”Look up here, I’m in Heaven,” synger et halvlevende skelet, mens han klamrer sig til en stigende fuldmåne, længselsfuldt forhippet på at komme hjem. Op. Under ham hærger fortidens genfærd og hverdagens absurditeter.
David Bowie viste sig offentligt for sidste gang til premieren på musicalen ”Lazarus” i New York i 2015, blot en måned før sin død og udgivelsen af det sidste album ”Blackstar”. Nu genopstår han i Aarhus Teaters blændende opsætning i skikkelse af skuespiller Jakob Madsen Kvols. Vi følger ham – en døende mand, der ikke kan dø rigtigt – gennem sindets pinsler og bitterskøn symbolik til et sted, hvor håbet bor.
”Lazarus” henter sin titel fra Johannesevangeliets beretning om Lazarus, der genopvækkes til livet af Jesus efter at have været død i fire dage, men handler ellers ikke i direkte forstand om kristendommen. Snarere er musicalen et fragmentarisk og gådefuldt oratorium, inspireret af romanen og filmen ”The Man Who Fell to Earth” fra 1976, og består af en række af Bowies ikoniske sange tilsat nye numre, han selv skrev til musicalen.
Formen har meget tilfælles med teaterkoncerten, et sansebombardement uden struktur, fyldt til randen af rockballader, kristne og videnskabelige referencer og store optrin. Sangene leveres på et ganske godt engelsk, der lader Bowies tekster få den plads, de fortjener. Men de omkranses af en sparsom dansk dialog, som godt nok synes lige vel jordbunden i forhold til de luftlag, resten af forestillingen udspiller sig i – men dialogen spinder en historie omkring musikken og tilfredsstiller hjernens behov for en form for sammenhæng.
Thomas Newton er en døende organisme, der sidder fast i sin lejlighed på jorden – en fremmed fanget et fremmed sted. Hans personlighed flyder ud på gulvet omkring ham, mens han bæller blå Bombay Sapphire-gin og slås mod samuraier. Alt det, han elsker, er farvet blåt gennem flasken – også den kvinde, Mary-Lou, som hjemsøger ham i de mørkeste timer. Han tripper ud til indholdet af sit tv og længes efter enden. I dette univers af absurditeter er hans lidelse vores eneste faste fikspunkt.
Men så, til tonerne af ”This Is Not America”, daler den skønneste florlette nymfe ned fra oven. Hendes stemme er klar som glas, og skønheden overstråler al det kitsch og neon, som figurerne på jorden er gjort af. Denne pige – spøgelse, engel, fænomen – er kommet for at redde Newton og få ham tilbage til den planet, han kommer fra. Hun gestaltes af fantastiske Sara Viktoria Bjerregaard, som giver en magtdemonstration i scenenærvær og ungdommelig autoritet. Hun bedårer med sin umiddelbare uskyld, og, som Newton, nærer vi dyb sympati for hende. Hun er håbet legemliggjort.
Rundt imellem dem svanser Simon Matthew som fristeren og massemorderen Valentine. Han er i djævelsk topform iført blodrød kravat og tylskørt, og hans stemme leger vrængende med de toner, vi tror vi kender.
Inde under absurditeterne ligger hverdagslige genkendeligheder i afstemt balance. Imod farveorgiet skriger et gråt ægtepar. Kontrasten er suverænt udført med lyssætning og kostumer, så de to mennesker er næsten gennemsigtige i al deres dysfunktionelle almindelighed. Kvinden er Newtons assistent, der hungrer efter et andet liv. ”Ch-ch-ch-ch-changes,” synger hun gennem stærke Sofia Nolsøe, hæs og desperat, i en af showets mange rørende sekvenser. Farve får hun undervejs, men mister helt kontakten til sig selv i processen.
Christian Albrechtsens scenografi og Mathias Herslands lysdesign er lige til grænsen i overdådighed og rammer en skøn harmoni imellem moderne og for meget. Geometriske former og knivskarpe søjler sejler igennem luften, glimtende og glitrende, og føjer til følelsen af, at vi er landet i et kosmisk morads uden egentlige grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Det er fornemt eksekveret.
”Lazarus” er en fortælling om mennesker, der ikke kan finde hinanden eller sig selv. Mennesker, som nedbrydes og heldigvis også kan genopstå. Som hun stiger til vejrs, pigen i sit glimtende himmelske rumskib, græder jeg lidt – over, hvor smukt teater dog kan være, og hvor små vi er.