Så udkommer den franske forfatter og kritiker Joris-Karl Huysmans’ (1848-1907) roman ”Mod strømmen” fra 1884 endelig på dansk. I sin tid varslede romanen gennembruddet for den vestlige verdens dekadence og symbolisme i 1890’erne og havde den størst tænkelige betydning for digtning, billedkunst og kritik. Der var ingen kunstner, forfatter eller litterat i tiden omkring år 1900, der ikke havde Huysmans’ roman som reference, og sådan har det været op gennem det 20. og 21. århundrede. Forfatterskaber som James Joyces, Bret Easton Ellis’ og Michel Houellebecqs ville være utænkelige uden Huysmans’ dekadencebibel.
Oscar Wilde betegnede i romanen ”Dorian Grays billede” fra 1891 Huysmans’ ”Mod strømmen” som den ”mærkeligste bog, han nogensinde havde læst”, en roman, der åbenbarede vage og forbudne drømme og gjorde dem virkelige. I engelsk oversættelse er titlen på romanen ”Mod naturen”, og sådan er Huysmans’ inciterende skrift da også blevet læst: som et opgør med tidens herskende naturalisme og realisme, der satte problemer til debat, var social og verdensvendt. Huysmans’ ”Mod strømmen” er i stedet indadvendt, selvoptrevlende og dybest set meget lidt af en roman. Den savner fuldstændig episk fremdrift og forvandler romanformen til en prosalyrisk meditation, hvoraf det meste foregår i en dyb lænestol, frigjort fra ”kendsgerningernes vulgære realitet”. De rejser, der foretages i romanen, er indre rejser, og de detaljerede beskrivelser af omverdenens nære fænomener og udsøgte genstande er lyriske spejlinger af et nervebetonet og hypersensitivt sind.
”Mod strømmen” beskriver et menneske, som virkelig går mod strømmen og isolerer sig i et afsondret hus uden for Paris, indrettet til ”hans fremtidige ensomhed”. Jean Floressas des Esseintes hedder han. Sidste forvitrede skud på en gammel adelsslægt, der er gået til grunde i veneriske sygdomme, indavl og affabel uduelighed.
Des Esseintes isolerer sig ikke bare i eksistentiel, men også i konkret forstand. Hans hus er lydisoleret, så han intet kan høre udefra, og indrettet som en neddykket u-båd, der er afskærmet fra yderverdenen. På Des Esseintes verdensomsejling i bevidsthedens underland har han følgeskab af to gamle faktotummer, der lydløst frembærer hans diæt på oxiderede sølvtallerkner. Og så af en skildpadde, hvis skjold han har fået forgyldt og besat med funklende ædelstene. ”Mod strømmen” er en genopdagelse af skildpaddens langsomhed og tavshed, alderens furede folder af glemt visdom og esoteriske erfaringer, fjernt fra samtidens ”groteske og enfoldige konversationers evigt tiltagende skamløshed” i metropolen Paris.
Men kan ”Mod strømmen” læses som et opgør med naturalismens problemorienterede prosa, er den samtidig selv en radikalt kritisk roman, hvor Des Esseintes med brillant bevidsthed virkelig hudfletter den gamle verdens degeneration, adelens tåbelige privilegier, det religiøse kleresis dobbeltmoral og pengegriskhed, borgerskabets magelige og forlorne dydsirethed og kvindeundertrykkelse, og de nyrige opkomlinges umådelige lumpenhed.
I stedet for denne misere stiller han det, epokens modefilosof Friedrich Nietzsche kaldte for ”en æstetisk retfærdiggørelse” af tilværelsen. Med sine nøje scenograferede og udsøgte interiører forsøger Des Esseintes at fremelske en fuldkommen artificiel verden. Han er af samme grund manisk samler. Hans samlinger af bøger og malerier, ægte parfumer og et register af taphaner med de fineste vine og spirituosa, samt hans drivhus med en obskøn blomstring af tropiske planter, tager over, hvor den ydre natur har udspillet sin rolle, og den grasserende materialisme og darwinisme ikke længere giver mening.
Romanens hoveddel består af Des Esseintes’ endeløse, formfuldendt dannede gennemgang af kunstens, kristendommens og kulturens væsentligste værker i et sprog, hvor hans notoriske arrogance modsvares af den retoriske skønhed og elegance. Han forsøger at transformere den kunstige skønhed til den virkelige i kraft af sin dannelse og hæmningsløse æstetiske nydelse af det udsøgte og exceptionelle. Det sker i en form for platonisk renselsesproces, der giver ham den åndelige tilfredsstillelse, som kødet og rækken af androgyne elskerinder ikke skænkede hans krop. Impotens forvandles til en æstetisk omnipotens. Enkelte græske og romerske forfattere fra antikken finder nåde for hans øjne, enkelte teologiske urtekster og den gregorianske kirkemusik vækker spirituel genklang i hans plagede sind.
I samtidens billedkunst er det de visionære Gustave Moreau og Odilon Redon, der dyrkes, mens den spirituelt forfinede manierist El Greco mindes. I samtidens litteratur er det naturligvis Charles Baudelaire, Edgar Allan Poe og Paul Verlaine, der dyrkes. Alle sammen med kritikeren Huysmans’ frapperende viden og kvalitet i beskrivelsen af deres dekadence, sjælsanalyse og (for-)tvivlende tro.
Charles Dickens’ romaner får Des Esseintes – i bogens mest actionprægende passage (!) – til at påbegynde en rejse til London. Han kommer imidlertid aldrig længere end til et engelsk værthus i Paris. Ved blot at spise engelsk mad og drikke engelsk ale, er Des Esseintes allerede i London i tanken, forestillingen og drømmen og behøver ikke at beflitte sig med tunge kufferters dødvægt. I romanens beskrivelse af Des Esseintes’ frugtbare psyke betjener Huysmans sig af begrebet synæstesi, hvor en sansning fra et område fremkalder en følelse og erindring i et andet område. Dufte af parfume får Des Esseintes til at mindes bestemte erotiske oplevelser, smagen af en likør får ham til at høre et bestemt stykke musik for sit indre øre. Lutter hybrider.
Denne aldeles monstrøse og vidtdrevne æstetiske retfærdiggørelse, hvor den artificielle skønhed fremelskes som et moderne evangelium, er ingensinde i verdenslitteraturen set lignende. I ”Mod strømmen” er der tale om en uhyrlighed af opstyltet dannelse i de smukkest tænkelige indbindinger, mest raffinerede omgivelser og i endeløst lidenskabelige besværgelser af sublim kunstnerisk kvalitet og det, Des Esseintes kalder for ”ægte depravation”.
Men Joris-Karl Huysmans fælder også en dom over denne grasserende æstetik. Des Esseintes bliver så meget en skønånd, at han en dag, da han åbner et vindue ud til virkeligheden fra sin u-båd af et hus, falder i afmagt og får nervesammenbrud. Lægen ordinerer ham et skud realiteter og et opbrud fra selvvalgt afsondrethed og ensomhed. Da Des Esseintes tvunget af omstændighederne bryder op og lader ”middelmådighedens bølger oversvømme dette refugium”, anråber han Gud om frelse.
Rent biografisk skete det også i Joris-Karl Huysmans’ udvikling. ”Mod strømmen” blev anskuet retrospektivt som et akseværk i forfatterens genopdagelse af og bekendelse til den katolske tro, han var vokset op med, og som han lod bryde igennem i romanen ”En route” fra 1895. I et efterskrift fra 1903 skriver Huysmans om sin da verdensberømte roman, at ”bogen blev indledningen til mit katolske værk”. Nærværende danske udgave bringer i modsætning til de tilsvarende norske (1998) og svenske (2004) udgaver af ”Mod strømmen” ikke Huysmans’ personlige refleksion 20 år efter. Desværre. Men stor tak til oversætteren Annette David, der har gjort et formidabelt og kongenialt arbejde.
Som introduktion bringer forlaget, Det Poetetiske Bureau, et forord fra 1959 af Robert Baldrick til den engelske Penguin-udgave af ”Mod strømmen”. Når man er så langt tilbage i tiden, kunne man med fordel have bragt litteraten, forfatteren og Huysmans-disciplen Johannes Jørgensens essay om Huysmans fra 1893, optrykt i Jørgensens essaysamling om de præmodernistiske forfattere i 1906. Jørgensen skrev også en lille bog på tysk om Huysmans’ forfatterskab i 1908, og en dansk romanvariant af ”Mod strømmen” med titlen ”Livets træ” i 1893. Så danske og nordiske vinkler savnes ikke. Brødrene Brandes refererede til Huysmans, en inspireret August Strindberg hyldede den ny ”nerve- og storhjerneadel”, og samtidens internationale kritik sammenlignede maleren Vilhelm Hammershøis interiører med Des Esseintes’ afskærmede æstetik og saturniske melankoli.
Nu er dette essentielle dekadenceskrift efter mere end 130 år forløst på dansk. En roman og et prosadigt i ét. Måtte bogen fremkalde samme henrykkende konvulsiviske spasmer hos læserne som dem, der farer igennem Des Esseintes’ overspændte hjerne og får ham til at vende det indre ud.