Næsten alle større byer har i dag et kunstmuseum, der rummer samlinger med samtidskunst i al dens mangfoldighed. De bliver fulgt op af forskningsprogrammer og professorater, der løbende fortolker samtidskunsten. Der er også kommet mange biennaler, kunstmesser og gallerier til i de senere år. Der er prestige i kunsten af i dag, skriver Juliane Rebentisch (født 1970), som er professor i filosofi og æstetik ved universitetet for kunst og design i Offenbach am Main.
Nu foreligger hendes bog fra 2013 ”Samtidskunstens teorier. En indføring” på dansk i Peter Borums glimrende oversættelse og med et instruktivt og overbliksskabende efterord af Jacob Lund, der er lektor ved institut for æstetik og kultur på Aarhus Universitet.
Bogen udfylder et stort hul. For kunstteorierne har i de seneste årtier befundet sig meget langt fra den pulserende kunstscene, som muterer til ukendelighed med nye overskridende materialer og medier. Bogen leverer faktisk den teoretiske forståelsesramme, som vi, der arbejder inden for feltet, har manglet længe. Men lad det være sagt med det samme: Bogen er temmelig akademisk og henvender sig til et relativt smalt kunstfagligt publikum. Hertil kommer, at den er uden billeder, hvilket gør den noget anæmisk og kropsløs. Rebentisch gør desuden brug af få nye afsnit, så undertiden kan man føle, at man skal overvinde en temmelig uigennemtrængelig tekstmur. Dette ville uden tvivl bekræfte mangen en skeptiker over for samtidskunsten i, at den er et akademisk og teoretisk anliggende, hvilket den dog slet ikke behøver at være. Når det er sagt, så er bogen en ambitiøs bestræbelse på at skabe teoretisk overblik. Den er fuld af spændende sammenkoblinger og refleksioner over samtidskunstens betydning i en tid, hvor alle ismer og stilarter er under ombrydning og delvis afvikling. Bogen fortjener derfor fem stjerner.
Engang sagde den amerikanske maler Ad Reinhardt (1913-1967) de ofte citerede ord: ”Kunst er kunst. Alt det andet er alt det andet.” Men i dag har kunsten udviklet sig, så den ofte ligner alt det andet. Den er eklektisk og citerer ofte tidligere tiders stilarter, ligesom den inddrager nye medier og materialer – med hyppig brug af readymades – så den kan være svær at få øje på som kunst. Fortolkninger og begreber, der blev udviklet i takt med den moderne kunst, kommer af den grund til kort over for samtidskunsten. Om overgangen fra moderne kunst til samtidskunst fandt sted i 1945, i 1965 eller i 1989, har længe været til diskussion blandt kunsthistorikerne. Men hvor der gennemgående knyttede sig en fremtidsoptimisme til moderne kunst, er samtidskunsten generelt mere fremtidspessimistisk. Det er så at sige en kunst efter historiens afslutning, der dog alligevel rummer potentialer til at forholde sig kritisk til de moderne fremskridts- og historiemodeller. Dette er faktisk en fordel i en tid, hvor der hele tiden tilbydes nye forbrugsmuligheder, som ikke følges op af nye forestillinger om social forandring, mener Rebentisch, der udvider begrebet samtidskunsts tidsmæssige forankring og hævder, at al betydelig kunst er samtidig. Det er den, fordi den gør den historiske samtid, som den er forankret i, nærværende. Den er mere end kun en del af den kronologiske tid, skriver hun. For hvordan kunne vi ellers både forstå og værdsætte den ældre kunst, der taler til os gennem århundrederne, og som ofte rammer os i det 21. århundrede med en svimlende kraft?
Sådanne kunstværker er uopslidelige og skildrer livsbetingelser, som på én gang er fremmede og almenmenneskelige. De er på den ene side tro over for den tid, som de udspringer af, og på den anden side har de en æstetisk merværdi, der gør det muligt at kommunikere med andre historiske tider. Her taler vi om klassiske kunstværker, som kan modstå århundredernes gang.
Kunstkritikere står ofte over for kunstværker, der bæres af et gennemgribende samfunds- og institutionskritisk grundsyn. Men generelt er det vanskeligt at udøve samfundskritik, når kunstværkerne lynhurtigt bliver kapitaliseret og opslugt af kunstmarkedet. Dermed bliver de tandløse, virkningsløse. Ovenikøbet ender de ofte som spekulationsobjekter eller som objekter for hvidvaskning af sorte penge.
I bogen forsøger Juliane Rebentisch meget prisværdigt at opstille en form for rammeværk, inden for hvilket man fremover kan udøve kunstkritik. Den nye bog er en kærkommen hjælp til at definere samtidskunsten og få nogle redskaber og teorier til at gentænke den med. Hun er en klartskuende filosof med et indgående kendskab til samtidskunsten, hvilket forankrer hendes teorier i den kunstneriske virkelighed i al dens frodige mangfoldighed og forskelligartethed. En af hendes pointer er, at det æstetiske ikke nødvendigvis bliver politisk, hvis man ophæver forskellen mellem kunst og liv, sådan som det er sket i den relationelle æstetik, der dominerede kunsten i 1990’erne. I stedet giver hun begrebet æstetisk autonomi – altså kunstværkets uafhængighed – en ny betydning, når hun – ud fra et etisk og politisk synspunkt – problematiserer den kritik af det æstetiske, der har domineret kunsten siden 1960’erne.
Rebentischs bog er væsentlig og aktuel. Med denne serie giver Ny Carlsbergfondet og Informations Forlag os nye måder at tænke med samtidskunsten og dermed øge vores udbytte, når vi oplever den.