Et pænt og poleret opgør med stammetænkning

Marlene Wind er engageret og vidende, men der er ikke noget nyt i bogen ”Tribaliseringen af Europa” for den, der læser sin daglige avis

Et pænt og poleret opgør med stammetænkning

Professor i statskundskab Marlene Wind indleder denne bog med at takke mange akademiske kolleger i ind- og udland for frugtbare drøftelser og hjælp, herunder Francis Fukuyama ”himself” foruden hele tre forskningsassistenter, der har hjulpet med at indhøste resultater. Vi får at vide, at bogen er oversat til spansk og er under oversættelse til engelsk.

Det er derfor med en vis forventning, man går i gang med at fortære frugterne af al denne taknemmelighedskrævende hjælp. Høsten er dog mager. Wind er engageret og vidende, men der er ikke meget nyt for den, der har røgtet sit embede som avislæser bare nogenlunde samvittighedsfuldt de seneste par år. Bogens hovedkonklusion er hurtigt annammet.

Emnet for bogen er tribaliseringen, det vil sige en tilbagevenden til en forestilling om stammen som politisk enhed. Den er et ledsagefænomen til både nationalismen og populismen, og hovedeksemplerne er separatismen i Catalonien, EU-modstanden i Det Forenede Kongerige og den autokratiske vending i Ungarn. Men ellers er det faktisk småt med det europæiske udblik. Den politiske udvikling i Frankrig og Tyskland omtales ikke. EU’s ydre grænser er slet ikke et tema. Det samme gælder Nato.

Winds fremgangsmåde er at etablere et ”vi”, der er stillet over for en udfordring, som ”vi” må gøre noget ved:

”Hvis vi ikke går i offensiven og aktivt går imod de tribalistiske kræfter, vi er oppe imod, kan ikke bare Europa, men selve det demokrati, vi sammen har skabt i denne del af verden, snart være forbi.”

Formålet er ikke at forstå de kræfter, der er på spil i Europa, men at bekæmpe dem. Det er altså ikke en akademisk analytisk bog, ”vi” sidder med, men et kampskrift. Det er ikke Winds hensigt at vise, hvad der går i svang i europæisk politik. ”Vi” – altså læseren – skal mobiliseres til fordel for et – europæisk – politisk projekt.

Særlig kritisk er hun over for folkeafstemninger. Her ligger klart en pointe, fordi simple flertalsbeslutninger uden hensyn til mindretallets ønsker og rettigheder er demokratiets mest stumpe og simple værktøj. Brexit-afstemningen er et godt eksempel. Den afgjorde et kompleks af problemstillinger med et binært ja eller nej, der ikke tilvejebragte hverken klarhed eller retfærdighed.

Wind mener, at den politiske kultur i de nordiske lande og Storbritannien er præget af ”det majoritære demokrati”, altså forestillingen om at et folkeflertal eller et flertal i parlamentet alene retfærdiggør en politisk beslutning. Den analyse holder ikke for en nærmere prøvelse, når man for eksempel betænker den lange tradition for brede forlig og mindretalsregeringer i Danmark. Og kæden hopper helt af, når hun indirekte gør Hal Koch til en central eksponent for det majoritære demokrati. Han betragtede netop simple flertalsafgørelser med stor skepsis. Det er forhåbentlig også, hvad Marlene Winds studerende på statskundskab lærer, når de tager kurset i demokratihistorie.

Wind identificerer demokratiet som et fælleseuropæisk fænomen, men det er kun betinget rigtigt. EU er et fællesskab af demokratier, men ikke et demokrati selv. EU har institutioner, der imiterer den klassiske tredeling af statsmagten i form af et parlament, en domstol og en udøvende magt, og det er en forudsætning for enhver stat, der vil være medlem af Unionen, at den lever op til en række demokratiske og retsstatslige krav, blandt andet magtens tredeling. På den måde kan EU fremstå både som demokratiets forsvarer og som dets repræsentant. Men EU selv er demokratisk og retsstatsligt set en rodebutik. Parlamentet er ikke lovgivende, den udøvende magt ikke parlamentarisk, og EU-domstolen fungerer helt efter sit eget hoved. Ikke desto mindre fastholder Marlene Wind forestillingen om et fælles, europæisk, demokratisk ”vi”.

Demokratiets udvikling i Europa har imidlertid ikke formet sig som udviklingen af et europæisk demokrati. Demokratiet bygger på princippet om folkesuverænitet, altså at enhver stat ikke defineres af sit overhoved, men af sin befolkning, og dette princip indgik i 1800-tallet en tæt alliance med forestillingen om nationen som definerende for staten og dens territoriale afgrænsning. Det er ikke mindst tilfældet for Danmarks vedkommende. Junigrundloven fra 1849 blev til, mens en krig om det territorium, som samme grundlov skulle dække, blev udkæmpet. Hvor Marlene Wind ser en modsætning mellem europæisk demokrati og nationalisme, må det konstateres, at demokrati og nationalisme er tæt forbundne i Europas historie.

Når Wind insisterer på, at demokratiet er et fælles-europæisk fænomen, gør hun det alt for nemt for sig selv, for så kan hun nemlig afskrive enhver kritik af EU som ikke-demokratisk tribalisme. Det gælder ikke mindst kritikken af EU-domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Marlene Wind har begået en debatbog, og man kan ikke bebrejde en sådan, at den først og fremmest repræsenterer et synspunkt. Hun er også belæst, kan man se af det omfattende noteapparat, hvor akademiske berømtheder som Jan-Werner Müller, Uffe Østergaard og Timothy Snyder optræder, uden at deres tanker dog har afsat væsentlige spor i brødteksten.

Wind skriver sig tydeligvis op imod Anna Libaks tilsvarende debatbog om populismen fra 2018. Libaks bog er ikke problemfri, men hævder sig glimrende i sammenligning med Winds, fordi den faktisk forsøger at give en forklaring på, hvorfor populismen både til højre og venstre har fået så megen politisk og folkelig medvind. Libak har polemisk nerve. Wind derimod fremstår mindre analytisk og derfor også polemisk underlegen. Hun forekommer mere at være en slags funktionær, embedsmand for et system, som hun er sat til at forsvare.

Det er pænt og poleret og rigtigt, men også ret uinteressant. EU har faktisk brug for en dygtig advokat i den danske offentlighed. Marlene Wind har med denne bog indgivet en ikke alt for vellykket ansøgning til embedet.