Befrielsens øjeblik – det er for Lars Løkke (V) den valgkamp, han nu befinder sig i, hvor han er fri til at være sig selv. Han har brugt mange kræfter på at holde sammen på det hele, fortæller han i denne samtalebog med Kirsten Jacobsen, hvor han med ”det hele” mener den samspilsramte familie, der er blå blok.
”Jeg har glædet mig til at stå her i egen ret. Sige hvad jeg mener – uden at skulle tænke på, at det ikke går, fordi vi så ikke længere har Liberal Alliance inde under vingen, eller De Konservative inde under vingen, eller Dansk Folkeparti inde under vingen.”
Han vil være sig selv. Har tænkt over Poul Schlüters beslutning, dengang for snart 40 år siden, om at forblive sig selv, også som statsminister. Men hvem er han så?
Ja, han kommer fra små, men gode kår, og har fighterinstinktet i arv fra sin mor. Mønsterbryder. Han giver aldrig op, som han siger, og det er vist også tydeligt for enhver.
Han ser sig ikke som en naturlig del af eliten, men på tålt ophold. ”En bonderøv og en højrøvet skiderik i én og samme person”, hvilket blandt andet har givet sig udslag i, at han ikke ville stå i kø med de andre for at få en autograf af Barack Obama under et topmøde i Nato.
Bonderøv og højrøvet, hvad er det nu, det bringer i tankerne? Nå jo – en dansker!
Vi skal i bogen omkring alle ”sagerne” med kvotekongerne, Løkke-fonden, Eva Kjer Hansens afgang, selvom han næsten ikke orker. Men der findes jo dem, der vil se ham som en ”gennemkorrupt storsvindler”, selvom han i hele sig liv kun er blevet noteret for én fartbøde (kørte 58 kilometer ved Østerport Station, hvor man kun må køre 50). Vi kommer også ind på flygtningene på motorvejen, på islam, på Merkel, på Brexit og på Trump.
Løkke synes jo, regeringen har opnået mange ting i den forløbne valgperiode, indgået mange fornuftige kompromiser, men det ville være synd at sige, at han står på mål for dens fortsættelse. Han føler, at han har forbrugt sig selv i arbejdet med at få forretningen til at køre.
Tværtimod søsætter han en allerede meget diskuteret game changer for valgkampen, sender en ballon op om muligheden for en SV-regering, en samarbejdsregering på midten. Det er et ordentligt spark i løgsovsen, som mange har svært ved at finde ud af, hvad de skal stille op med, ikke mindst i blå blok. Socialdemokraterne har også travlt med at skyde den ned, de fører jo i meningsmålingerne, men nu hænger den altså deroppe, ballonen, som en mulighed, også efter valget.
Er det en god idé? Nogle mener, at det ville være udemokratisk, ville lukke den demokratiske debat. Det beror vist på den misforståelse, at debatten kun er demokratisk, hvis man hele tiden hører alle de skingre stemmer på yderfløjene. Andre tænker, at krisen endnu ikke er dyb nok til en samarbejdsregering, som om landet skal være på afgrundens rand, før midten kan materialisere sig politisk.
Løkkes forslag er rigtigt set. Hos op imod de 80 procent af danskerne er der en stigende lede ved de 20 procent på fløjene. Nyt ord: fløjlede. Man ved jo, at det ikke er i Enhedslisten eller Stram Kurs, at løsningerne findes. Og krisen er faktisk ret dyb. Indvandringsproblemerne er kviksand under enhver regering, og selvom ”indflydelsespartiet” Dansk Folkeparti er metaltræt og går en halvering i møde, vil en kommende regering skulle føre en skarp politik på udlændingeområdet. Det tærer.
Som politisk udmelding kom bogen godt nok overraskende, ”indspillet” som den er i marts og vel timet som granatnedslag midt i folketingsvalget. Er Løkke ved at genopfinde sig selv eller ved at sige farvel? Her skal man lige huske, at han er den, der aldrig giver op.
Bogen kan bestemt læses sådan, at han alligevel ikke har tænkt sig at gå af som Venstres formand – og statsministerkandidat – selvom han taber valget. Lang næse til Kristian Jensen? Hvad angår dennes og andres udfordring af Løkke som leder af Venstre i 2014, formulerer Løkke det sådan, at han ”husker alt, men ikke, hvem der sagde det.” Det tror vi på?
Måske har Løkke bare indset, at med Liberal Alliances og Dansk Folkepartis halvering, ifølge meningsmålingerne, er der ingen sandsynlighed for at regeringen kan fortsætte, når man som ham ikke vil bruge fløjene.
Man fornemmer, at Lars Løkke Rasmussen for én gangs skyld, mens tid var, har villet tale ud på egne præmisser og vise, at han er et frit og autentisk menneske ”i sin egen ret”, ikke bare en regeringsindpisker med en Twitter-konto.
Det lykkes forbilledligt, bogen er et af de mest læseværdige og levende politiker(selv)portrætter i lang tid. Løkke har ordet i sin magt. Han er reflekteret og selvbevidst. Man kan ikke lade være med at tænke, at det ville være et tab, hvis Løkke røg ud på et sidespor. Han er et menneske, hvor man i Kristian Jensen mere ser en bankmand.
Og Mette Frederiksen? Hun står til at arve riget. Om vi er tjent med én som hende, der har slugt kamelen, fået sagt det fornødne om indvandring til at skovle de tabte stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti, og i øvrigt ikke for meget, så hun kunne komme til at ødelægge den gode tendens i meningsmålingerne – det vil vise sig.