Prøv avisen
Bog

Et råb om retfærdighed over ondskaben på børnehjemmet Godhavn

Godhavnsdrengene har aldrig fået en officiel undskyldning. Derfor fungerer romanen som et råb om retfærdighed for de drenge fra underklassen, der for altid blev ødelagt af de groteske forhold, man bød dem fra det officielle Danmarks side. Arkivfoto Foto: Thomas Lekfeldt

Dokumentaristen Ole Tornbjerg skriver klart og vedkommende om grusomhederne på børnehjemmet Godhavn

Det begynder med en barsk opvækst i Slagelse. Året er 1963. Drengen Kalle, hovedperson i Ole Tornbjergs nye roman, ”Drengen fra Godhavn”, får ikke mange chancer forærende af tilværelsen.

Til gengæld får han ofte tæsk af sin afmægtige mor, der er alene med ham og hans to søstre. Fem slag med bøjlen er den faste opskrift, som hans mor rutinemæssigt følger for at banke orden i knægten. 

Kalle lader sig dog ikke slå ud. Han er en nysgerrig og initiativrig dreng og vil gerne tjene lidt penge til slik og fornøjelser. Så en dag skulker han fra skole for at tjene penge på det lokale slagteri.

Det går godt med arbejdet. Han tjener fem kroner og er glad. Senere samme dag bliver han imidlertid passet op af to velklædte herrer, som tager ham i varetægt på foranledning af kommunen. De fører ham væk uden at forklare, hvad der skal ske, hvorfor det sker, og hvad det indebærer for ham.

Kalle kommer ikke hjem til sin mor igen, men indskrives i stedet på børnehjemmet Godhavn. Og her starter et veritabelt mareridt. For på Godhavn er grov vold, medicinske forsøg og seksuelt misbrug maskeret som lægelig behandling en fast del af hverdagen for børnene.

Ole Tornbjerg skriver indlevende om Kalles oplevelser på børnehjemmet. Forstander Bang virker udadtil som en fornuftig mand. Han er vellidt af forældrene og ministeriets embedsfolk. Over for børnene er han imidlertid en dæmon, som brutalt straffer det mindste forsøg på selvstændig tænkning.

Samtidig ser Bang gennem fingre med, at de store drenge prygler og i visse tilfælde voldtager de mindste drenge.

Eller at psykiateren indleder sine behandlinger af nytilkomne drenge med at undersøge deres underliv meget omhyggeligt for efterfølgende at gennemføre medicinske forsøg. Eller at en særlig ondskabsfuld lærer voldtager elever, når han kan se sit snit til det.

Kalle forsøger gentagne gange at flygte fra det forfærdelige liv på Godhavn, men bliver fanget hver gang og gennemtæsket af forstander Bang på kontoret:

”På et øjeblik var vulkanen i fuldt udbrud. To samtidige hårde slag sendte ham i gulvet. Alt kørte rundt. Lyde blev dæmpet som lå han under en dyne. Så begyndte en lang skinger tone at hyle i hans ører. Øjeblikket efter blev han løftet op så fødderne slap gulvet, hvorefter Bang kylede ham ned i den sofa han havde stående langs væggen. Et slag ramte hårdt på siden af hovedet, det føltes som om det ene øje ville springe ud.

”Jeg troede vi havde en aftale?” brølede Bang.” Efterfølgende bliver Kalle indlagt på sygestuen.

Kalles nærmest ufattelige trængsler står lyslevende for læseren. Alt udmales i et klart og vedkommende sprog. Samtidig er persontegningen fin.

Ole Tornbjergs ambition stopper imidlertid ikke der. Han ønsker at tegne et livsbillede af en Godhavns-dreng og folder derfor store dele af Kalles tilværelse ud i en række nedslag, som viser, hvordan den unge og senere modne mand gang på gang løber ind i nederlag, som alle i større eller mindre omfang kan relateres til det tragiske ophold på Godhavn.

Vi får også små glimt af, hvordan de mange andre drenge på hjemmet er løbet ind i voldsomme problemer i deres efterfølgende voksenliv.

Ole Tornbjerg har en baggrund som dokumentarist, og man fornemmer overalt i romanen hans professionalisme. Den mest vellykkede del af romanen er skildringen af Kalles år på Godhavn.

Senere i fremstillingen taber fortællingen højde og intensitet. Læseoplevelsen bliver mindre nærværende. Det er ikke stor litterær kunst, men stærk og virkningsfuld brugslitteratur.

Ole Tornbjerg har fulgt Godhavnsdrengenes sag i offentligheden og haft en tæt dialog med flere af de tidligere anbragte. Han har, som det udtrykkes i forlagsmaterialet, villet give Godhavnsdrengene en litterær stemme.

Og med romanen er det da også lykkedes for ham at åbne Godhavnsdrengenes forfærdelige verden for den almindelige dansker på en fin og overbevisende måde. Det er faktabåret fiktion med et klart budskab.

Godhavnsdrengene har aldrig fået en officiel undskyldning. Derfor fungerer romanen som et råb om retfærdighed for de drenge fra underklassen, der for altid blev ødelagt af de groteske forhold, man bød dem fra det officielle Danmarks side.

Det er en af de uskønne historier, som hører med i danskernes store fortælling om velfærdsstatens tilblivelse.