Den engelsk-amerikanske digter T.S. Eliot skrev i et af sine berømte essays ”The Metaphysical Poets” (1923) om, hvad der er det særlige ved den store digter sammenlignet med andre mennesker. Mens andre mennesker opfatter verden som fragmentarisk og meningsløs, har den store digter en evne til at danne nye synteser af ting og forhold, som opfattes som vidt forskellige. Hvor det almindelige menneske således, eksemplificerer Eliot, lugter røgen fra et køkken og hører lyden af en skrivemaskine og læser Spinoza, men ikke oplever nogen sammenhæng mellem disse forhold, så forener de disparate ting sig hos den store digter til digteriske visioner.
Skal man pege på én digter, hvor noget sådant gælder mere end for nogen anden nulevende dansk digter, er det Henrik Nordbrandt. Her har vi i fire årtier oplevet et overflødighedshorn af overraskende kortslutninger mellem emner, som vi aldrig før har set knyttet sammen. Og dette er uden tvivl grunden til, at det for mange opleves mere stimulerende at læse Nordbrandts digte end de fleste andres.
I disse digte ruskes der op i de vanemæssige tanker og formuleringer, som ofte gør vor oplevelse af verden farveløs og forudsigelig. Det ser man i høj grad i den netop udkomne digtsamling ”Jetlag”, der er udgivet i smukt udstyr fra Brøndums Forlag med illustrationer af Tal-R, der med sine fantasifigurer i grønne tropiske farver matcher Nordbrandts ekspressive formsprog.
Stoffet i ”Jetlag” adskiller sig fra, hvad Nordbrandt tidligere har beskæftiget sig med, idet vi i de tidligere digte finder drømmeagtige visioner fra attiske himmelstrøg samt fra de seneste år forbandelser over det hæslige land Danmark. I ”Jetlag” befinder vi os derimod på en flyrejse til Costa Rica, som digteren angiveligt har foretaget. Den eliotske metode, hvor to disparate indtryk smeltes sammen, fungerer dog som altid hos Nordbrandt på fuld skrue.
Hør blot følgende eksempel, hvordan to så vidt forskellige elementer som en flylanding og en zombiefilm danner en syntese i Nordbrandts sataniske spejlgalleri: ”Tre bump/ et hårdt og kort/ efterfulgt af to/ blødere og lidt længere:/ Med et sæt/ farer folk op af deres sæder,/ så laset hud/ falder af knoglerne/ og maddiker/ ud af lange brune tænder./ Nøjagtigt som på zombiefilmen/ de så nogle tusinde gange undervejs.”
Trafik er - naturligvis - heller ikke drømmeren Nordbrandts kop te, og i et digt får vi da også motorvejens ”fra-, tilkørsel, bro, tunnel, ud-/ ind og sammenfletning” koblet med en af ”Helvedes kredse/ ukendt af Dante”.
Allermest suveræn er Nordbrandt dog, når det ikke er den uudholdelige civilisation, der må stå for skud i en vrængende udladning, men hvor der er en inciterende ambivalens på spil. I et digt med titlen ”Endeløsheden” fantaseres der over fænomenet ”endeløse swimmingpools” i den følgende pragtfulde salve: ”Kærlighed vil jeg ikke kalde det/ men jeg er begyndt at sætte stor pris/ på denne her/ ”endeløse swimmingpool”, som den kaldes/ fordi vandet løber ud over den ene side/ så den ligner horisonten/ og de forestillinger Columbus' besætning siges at have haft/ om verdens ende/ [“]/ Derfor tænker jeg med sympati/ på dem, der fra dækket af Santa Maria/ så hele den verden, de havde kendt/ blive til horisont./ Aldrig har jeg følt så stor en angst/ og muligvis heller aldrig så stor en glæde.”
Når Nordbrandts digte er så suverænt gode, skyldes det også, at han aldrig stivner i manér og aldrig stiller sig tilfreds med de poetiske greb, som han behersker så søvngængeragtigt sikkert. Der er hele tiden en rastløs søgen efter noget nyt eksistentielt så vel som noget poetologisk på færde. Og at Nordbrandt ved, at faren for at blive sit eget monument altid lurer på en stor digter, ses da også af nogle af de mest centrale digte i ”Jetlag”. Det gælder det følgende digt, der har titlen ”Sproget”. Desuden dokumenterer digtet, at Nordbrandt stadig er Danmarks førende digter i kraft af sin åbenhed og nysgerrighed, barokke synsvinkler, rablende billeddannelse og absurdistiske humor og selvironi:
”I tre måneder boede jeg/ i en Boeing/ i det vidunderlige land/ Costa Rica./ Nu kredser maskinen/ over det frastødende/ mørke sted/ hvor disse ord kommer fra/ og hvortil de skal tilbage/ og gentage sig selv/ og høre sig selv gentaget./ Giv mig et nyt sprog/ så jeg kan falde ned/ i mit hjem”.
kultur@k.dk