Prøv avisen

Et rum for alvor

”Min farfar var præst, og jeg har et udpræget protestantisk forhold til det at arbejde. Man må arbejde med tingene, og man må gøre det ordentligt,” siger Linn Ullmann. – Foto: Mette Frandsen.

Den norske forfatter Linn Ullmann har netop været i Danmark i anledning af sin nye roman, Det dyrebare, der handler om, hvad der betyder noget i livet, og hvad vi kommer til at kaste bort i letsind. Litteraturen er et af de få steder, hvor alvoren får plads i dag, mener den teologisk interesserede forfatter

I et København, der står stille under solens pludselige indfald af varme, træder den norske forfatter Linn Ullmann ind hos sit forlag gennem alle årene, Lindhardt og Ringhof. Håndtrykket ligger fast og længe, øjnene lyser skarpe og irgrønne under den blonde frisure. Jakken har hun slængt over armen, og de bare fødder er for første gang trådt i et par åbne sko.

LÆS OGSÅ: Heja Norge!

Jeg kom fra otte graders varme og tæt regn i Oslo, så det er næsten et chok at lande i dette hvide, skærende lys, siger den anerkendte forfatter, der er i byen for at optræde for sit danske publikum og signere sin femte og seneste bog, romanen Det dyrebare. Romanen er netop udkommet i Danmark, og det at udgive i Danmark betyder noget særligt for Linn Ullmann.

For mig virker Danmark som et frirum for de meget familiære læsninger og , jeg får og giver i både Norge og Sverige, siger forfatteren, der som datter af den svenske filminstruktør Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann sprogligt føler sig hjemme i begge lande.

Også på en anden måde vil forfatteren gerne være fri for de familiære læsninger, fortæller hun og hælder kildevand op til os begge.

Det overrasker mig altid, når folk mener, at jeg skriver om dysfunktionelle familier, siger hun på let forståeligt norsk og forklarer, at familien for hende er en ramme, et lille samfund, der spejler det store.

Det overrasker derfor ikke, når Kristeligt Dagblad spørger til de teologiske tematikker i hendes forfatterskab. Det dyrebare bærer som de to foregående romaner, Et velsignet barn fra 2006 og Nåde fra 2002, en titel af store, stærkt ladede og religiøse ord.

De tre romaner hænger på sin vis sammen, og hvor jeg i Nåde undersøgte, hvad er nåde, og hvad er det nådesløse, så var det i Et velsignet barn et spørgsmål om, hvad er velsignelse, og hvad er forbandelse, siger hun og citerer den svenske 1800-tals digter Stagnelius strofe Kaos er nabo til Gud.

Med Det dyrebare har Linn Ullmann denne gang skrevet en fortælling om, hvad der egentlig betyder noget, og hvad vi i ansvarsløshed kaster bort. Her møder vi familien, hvor faderen Jon forsøger at skrive bøger og er sin kone, Siri, kronisk utro. Hun driver to restauranter og planlægger en stor fest for sin egen mor, og sammen har de to væsensforskellige børn, Alma og Liv. Denne sommer i den fiktive norske egn Mailund tager de en au pair-pige, Mille, ind som barnepige, og tingene falder fra hinanden. Da den sorthårede Mille på aftenen for den store fest, Siri holder for sin mor, sporløst forsvinder, sætter en fortælling om forsvindinger i gang, men også om, hvem der har medskyld i den forbrydelse, der viser sig at være sket.

Spørgsmålet er, hvordan Linn Ullmann arbejder med de teologiske begreber som skyld og uskyld?

Jeg tænker, at især mine seneste tre romaner rummer spørgsmålet om, hvordan vi kan leve med det, vi har gjort, siger hun og presser panden i fine rynker og folder ansigtet sammen i koncentreret søgen efter det rigtige ord.

Men skyld og skam som begreber får mig til at føle mig presset ned i en nordisk kasse sammen med Strindberg og hele den melankolske genre, og det føles så tungt, siger hun og bøjer leende hovedet ned i sine hænder på bordet.

Jeg synes jo selv, bogen indeholder en del sort humor også.

Hun vil derfor hellere tale om ansvar og konsekvens, som er en afart af forbrydelse og straf, forklarer hun.

Teologien ligger som en ramme, jeg arbejder med, især i mine seneste tre romaner, siger forfatteren, der efter eget udsagn læser vældig meget i Bibelen, Koranen og andre religiøse tekster.

Alligevel rammes hun af en art blufærdighed, når talen falder på hendes private tro.

Det ligger mig ikke fjernt at tro. Jeg bevæger mig i det landskab, men jeg er vel søgende, tvivlende og troende på samme tid.

Der, hvor jeg føler mig hjemme, er i beskrivelserne af, hvordan det rationelle og det guddommelige skærer mod hinanden, som for eksempel forfatteren Ian ­McEwan beskriver i sine tidligere romaner (eksempelvis Tidens fylde og Evig kærlighed, red.), siger hun og kører de slanke håndflader mod hinanden i en glidende bevægelse.

Hendes hænder folder sig ud som små vifter, hun kaster ud som udråbstegn eller spørgsmålstegn, alt efter om hun skal understrege eller undersøge vanskelige begrebspar: skyld og skam, forsvindinger og for­tællinger, ansvar og konsekvens, uskyld og uskyldstab.

I romanen bliver teenagedatteren Alma, den korthårede og trodsige pige, opslugt af en brændende og febrilsk gudstro, hun hører stemmer og underkaster sig dem. Også da hun får den indskydelse at klippe sin lærerindes årelange fletning af med en saks.

Dag ind og dag ud har hun set på den fletning, der pisker frem og tilbage foran hende ved katederet, forklarer Linn Ullmann og sætter armen i svingninger, så man kan på sin vis godt forstå hende.

Men det er ikke lutter forståelse, Alma møder i bogen, men også et koldt, vurderende team af psykologer og behandlere.

Sådan er det i vores tid. Kreative, religiøse eller hyperaktive børn bliver ofte diagnosticeret, siger Linn Ullmann.

Det, der for Alma startede som uskyldig tro, fører til en voldsom og uforståelig handling, og sådan går det for flere af romanens personer. De træder ud, hvor de ikke kan bunde, uden helt at vide, hvornår det begyndte at blive dybt. Værst for barnepigen Mille, der efter en kort flirt med en tilfældig dreng i byen mister sit liv ved en grusom forbrydelse.

Ligesom i Et velsignet barn, hvor gruppeleg bliver til mobning og fører til vold, der ender i et drab, er jeg i denne roman interesseret i, hvordan man placerer et ansvar, når tingene virker grænseløse, siger hun.

Der er megen bevægelse over Linn Ullmann, der selv har danset ballet og også ser konflikterne og kærlighedsscenerne mellem ægteparret Siri og Jon for sig som dans, inden hun skriver dem. En stil, der ofte beskrives som billedmættet, og som Linn Ullmann er anerkendt for, men som også falder enkelte anmeldere for brystet. Det eksistentielle spørgsmål, der optager hende som forfatter og som menneske, er, hvordan vi lever med det, vi har gjort.

I Nåde må Mai leve med, at hun har taget Johans liv, udøvet aktiv dødshjælp, som de havde aftalt, på trods af at Johan til sidst var i tvivl, og i Det dyrebare må Jon, manden i huset, leve med sin utroskab, med Milles forsvinden og med datterens voldsomme udvikling. Men som han, der selv er forfatter, spørger: Hvornår begyndte den fortælling egentlig? Var det, da barnepigen Mille kom til deres hus, da hun forsvandt eller længe før?

Vi kender det fra vores eget liv. Der kommer ikke nogen og siger til os: Nu træder du ud over grænsen, så hvordan kan vi leve som gode mennesker?, spørger Linn Ullmann, der ikke vil moralisere, men gerne diskutere etikken i sine bøger.

Vi ved ikke, hvornår det begynder at skride for os, og det er det kompositoriske greb, jeg bruger. At jeg forsøger at trække fortællingen bagud, samtidig med at en række dramatiske begivenheder driver handlingen frem, siger hun og hiver i en imaginær linje, der går begge veje.

Netop de historier og små løgne, vi fortæller os selv og hinanden, står åbenlyst som tema i Det dyrebare. Alle personerne i bogen skriver på noget. Jon skriver på sin bog, men er gået i stå. Alma skriver på et brev til den lærer, hvis fletning hun gav saksen, Siri tager noter i sin sorte bog, og barnepigen Mille knipser billeder af mennesker, når de mindst ved det og limer dem i sin scrapbog. Matriarken, mormoderen Jenny, der denne sommer fylder 75 år, og hvis fest fungerer som bogens dramatiske udgangspunkt, forsøger at skrive en tale til sin datter, Siri. Men hvad tænker Linn Ullmann, der er vokset op i et skuespillermiljø med megen iscenesættelse, og som forfatter selv har historiefortælling som profession, om fortællingen?

Noget af det, jeg har tænkt over med denne bog, er, hvorfor utroskab stadig er så eksistentielt smertefuld for os, og det selvom vi lever i en tid, hvor alle kender nogen, der har det inde på livet, siger hun, og jeg tror, det er, fordi vi der bliver skrevet ud af vores egen fortælling og må starte en ny.

Utroskab er på en måde en sproglig død.

For Siri i bogen opleves det helt konkret ved, at hun finder et brev, hendes mand har skrevet til en anden kvinde, hvori han bruger den samme kompliment, det samme ordvalg, som ellers altid har været behæftet på hende.

Han plejer at sige Dit lys lyser til Siri, og nu siger han det om en anden kvinde. Det vil sige, at Siri må skabe en ny fortælling om, hvem hun er, siger Linn Ullmann, for hvem netop lyset og lyssætningen i bogens scener betyder meget.

En barndomsskade kalder hun det. Man kunne ikke føre en samtale med Linn Ullmanns far, Ingmar Bergman, uden at han enten ændrede, kommenterede eller beskrev lyset.

Lys er ikke bare lys, og mørke er ikke bare mørke, forklarer hun.

For mig starter alle scener med, at jeg sætter lyset og dermed stemningen.

Men fortællingen på et overordnet plan kan også mere og andet end at skabe sammenhæng i vores liv, mener Ullmann.

I den bedste af alle verdener kan vi, hvad enten vi skriver eller læser en roman, via fortællingen træde ud af os selv og i et kort glimt trænge ind i, hvad et andet menneske oplever, siger hun, og netop det at nærme sig den anden i mere filosofisk forstand er, hvad det drejer sig om for forfatteren.

Jeg har læst ganske meget af Martin Buber (østrigskfødt jødisk filosof, red.), der siger, at der ikke findes noget jeg uden et du. Kunst kan i sjældne øjeblikke overskride vores bevidstheds grænser, så det for eksempel lykkes os at forstå, hvordan en 13-årig pige ser på verden, forklarer hun.

I hendes egen læsning lykkes det også personer i Det dyrebare at møde hinanden i oprigtighed indimellem.

Jeg forstår jo ikke, når nogle læsere siger: Hvorfor går Siri ikke bare fra Jon, han er hende jo utro. For mig findes ømheden, når Jon fortæller historier for Siri om natten for at få hende til at falde i søvn, siger Linn Ullmann.

For hende at se kan kunsten opøve denne følsomhed, der gør os i stand til at se hinanden for alvor, men som forfatter kan man kun arbejde sig hen mod det punkt ved et dagligt slid.

Min farfar var præst, og jeg har et udpræget protestantisk forhold til det at arbejde. Man må arbejde med tingene, og man må gøre det ordentligt, siger forfatteren, der af og til beskrives som en person, der tager tingene lidt tungt.

Der er mange, som siger til mig, lad nu være med at tage alting så alvorligt, men problemet er vel snarere, at vi tager for let på tingene, ikke sandt?, siger hun og tilføjer, at hun ikke kan klare, når folk sjusker.

Der er en grund til, at letsindighed var en af de syv dødssynder, siger hun, og de store ord klinger med både smæld og schwung på norsk.

I dagens forbrugssamfund er der mange, der prøver at trivialisere på vores livserfaring, mener Linn Ullmann, og her åbner romankunsten en mulighed og et rum for alvor.

Det var den amerikanske forfatter Susan Sontag, der skrev det i sin sidste bog, at det er vanskeligt at finde et rum, som er reserveret til alvoren i en moderne tid. Litteraturen er måske et sådant sted, siger hun.

Det ubesvarede spørgsmål, der stadig hænger i luften i et solblændet København, er det, som den skriveblokerede Jon indledningsvis i romanen stiller sig selv: Hvordan fortæller man et liv?.

Jeg ved det ikke, besvarer Linn Ullmann sit eget spørgsmål og smiler skælmsk, men en roman er et godt sted at begynde.

Mai Misfeldt anmelder Det dyrebare i avisen i morgen.