I oktober 2011 skrev Klaus Wivel et brev til Villy Søvndal. Han ville høre, hvad den nyudnævnte udenrigsminister agtede at gøre ved de tusindvis af kristne egyptere, som forlader landet i denne tid, presset ud af talrige, sjældent opklarede overfald og kirkeafbrændinger.
Klaus Wivel fik aldrig svar fra udenrigsministeren. Han rejste derfor selv til Egypten og andre arabiske lande for ved selvsyn at få indsigt i de kristne befolkningers situation. Og her konstaterede han, at mange af de religiøst forfulgte kristne også undrer sig over, hvorfor Vesten ikke interesserer sig for deres vantrivsel.
Hvorfor denne tavshed, denne mangel på empati og forfærdelse? spørger Klaus Wivel, som efter en årrække som litteraturredaktør og skribent for Weekendavisen nu er avisens korrespondent i USA.
Klaus Wivels oplevelser blandt kristne i Vestbredden og Gaza, Egypten, Libanon og Irak er blevet til bogen Den sidste nadver en rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden, der udkom i går på Kristeligt Dagblads Forlag.
LÆS ANMELDELSE AF BOGEN: Når kirkeklokkerne ringer ud
Bogen giver den arabiske verdens forfulgte kristne en stemme og er et dokumentarisk opråb i en tid, hvor de i stigende grad chikaneres, trues og fordrives ud af selve kristendommens arnested. Intet sted i verden er de kristne så lille og så svindende en del af befolkningerne som i Mellemøsten og Nordafrika.
Det ene spørgsmål på min blok var: Hvorfor forlader de kristne de lande, som kristendommen blev til i? Jeg er selv ikke kristen og ønsker ikke at ophøje kristendommen. Men jeg synes, at kristenforfølgelserne er et regulært menneskerettighedsprojekt, som vi især i Europa forsømmer, siger Klaus Wivel, som Kristeligt Dagblad møder på en café i forfatterens nye hjemby, New York.
Han peger på flere årsager til det, som han betegner som Vestens apati.
En ældre herre i Betlehem forklarede det meget godt, da han sagde: I Vesten opfattes vi som arabere; i den arabiske verden betragtes vi som kristne. Vi skelner ikke mellem kristne og muslimer i den arabiske verden. Vi omtaler hele regionen som muslimsk, og det opfatter de kristne som en fornærmelse, for de har været der i 2000 år, siger Klaus Wivel.
Dertil kommer ifølge forfatteren en vis berøringsangst.
Der er en tendens i humanistiske kredse til at ville beskytte og forsvare muslimer, fordi de er en minoritet i Vesten. Det er en sympatisk tanke. Men i Mellemøsten bliver det til en ikke særlig ærværdig beskyttelse af en majoritet. Samtidig udgøres den arabiske kristendom af mange forskellige trossamfund, der ikke føler noget særligt fællesskab eller gensidig sympati, og det betyder, at de selv er utroligt dårlige til at tale deres sag, siger han.
Sekularismens sejr i Europa spiller ifølge Klaus Wivel også en vigtig rolle.
Vores sekulære tankegang er opstået ud fra en kamp mod kristendommen, så det ligger meget dybt i Europa, at kirken er noget, der skal bekæmpes, ikke forsvares. Men det er vi jo sådan set nødt til nu, siger han.
Og den kamp for kristendommen kompliceres ifølge Klaus Wivel af Danmarks og andre vestlige landes involvering i det seneste ti års krige i Irak og Afghanistan.
Jeg tror, at der er en frygt for, at hvis man taler for meget om de kristne, så vil det blive opfattet som korsfarer-retorik, konstaterer han.
Klaus Wivels egen interesse for de kristnes vilkår i Mellemøsten og Nordafrika blev først vakt, da han som ung studerende boede i Jerusalem. Og den tog til, da han i 2003 under den anden Intifada ved et tilfælde havnede hos en kristen familie under en belejring. Her begyndte han at forstå, hvorfor de kristne er på vej væk fra som han udtrykker det det land, der har været kristent, siden liget blev pillet ned af korset.
Der gik det op for mig, hvor umulig de kristnes situation er. De er klemt inde mellem israelerne og de palæstinensiske islamister, og de diskrimineres både juridisk og socialt. Det gik også op for mig, at selv i Betlehem er kristne en minoritet. Mange taler om, at Fødselskirken inden længe kun vil bestå som turistattraktion. Man kan fornemme en stigende følelse af panik blandt de kristne palæstinensere, siger han.
Endnu værre står det til i Egypten og især i Irak, hvor to tredjedele af de kristne er forsvundet som følge af den krig, som fulgte i slipstrømmen på den amerikanskledede invasion i 2003. Med regimets sammenbrud frisattes et sekterisk voldsorgie, hvor sunni- og shiamuslimer myrdede løs på hinanden, og hvor begge grupper jagtede kristne, der blev beskyldt for at være allierede med USA.
Borgerkrigen har gjort de kristne irakere fredløse. De er blevet fordrevet, myrdet, kidnappet, bombet. Det er i Irak, at jeg har mærket den største angst fra de kristnes side. De er virkelig, virkelig skræmte, siger Klaus Wivel.
I mange arabiske lande er det blevet vanskeligere at leve som kristen efter årtusindskiftet, understreger han. Det mærker eksempelvis det kristne syriske mindretal, hvis situation lige nu spidses til i takt med den eskalerende konflikt mellem oprørere og regimet.
Kristne er altid blevet diskrimineret, men det er blevet værre med islamismens fremkomst. De kristne er i dag havnet et fortvivlende og ensomt sted mellem den vestlige sekulære apati og en religiøst betinget foragt fra islamister i det omgivende samfund, konstaterer Klaus Wivel.
Selvom det arabiske forår flere steder har bragt islamister til magten og øget hetzen mod de kristne arabere, ser han alligevel et lille lyspunkt i de nye sociale og politiske strømninger i Mellemøsten og Nordafrika.
Der er kommet en ny politisk liberal stemme, som slår til lyd for, at de samme rettigheder skal gælde for araberne som for alle mulige andre. Derfor bør vi i Vesten heller ikke undervurdere muslimer ved ikke at beskæftige os med de kristnes vilkår. Det er en form for lave forventningers racisme, når vi opfatter muslimerne som nogen, vi ikke kan stille krav til. Der er et lille glimt af håb for de kristne i den arabiske verden, men det vil tage mange år at forbedre situationen. I mellemtiden er kendsgerningen, at jo færre de bliver, jo sværere vil de få det, siger Klaus Wivel.