, og det gælder på samme måde i al anden kunst: at kun en brøkdel af anstrengelserne bærer frugt, for eksempel når der i et oliemaleri ofte ligger utallige lag under det ydre, som man umiddelbart betragter.

Men det betyder ikke, at vi i nutidens menigheder skal lade være med at synge nye salmer. Tværtimod: Det skal vi netop! Også selvom vi vil erfare, at nogle af dem ikke er gode nok; at de ikke har slidstyrke eller er for tidsbundne eller af andre grunde ikke holder. Denne afvejning af nye salmer har som nævnt altid fundet sted, men det er aldrig sket af sig selv. Det er ikke tiden selv, der bedømmer salmernes værdi, men menighederne, og det vil sige os derude i kirkerne, hver søndag, også i 2018. Det er præsternes fornemme opgave at sætte gamle, velafprøvede såvel som nye, uafprøvede salmer på nummertavlen. Det er derefter menighedens opgave at afprøve dem i sang. For kun på den måde kan vi sørge for, at de bedste salmer, også fra vores egen tid, kan synges ind i fremtiden.