Ateistisk Selskab sukker efter profilering, og sidste år søsatte foretagendet derfor en kampagne med opfordring til ”at tænke selv”. Stud.theol. Kristoffer Hjorth Kruse besvarer i sin lille bog ”#Troselv” den bundne opgave med en række begavede overvejelser om tro og tænkning.
Som forfatteren anfører, behøver man ikke deponere tænkeevnen for at finde mening i kristendommen. Tværtimod. Kristendommen bliver kun mere overbevisende, jo mere man gransker den. ”#Troselv” samler en rund sum af religiøse problemstillinger og fremlægger forskningens svar på dem.
Kruse begynder med skabelsen, hvor han kan citere fysikeren Stephen Hawking for at have skrevet, at det er meget vanskeligt at forklare universitets opståen og indretning ”ud over som en handling af en Gud, som ønskede at skabe væsener som os”.
Kruse følger op med et angreb på blandt andre Charles Darwin. Han oversætter ”survival of the fittest” med ”den bedst tilpassede overlever”. Dermed kan Kruse overføre Darwins påstande fra biologien til åndslivet. Og her giver Darwins tanker ganske rigtigt ingen mening, men det gør Kruses læsning af Darwin heller ikke. I det hele taget forekommer Kruses konklusioner vedrørende Darwin, Marx og Freud at rumme mere postulat end analyse.
”#Troselv” er apologetik – altså et forsvar for kristendommen, og kapitlerne om Det Nye Testamente er de mest overbevisende. Kruse plæderer for evangeliernes pålidelighed ved at henvise til, at udenadslære i oldtiden var meget udbredt. Således skulle Seneca den ældre have været i stand til at huske 2000 navne i rigtig rækkefølge efter blot en enkelt oplæsning. Derfor er det ikke så mærkeligt, at disciplene ret præcist kunne genkalde sig, hvad Jesus havde sagt mange år senere. Det taler også for evangeliets pålidelighed, at kvinder var de første vidner til Jesu opstandelse. Dengang anlagde jødedommen nemlig demonstrativ afstand til kvindekønnet, som det fremgår af den kendte bøn:
”Velsignet er du, Herre vor Gud, hersker over universet, som ikke har skabt mig som hedning, slave eller kvinde.”
Og hos historikeren Josefus lød der advarsler mod at tillægge kvinders vidnesbyrd nogen valør. Kruse spørger sig selv og læseren, hvorfor disciplene skulle have fået den forskruede idé, at kvinder skulle være de første vidner til Jesu opstandelse, hvis det ikke netop var tilfældet.
Et andet eksempel på kristendommens sandfærdighed finder forfatteren i 1. Korintherbrev, hvor Paulus understreger, at den opstandne Kristus er set af over 500 vidner. Som Kruse skriver, så var det jo en invitation til at verificere opstandelsen:
”Hvis man så forestiller sig, at vidnerne ikke eksisterede, så ville Paulus underminere sit eget projekt fuldstændigt.”
”#Troselv” munder ud i en opfordring til at undres, forundres og lade sig overraske af alt muligt andet end det indlysende. Og er formen lidt vel populariserende, og forfatteren til tider rigeligt i front, så er ”#Troselv” dog et eksempel på, at der kan skrives om kristendommen med både tænke- og vurderingsevnen i behold.