Prøv avisen

Et originalt pludrebarn

F.P. Jac: Misfat. 116 sider. 170 kroner. Tiderne Skifter.

Genudgivelse er et rablende hovedværk i moderne dansk lyrik

Det er få digtsamlinger, der bliver genudgivet, og sker det, er det kun i tilfælde med absolutte hovedværker og klassikere. Sådan er det med et enkelt værk fra 1980er-generationen, nemlig F.P. Jacs Misfat, der udkom i 1980 og seneste gang blev genudgivet i 1999. At Misfat ud af denne højproduktive og alt for tidligt døde digters værker er blevet opfattet som forfatterskabets hovedværk, skyldes nok to forhold. Dels er det Jacs mest omfangsrige poetiske værk med sine 116 tætskrevne sider. Dels er Misfat en digtsamling, der i kim rummer det meste af det, som man møder i de næsten 80 poetiske værker, som kommer i de følgende tre årtier.

LÆS OGSÅ: Hvad dør-spionen fortalte

At Jac er en ener i dansk lyrik, er talrige gange blevet fastslået. Poul Borum kategoriserede Jac i en eksklusiv gruppe af store digtere sammen med Benny Andersen, hvis kendetegn er, at de modsat poeter som Per Højholt og Søren Ulrik Thomsen sjældent bliver efterlignet. Dette skyldes, at Jacs bizarre poetiske diktion i ekstrem grad er bundet til den måde, hvorpå han føler, tænker, taler og lever. Den barnligt-kejtede, sårbart-hengivne og fjottet-oprørske tone, som er aflæselig overalt i Jacs tekster, var kort sagt en del af mandens konstitution.

En af de mange pragtfulde selvportrætterende vendinger fra Misfat lyder: Jeg er et pludrebarn med tobak og kvinder hvilende i munden/ en naiv gøgler der stadig tror på et stykke/ af vores udskudte forvirrede cancerløse kærlighed.

Formuleringen udtrykker også essensen af Jacs poetiske strategi. I hans særlige stil, der altid er forsøg på at udtrykke en oplevelse af længsel, lykke eller lede, vrides sproget i de mest besynderlige formationer. Hvor andre har en Gajol i munden og tror på den grænseløse kærlighed, har Jac kvinder hvilende i munden og tror på den cancerløse kærlighed. Og hvor andre betjener sig af de tilrådighedstående gloser og overholder de syntaktiske forskrifter for anvendelse af ordklasser, deformerer Jac syntaksen til et dybt personligt talesprogspræget udtryk, hvor han for eksempel laver sine egne adjektiver.

Misfat er en lang idiosynkratisk digterisk rablen, der i holdning og stil minder om Michael Strunges Nigger 1-2 (1981-82), og som litteraturhistorisk forbinder sig med den surrealistisk inspirerede automatskrifttradition med Klaus Rifbjergs Camouflage (1961) og i den tidlige avantgarde værker af Emil Bønnelycke, Jens August Schade og Jørgen Nash. Den er en poetisk tornado, hvor man oplever skriften, når den er mest vild, rebelsk og grænsesprængende.

På indgangsdøren hos en af mine venner, der ellers ikke er litteraturens mand, mødte jeg forleden følgende citat fra Misfat: Jeg duer bedst på grænsen af whisky og porter. Sådan er Jacs Misfat slagkraftig, fascinerende, bredt appellerende og en uomgængelig milepæl i moderne dansk poesi.