Et politisk menneske med bid

Mindre udstillinger kan være virkeligt intense og vigtige. På Louisiana kan man møde Nancy Spero, som var en sej og kompromisløs kunstner, der handlede kunstnerisk på den kvindeundertrykkelse, hun mærkede på egen krop

Nancy Spero går ind i antikrigsbevægelsen, og over en årrække laver hun ekspressive og symbolske, dybt anfægtede og sorgfulde udtryk for sin fordømmelse af krigen i Vietnam. En emblematisk figur, et ansigt set fra siden med tungen ud ad munden går igen og igen som det dybeste udtryk for sorg, vrede og modstand. Her er det Nancy Speros ”Bomb, Dove and Victims”, 1967.
Nancy Spero går ind i antikrigsbevægelsen, og over en årrække laver hun ekspressive og symbolske, dybt anfægtede og sorgfulde udtryk for sin fordømmelse af krigen i Vietnam. En emblematisk figur, et ansigt set fra siden med tungen ud ad munden går igen og igen som det dybeste udtryk for sorg, vrede og modstand. Her er det Nancy Speros ”Bomb, Dove and Victims”, 1967. Foto: The Estate of Nancy Spero, Courtesy Galerie Lelong & Co., New York/The Nancy Spero and Leon Golub Foundation of the Arts/VISDA 2019.

Den første gang, jeg mødte den amerikanske kunstner Nancy Spero (1926-2009), var i 1994 på udstillingen ”Dialog med det andet” på det daværende Brandts Klædefabrik, som kurator Lene Burkard stod for. Udstillingen præsenterede 30 kvindelige kunstnere fra 15 forskellige lande og var på mange måder epokegørende, på forkant og vigtig i dansk kunstliv.

Her mødte danskerne navne som Pipilotti Rist, Louise Bourgeois og Marina Abramovic, alle kunstnere, som Louisiana flere år senere præsenterede i stort udtræk. Præsentationen af Nancy Spero, som netop er åbnet i sydfløjen, er en mindre udstilling, lagt ind under konceptet ”Louisiana on paper”.

Men en udstilling behøver ikke vise hele udtrækket for at være værd at se. ”Acts of Rebellion” er en intim udstilling med en kompromisløs og intens kunstner. Nu hvor der i de tilstødende lokaler vises værker af Ann Veronica Janssens, der arbejder med det immaterielle, med lys, damp og glas, giver det rigtigt god mening med en udstilling, hvor vi er helt inde ved det basale: papiret, pennen/penslen.

Nancy Spero: ”Cross on Bomb”, 1968. – Foto: The Estate of Nancy Spero, Courtesy Galerie Lelong & Co, New York/The Nancy Spero and Leon Golub Foundation of the Arts/VISDA 2019.
Nancy Spero: ”Cross on Bomb”, 1968. – Foto: The Estate of Nancy Spero, Courtesy Galerie Lelong & Co, New York/The Nancy Spero and Leon Golub Foundation of the Arts/VISDA 2019.

I hjertet af udstillingen, som er en reduceret version af en større visning, der begyndte på Museum Folkwang i Essen, kan man se en film om Nancy Spero og hendes kunstneriske virke. Det er et godt sted at begynde, fordi man får hele konteksten med, og fordi hun er en karakter, der brænder lige igennem tiden.

Nancy Spero er født i Cleveland i 1926, og hun møder sin mand, Leon Golub, på School of the Art Institute i Chicago. På det tidspunkt er det den abstrakte ekspressionisme, der er tidens løsen, og da de ikke kan se sig i den bevægelse (Spero er optaget af figur og krop), bor de i længere perioder i Europa.

I midten af 1960’erne er de tilbage i New York, og her holder Spero op med at male på lærred og begynder udelukkende at arbejde på papir. Fra hendes side er det en hel bevidst afstandtagen til fetichdyrkelsen af maleriet at vælge det ydmyge og skrøbelige papir.

Ægteparret går ind i anti-krigsbevægelsen, og over en årrække laver hun ”The War Series”, som er ekspressive og symbolske, dybt anfægtede og sorgfulde udtryk for hendes fordømmelse af krigen i Vietnam.

En emblematisk figur, et ansigt set fra siden med tungen ud ad munden går igen og igen som det dybeste udtryk for sorg, vrede og modstand. Jeg ved ikke, om Spero var optaget af Edvard Munch, men jeg tænkte meget på ”Omega”-serien. Spero maler med gouache, vandfarve, blyant og sågar spyt. Det er så rørende, skrøbeligt og sart, men også afsindigt kraftfuldt. Hun arbejder med det obskøne, hun ønsker at provokere, fordi krigen i sig selv er obskøn.

Nancy Spero arbejder med mytologiske figurer og i lange friseagtige og stærkt farvede forløb. Der er energi og lyst og kraft i de værker, selvom Spero selv var ramt af smertefuld leddegigt. Her er det Nancy Speros ”To Soar”, 1997.
Nancy Spero arbejder med mytologiske figurer og i lange friseagtige og stærkt farvede forløb. Der er energi og lyst og kraft i de værker, selvom Spero selv var ramt af smertefuld leddegigt. Her er det Nancy Speros ”To Soar”, 1997. Foto: The Estate of Nancy Spero, Courtesy Barbara Gross Galerie, München/The Nancy Spero and Leon Golub Foundation of the Arts/VISDA 2019

Spero arbejder i serier. En af dem er affødt af hendes læsning af den franske digter, skuespiller, teaterteoretiker Antonin Artaud, og hans vrede og poetiske desperation bliver et lykkeligt match for hende i en række værker, hvor hun både skriver og arbejder mere collageagtigt.

Nancy Spero kæmper for at blive set og hørt. Dels arbejder hun på en anden måde end den minimalisme og popkunst, der lidt efter er ”state of the art”, dels bliver kvindelige kunstnere bare ikke regnet med på samme måde.

Sammen med fem andre kunstnere skaber hun i 1972 galleriet A.I.R., som kun udstiller kvindelige kunstnere, og samtidig beslutter hun sig også for kun at gengive repræsentationer af kvinder i sine værker.

Der fandtes intet vokabular, man som kvindelig kunstner kunne læne sig op ad i kunsthistorien, men Spero skaber et nyt visuelt sprog med kvindelige figurer hentet fra mytologier verden over. Hun arbejder med en form for stempler, som hun får lavet af de forskellige figurer. Det kan være den vilde figur Sheela Na Gig, en kvindefigur, der vender sine kønsdele ud mod beskueren, som man kender fra romanske kirker i Europa (1000-1200-tallet), egyptiske hieroglyffer eller skabeloner fra modeblade.

Hun arbejder i lange friseagtige og stærkt farvede forløb, og der er energi og lyst og kraft i de værker, selvom Spero selv var ramt af smertefuld leddegigt.

Hun arbejder også en del i byrum med udsmykninger, hvortil stemplerne egner sig perfekt. Det er, som om hun efter de mange sorg- og smertefulde serier ender med at ville give noget magisk og lystfuldt tilbage.

Men at hun lige til det sidste var et politisk menneske med bid, viste hun i 2007 på Venedig-biennalen, hvor hun på forlæg af en af sine krigstegninger skabte en skulptur i form af en majstang, fra hvis bånd der dinglede afhuggede, tegnede hoveder.