Et nyt kraftcenter i ørkenen

Smuk bog om den egyptiske biskop Thomas og det internationale center, han har etableret i ørkenen mellem Kairo og Alexandria

Den norske salmedigter Eyvind Skeie har skrevet en smuk bog om biskop Thomas, skriver anmelder Søren Hermansen.
Den norske salmedigter Eyvind Skeie har skrevet en smuk bog om biskop Thomas, skriver anmelder Søren Hermansen. Foto: Forlaget Boedal.

Området i ørkenen mellem Kairo og Alexandria har altid været et åndeligt kraftcentrum i den koptiske kirke. Det er herfra, klosterbevægelsen stammer. Allerede i 300-tallet e.Kr. var der i Natron-dalen vest for Nilen etableret 40 klostre. I dag er der fire tilbage.

Det begyndte med de såkaldte eremitter, eneboere, der i midten af det 3. århundrede flygtede ud i ørkenen, blandt andet på grund af kristenforfølgelser. Nogle af dem kender vi navnene på, Paulus af Theben og Antonius. De levede i årtier i askese og afsondrethed fra mennesker og i dyb forbindelse med Gud. De var højt ansete i den jævne befolkning, der underholdt dem med de daglige fornødenheder. Da disse hellige mænd fik følgere, opstod klostrene. Ordet claustrum, som det danske ord kloster stammer fra, betyder lukket i, lukket inde. De lukkede sig inde bag mure, så de var i beskyttelse mod verdens farer både fysisk og åndeligt. Den store grundlægger af den egyptiske klosterbevægelse var Pachom. Han døde i 346. Hans leveregler for klosterbevægelsen kom til at danne baggrund for de store europæiske klosterbevægelser som for eksempel benediktinerne.

Det var fra den egyptiske ørken i Natron-dalen, Wadi El Natrun, at der gennem århundreder skulle udgå en stor åndelig inspiration til den egyptiske kristne kirke, der skulle gå fra en enerådende position i samfundet til at blive en mindretalskirke, da islam gradvist overtog den religiøse lederposition.

Jeg besøgte Wadi El Natrun-klostrene som ung teologistuderende i 1970’erne og opdagede til min overraskelse, at en del munke var unge med akademiske uddannelser. Det var deres ungdomsoprør at gå i kloster. Der var liv i den gamle klosterbevægelse, og det er der stadig.

Bogen ”Biskop Thomas – I kærlighedens cirkel” handler om en biskop og hans vision om at gøre et nyt center i Wadi El Natrun til et internationalt center, hvor inspirationen fra den rige koptiske åndelige arv er drivkraften.

Centeret hedder Anafora, hvilket er græsk og betyder ”løft” – her skal mennesker have et løft både på det menneskelige og det åndelige plan. Det er et enkelt liv, der leves på stedet. Kvinder og mænd lever ugifte, i cølibat, renhed og i fattigdom, og hele tiden i fællesskab med mennesker og Gud. Som det hedder: ”Vi har ikke meget, men nok. Vi har rammer for gode møder mellem mennesker. Vi søger lyset. Vi søger Gud. Vi møder Kristus.”

Der er tre centre i Anafora. Det yderste og første er Anamnesia (erindring), hvor man blandt andet træder ind i overleveringen af de bibelske skrifter. Den midterste er Anastasis (opstandelse). Det enkelte menneskes åndelige opstandelse er undervisningens mål. Det inderste er Anafora (løft), hvor mennesket oplever at blive løftet op og ind i både Guds verden og denne verden.

Da biskop Thomas som 30-årig blev biskop, skulle han holde sin første prædiken som biskop. Den blev kort og lød sådan: ”En biskop er en hånd, der kommer nedefra for at løfte mennesker op, ikke en hånd, der kommer ovenfra for at herske over mennesker.” Længere var den ikke! En gammel præst gik hen til ham og sagde temmelig højt i den fyldte kirke: ”Du må sige noget mere!”. Han presser ham op på prædikestolen igen. Dér siger den nye biskop så sætningen igen om en hånd, der løfter mennesker op. Det er kirkens opgave. Det er det nye centers opgave. Det gjorde Kristus for sine mennesker. Et løft – en anafora!

Det er en smuk bog, den norske salmedigter Eyvind Skeie har samlet. Der er mange gode ord, som selvfølgelig er mest brugbare i en egyptisk kirkesammenhæng, men som egentlig også har bud til en nordisk protestantisk kirke, hvor vi også har brug for at besinde os på vores fælles kristne arv. Også vi har brug for et løft. Mere end nogensinde et åndeligt et! I bogen er der gode tanker om bøn, nadver, bibel, Guds nærvær og korsets mangfoldighed. Bogen indeholder desuden en række gode billeder fra bygningerne på Anafora. Midt i ørkenen skyder de op. ”Blomstre som en rosengård,” er man fristet til at synge. Der kommer stadig liv fra ørkenen.