”Udvalgte digte” er det sidste bind i serien ”Bibliotek Jac”, som omfatter seks digre værker med efterladte og ikke bogførte skrifter, udgivet efter Jacs død i 2008. De 320 siders digte, som udvalget omfatter, er naturligvis kun en brøkdel af Jacs enorme produktion tilbage til debuten i 1976 med ”Spontane kalender-blade”. Men hvilke digte!
Poul Borum udtalte engang, at der findes to slags digtere. Den første type kan efterlignes og bliver det i stor stil, mens den anden står helt for sig selv i det litterære landskab. Til den første gruppe henregnede Borum digtere som Per Højholt og Søren Ulrik Thomsen, til den anden Benny Andersen og F.P. Jac. At Jac som digter er uefterlignelig hænger formodentlig sammen med, at man i voldsom grad i dette forfatterskab ser en overensstemmelse mellem liv og kunst.
Jacs bizarre poetiske stil og tone er bundet til den måde, hvorpå manden følte, tænkte, talte og levede. Verden anskues og fortolkes simpelthen på en ny og uvant måde i Jacs tekster.
Den barnligt-kejtede, sårbart-hengivne og fjottet-oprørske diktion, som findes overalt i Jacs tekster, er en del af mandens konstitution. ”Jeg er et pludrebarn med tobak og kvinder hvilende i munden / en naiv gøgler der stadig tror på et stykke / af vores udskudte forvirrede cancerløse kærlighed” lyder en af mange selvportrætterende vendinger fra det lyriske hovedværk ”Misfat” (1980). Og Jac bekræfter virkelig, at det forholder sig således.
For i hans formuleringer, der altid er forsøg på at udtrykke en oplevelse af længsel, lykke eller lede, vrides sproget i de mest besynderlige formationer.
Hvor andre har et bolsje i munden og tror på den grænseløse kærlighed, har Jac ”kvinder hvilende i munden” og tror på den ”cancerløse kærlighed.” Og hvor andre betjener sig af de normale gloser og overholder de syntaktiske forskrifter for anvendelse af ordklasser, var det et af Jacs specialer at deformere syntaksen til et dybt personligt slang-talesprogspræget udtryk, hvor han for eksempel lavede sine egne adjektiver, knytter objekter til intransitive verber etc.
”Udvalgte digte” giver et fint overblik over Jacs rige og forunderlige forfatterskab, idet stort set alle digterens poetiske værker er repræsenteret. Man kan dog bemærke, at der i udvalget, der er begået af Asger Schnack, er en klar præference for de tidlige digtsamlinger. Gengivet er de tre samlinger ”Munden brænder på huden” (1978), ”Jeg er fandme til” (1979) og ”Tretten dage af en sne” (1981) i deres helhed. Indiskutabelt er det, at man i disse værker finder startskuddet til den berømte danske 80’er-lyrik, og at de – sammen med Misfat, der blev genudgivet selvstændigt for nogle år siden – er unikke med deres fandenivoldske generationsoprør, moderne digtermytologi og rablende poetiske stil.
Man kan dog anføre, at den sene Jac, hvor der excelleres i portrætdigte, er lidt svagt repræsenteret. Det gælder for eksempel ”Det forsømte postbud” (1996), ”Numse-Kajs otier på de græske øer” (2001) og ”Numse-Kaj som besøgsven” (2002), fra hvilke man kun finder ét digt fra hver i udvalget. Disse værker kan dog betragtes som endnu et højdepunkt i forfatterskabet, idet Jac her skaber sin helt egen hybridgenre, nemlig, hvad han kalder en ”digtfortælling”. I disse tekster blandes lyrisk tankeflugt og sproglig finurlighed, fygende dramatisk dialog og episk rammefortælling.
Til denne anledning opfandt Jac en skikkelse, der indtræder som digterens alter ego, nemlig den følsomme, dobbeltmoralske, idiosynkratiske, troskyldige, dømmesyge, charmerende og elskelige pensionerede gymnastiklærer, Numse-Kaj. For alle portrætdigtene gælder det, at Jac ud fra sin hovedperson får anlagt fascinerende skæve synsvinkler, der ikke bare fremhæver outsidereksistensen Kaj, men i lige så høj grad anlægger en ironisk optik på samfundsborgere, der normalt omfattes med ærbødighed og respekt, men som i Jacs/Numse-Kajs perspektiv fremstår som selvgode hyklere. Også i den vidunderlige ”Agurkerne kvækker” (2007) finder man en række rolledigte, der lægger monologer i munden på blandt andet en subsistensløs, der tror, at det hospital, han vågner på, er et hotel, en ludoman og fordrukken skolelærer, der bliver hånet og smidt ud af sin kone, og en selvfed gestaltterapeut, der lige har haft en session med Søren Ulrik Thomsen.
Her er ømhed, sarkasme, underfundighed, crazyhumor og social kritik i en særegen Jacsk cocktail.
At udvalget af Jacs tekster kunne være foretaget anderledes, skal ikke tage opmærksomheden fra, at man i værket møder et overflødighedshorn af pragtfulde digte fra de over 80 samlinger, som digteren skrev. Man kan med dette værk i hånden roligt gå ud i verden og argumentere for, at Jac sammen med Rifbjerg, Ørnsbo, Nordbrandt og Høeck indtager top fem i dansk lyrik fra det sidste halve århundrede.