Prøv avisen

Oscar-nominerede ”Kapernaum” er et tordnende opråb til alle voksne

5 stjerner
"Kapernaum” har vundet en del priser rundtomkring i verden, blandt andet Den Økumeniske Pris ved Cannes-festivalen. – Foto: Scanbox

Den Oscar-nominerede film ”Kapernaum” er et voldsomt opråb til alverdens voksne om den forfærdelige håbløshed blandt børn alt for mange steder i verden

Det er ikke længe siden, at ”Danmarks Indsamling” rullede hen over tv-skærmen, og tv-værterne jublede i overgearet begejstring over, at man havde samlet 71 millioner kroner ind, hvilket desværre er en nedgang på 10 procent i forhold til sidste år. Der synes at være en træghed i den slags tv-opfordringer. Indsamlingsformålet var ellers forståeligt nok. Piger i de fattige lande skal støttes. En del giftes bort som alt for unge, og ofte ligger der en økonomisk betinget handling bag. Vi vil kalde det børnemishandling.

Det og meget andet foregår i den libanesiske film ”Kapernaum”, der foregår i Beirut. Jeg siger med det samme, at filmen er rystende i sin afsløring af børns barske virkelighed i denne del af verden. Det er fuldt forståeligt, at den i år er Oscar-nomineret som bedste udenlandske film. Den har vundet en del priser rundtomkring i verden, blandt andet vandt den Den Økumeniske Pris ved Cannes-festivalen.

Rammen om historien er en retssag. En dreng på 12 år, Zain, sagsøger sine forældre for ikke at have taget sig af deres børn. Selvfølgelig kan man ikke i virkeligheden forestille sig en sådan retssag i Mellemøsten, og måske heller ikke i resten af verden, men søgsmålet er på trods af sin symbolik reelt nok. Der er masser af børn i denne verden, der må tænke som Zain: ”Hvorfor ville mine forældre have børn, når de ikke er i stand til at tage sig af dem?”. Sådan ville nogle børn endog tænke i Danmark.

I filmen er vi i et fattigt kvarter i millionbyen Beirut. Det er næsten som at bo i en sønderbombet by. Der er skader fra borgerkrigen. Der er mange flygtninge og illegale indvandrere. Der er huse, der ikke er sat i stand. Der er beskidt og overbefolket. Her bor Zain med sin far og mor og søskende. Familien har ikke registret børnene, da de frygter at blive udvist. De lever fra hånden til munden. Faderen ligger det meste af tiden på sofaen. Moderen prøver at opretholde en vis værdighed. Håbløsheden skriger til himlen.

Zain er glad for sin lillesøster på 11 år og prøver at hjælpe hende med at skjule, at hun er blevet kønsmoden. De to søskende er med rette bange for, at forældrene skal gifte hende bort. De prøver at stikke af, men det mislykkes, og Zain må leve på gaden. Lillesøster overlades til sin grumme skæbne. Zain møder den lidt ældre etiopiske pige Rahil, der ligeledes er illegal immigrant i Libanon. Hun skjuler sit lille barn i den skurby, hun bor i, hvor der ikke er vand eller varme. Det er deres fælles fortvivlende kamp, vi følger, og det er som et ramaskrig midt i en beskidt verden.

Man husker måske, at det var Rakel, der græd over sine børn i Rama, da de blev bortført. Det gav navn til ordet ramaskrig. Fortvivlelsens skrig. De voksne i bydelen Kapernaum græder også over deres børn, siger de ved retssagen, men set fra en børnevinkel er det ikke nok. De svigter forfærdeligt.

Hvorfor filmen hedder ”Kapernaum”, er ikke helt gået op for mig ud fra instruktøren Nadine Labakis forklaring. Hun siger, at alle temaerne udgør et capharnaüm, hvad det så end betyder. Jeg kan bedre forstå det, hvis betydningen af navnet på den bibelske by inddrages. Det var her, Jesus boede og gjorde sine undere. Navnet kan betyde ”trøstens by”, og det giver egentlig mening i forhold til filmen. På trods af håbløsheden og ramaskriget kommer der faktisk håb ind over elendigheden til sidst, akkurat som det skete, da Jesus gjorde, hvad han gjorde i sin plagede landsby.

Filmen er et tordnende opråb til alle voksne. Zain, Rahil og hendes barn og alle de, der ligner dem over hele verden, bør have et bedre liv.