I denne uge er Danmarks Underholdningsorkester (DU) med sin chefdirigent Adam Fischer draget ud for at erob-re om ikke den vide verden, så dog store dele af Centraleuropa. Ensemblet skal give i alt fire koncerter i Budapest, Graz, Wien og Maribor – og det mest opsigtsvækkende er utvivlsomt, at man skal spille i den legendariske Wiener Musikverein i den østrigske hovedstad, der regnes for en af de smukkeste koncertsale i verden og blandt andet er berømt for sine traditionsrige nytårskoncerter.
Omdrejningspunktet i programmet er to store wienerklassiske symfonier, Mozarts nummer 38 med tilnavnet ”Pragersymfonien” og Beethovens nummer fire – og dertil kommer Mozarts vidunderlige violinkoncert nummer 3 i G-dur. Det er et repertoire, som ikke mindst det wienske publikum kender særdeles godt og givetvis vil forholde sig kræsent til. Det kan sagtens give os nerver på orkesterets vegne.
Den gode nyhed er, at Fischer og hans orkester viste forrygende form, da de fredag aften præsenterede programmet i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.
Mozart komponerede ganske vist sin ”Pragersymfoni” i Wien, men den var beregnet som ”ammunition” til hans rejse i januar 1787 til Prag, hvor den blev spillet for første gang.
Den tresatsede symfoni (Mozart har her valgt at udelade den gængse menuet) er et helstøbt mesterværk – og det er en oplevelse at høre den storladne førstesats blive foldet så smukt ud, som Danmarks Underholdningsorkes-ter og Fischer gjorde med exceptionelt smukke passager i violinerne og himmelsk spil af orkesterets førsteoboist, Radi Radev. Mozart mestrede kunsten at lade en obo lette fra orkesteret som en forårs-kåd lærke fra en eng.
Med den tredje violinkoncert rykkede vi tilbage til Mozarts ungdom i Salzburg, idet den er komponeret i sensommeren 1775. Den er fra de første akkorder et underskønt værk med en andensats, der ifølge musikforskeren Alfred Einstein er som ”dalet ned fra Himmelen”. Som solist imponerede det blot 18-årige svenske stortalent Johan Dalene, som tidligere på året sikrede sig førsteprisen i Carl Nielsen-konkurrencen, med et stilrent og sikkert spil på sin Stradivarius anno 1736. Adam Fischer sørgede for, at Danmarks Underholdningsorkester leverede et velklingende akkompagnement, samtidig med at han gav det svenske stjerneskud lejlighed til at udfolde sin sunde musikalitet. I Graz og Wien vil det dog ikke være et stjerneskud, men en veletableret dansk stjerne, der skal varetage violinstemmen, ingen ringere end Nikolaj Znaider.
Fischer og Danmarks Underholdningsorkester udgiver i denne måned på plademærket Naxos en længe ventet indspilning af Beethovens ni symfonier. Faktisk skulle boksen have foreligget i fredags, så der havde været tale om en releasekoncert, men den var en uges tid forsinket. I den forbindelse var det løfterigt at høre en veloplagt og fyldig fortolkning af Beethovens fjerde symfoni. Der har periodevis været en tendens til en undervurdering af dette værk, som er ”klemt inde” mellem to gigantiske symfonier, nummer 3 med tilnavnet Eroica og nummer 5, ”Skæbnesymfonien”, men den fjerde står på egne ben i sin rene og ranke skønhed, så sprødt og spændstigt, som den blev fremført. Set i lyset af både den igangværende turné og den forestående udgivelse var det en herlig bekræftelse af Beethovens aktualitet, også i vores på mange måder splittede verden. Og hvis man vil tillade en strøtanke i den forbindelse: Da DR Underholdningsorkesteret, som det dengang hed, i begyndelsen af 2015 blev ofret i en politisk studehandel, vurderede mange kommentatorer, at dets dage ville være talte. Den måde, det har kæmpet og overlevet på, er i den grad i pagt med Beethovens ånd. Han havde det heller ikke med at ville lade sig slå af banen.