Et rumskib er landet i Rotterdams kulturelle centrum

Den store udvidelse af kunstmuseet i Rotterdam er et rigtigt oplevelseshus. Ophængningen er en diskussion af, hvordan man mest ideelt præsenterer kunst på museer

Udvidelsen af Rotterdams fine kunstmuseum, Boijmans van Beuningen er tegnet af MVRDV og kandiderer stærkt til at blive et nyt symbol for byen sammen med Rotterdams markante Erasmus-bro.
Udvidelsen af Rotterdams fine kunstmuseum, Boijmans van Beuningen er tegnet af MVRDV og kandiderer stærkt til at blive et nyt symbol for byen sammen med Rotterdams markante Erasmus-bro. Foto: Boijmans van Beuningen.

Mest af alt ligner det et stort rumskib, der er landet i Rotterdams kulturelle centrum. Fløjet direkte fra en Hollywood-film om besøg fra et andet solsystem.

Bygninger, der ligner noget fra en fremmedartet, teknisk sofistikeret civilisation, er ikke noget særsyn i den dynamiske hollandske havneby, som ikke viger tilbage for dristigt udformede konstruktioner.

Det har blandt andet noget at gøre med byens tragiske fortid. Efter et luftbombardement af bykernen i maj 1940 stod blot tre huse tilbage. På grund af evakuering begrænsede tabstallet sig til omkring 1000. Men 80.000 var hjemløse efter Luftwaffes terrorangreb, og det med hyggelige torve og smukke gamle bygninger, som man kan finde i talrige andre, ældre europæiske byer, er der ikke meget af i Rotterdam.

Byen måtte hastigt genopbygges, og senere tiders ekspansion og for eksempel omdannelse af den indre havn til bolig- og kontorkvarter har resulteret i en meget moderne byggestil. Meget moderne.

Alligevel er The Depot, som den rumskibslignende bygning hedder, noget af et overraskende syn i den vilde by.

Rumskibet ligner et æg med perfekte glatte flader, der spejler sine omgivelser. Man kan altså stå på græsset i museumskvarteret og få øje på sig selv – og så spekulere på, om det mon er foruroligende eller det modsatte.

Om det så er åbningerne til konstruktionen, har de karakter af ramper ligesom rumskibe i film. Kun ét træk ved bygningen afviger fra den perfekt afrundede æggeform. Langt oppe mod himlen synes det, som om toppen er slået af ægget, ligesom hvis man spiser et blødkogt til morgenmad. Der er anlagt en taghave, der forlener den rumskibslignende bygning med så menneskelige træk, at man nok tør gå ind i ægget og møde dets sære maskineri og andre overraskelser.

Kunst i depotet

Bygningen, der er placeret tæt ved det nederlandske arkitekturinstitut og ikke langt fra Rem Koolhaas’ kunsthal, hedder The Depot og er tegnet af MVRDV, der herhjemme blandt andet har transformeret nogle siloer ved Københavns havn til boliger.

The Depot er et depot i den forstand, at det er åbent lager for de 151.000 værker – fra malerier og skulpturer til møbler og bestik - der egentlig hører hjemme en anden af nabobygningerne: Rotterdams imponerende kunstmuseum Boijmans van Beuningen.

Alle museer har depoter. I Rotterdam er det imidlertid delvist åbent for publikum, der i nogle tilfælde efter aftale og i andre tilfælde som en del af guidede ture kan få mulighed for at se bestemte billeder.
Alle museer har depoter. I Rotterdam er det imidlertid delvist åbent for publikum, der i nogle tilfælde efter aftale og i andre tilfælde som en del af guidede ture kan få mulighed for at se bestemte billeder. Foto: Boijmans van Beuningen

Dets enorme samling har rødder i store private donationer fra Frans Otto Jacob Boijmans og Daniël Georg van Beuningen, der med cirka 100 års mellemrum i henholdsvis 1849 og 1958 forærede deres store samlinger af europæisk kunst til byen. Siden har 1700 andre, private samlere bidraget til, at mængden af kunst er vokset og vokset og i dag er Hollands største.

Efter en brand i et 1600-tals-palæ blev der opført en ny, meget stor museumsbygning i 1935 tegnet af Adrianus van der Steur. Den skal nu renoveres og blandt andet renses for asbest – og det forventes at strække sig over syv år.

En del værker er praktisk udlånt til museer andre steder i verden. Mens resten er kommet i depot med delvis adgang. Ligesom man gennem vinduer kan betragte konservatorernes løbende arbejde med vidt forskellige genstande.

Boijmans van Beuningen fortæller hele den store historie om europæisk kunst fra Bosch, Breugel, van Eyck, Dürer, Tizian, Tintoretto, Rembrandt, Rubens og så videre og så videre op til vore dage og moderne mestre som for eksempel Mark Rothko og Salvador Dali.

Blandt det 20. århundredes kunstretninger står ikke mindst surrealismen stærkt i museets samlingsprofil, og det har regelmæssigt vist særudstillinger om forskellige aspekter af netop surrealismen. Dertil kommer samlinger af møbler og forskellige former for kunsthåndværk. Eftersom samlingen ikke er til salg, er det noget futilt at gøre dens værdi op. Men den anslås til at være otte milliarder Euro.

Et opgør med museumstraditionen

Det er sådan set muligt at videreføre billedet med rumskibet yderligere.

Ikke blot i den forstand at enhver museal bygning kan ses som et fartøj, der fragter kulturarven ind i fremtiden. Men nærmest til det kuratoriske princip bag disponeringen af kunstværkerne.

Men inden da kan det bemærkes, at rumskibets infrastruktur synes at fylde forholdsvis meget i bygningen. Det synes gennemgående ved vor tids museale prestigebyggerier. Man kan blot tænke på Frank Gehrys Guggenheim i Bilbao eller Zaha Hadids MAXXI i Rom for at nævne et par af de mest illustrative eksempler på, hvordan arkitektur som kunstværk fylder mere end billedkunst som kunstart.

Sådan er det også i Rotterdam. Trapper, gange og elevatorer tager relativt meget plads op i æggets indre. Rummene til opbevaring tilsyneladende mindre, og det forekommer at være begrænset, hvad der i det hele taget er adgang til uden forudgående bestilling ligesom på et bibliotek.

Sådan set virker det, som om disse udenjordiske besøgende har samlet på vores kunst gennem århundreder men ikke rigtigt systematiseret deres fund. Vi er gennem museerne vant til at se på kunstens historie ganske traditionelt:

Engang i 1600-tallet var barokken en dominerende smagsretning. Så blev det rokoko. Nyklassicisme inspireret af antikken vandt frem i det 18. århundrede afløst af først romantik og siden realisme, og så gik det ellers stærkt med impressionisme og symbolisme og ekspressionisme og så videre og så videre.

Men disse kuratorer fra det ydre rum i The Depot ser på udstilling af kunst på en måde, der har spredt sig i museumsverdenen på det senere. Det kan nok være, at ismerne skifter. Men motivkredsen og tematikken er sådan set den samme. Billedkunstnere undersøger igen og igen menneskets forhold til næsten og til naturen. Til Guds eksistens. Til krig og kærlighed, til forholdet mellem generationerne og mellem individet og magthaverne og så videre og så videre. Der bruges blot forskellige teknikker og materialer.

Måske er det så banalt, som at værkerne i The Depot faktisk er opmagasineret i fem forskellige klimazoner, alt efter hvad genstandene kan tåle, og der er lagerhaller, man kun kan komme ind i i grupper og i kortere tid på grund af den menneskelige udånding.

Det fine gamle museum i Rotterdam er frem til i hvert fald 2029 lukket på grund af en gennemgribende renovering. I mellemtiden er en del værker lånt ud til andre museer, mens hovedparten vises i den omfangsrige tilbygning The Depot.
Det fine gamle museum i Rotterdam er frem til i hvert fald 2029 lukket på grund af en gennemgribende renovering. I mellemtiden er en del værker lånt ud til andre museer, mens hovedparten vises i den omfangsrige tilbygning The Depot. Foto: Boijmans van Beuningen.

Men klimazoner eller ej kan man ikke frigøre sig for, at der er brugt meget plads på relativt lidt kunst. Heller ikke en fornemmelse af fremmedgørelse. Nok kan der i glimt dukke nye sammenhænge op på tværs af tid (og rum?), ligesom ansamlinger af billeder synes at pege på nogle karakteristiske træk ved for eksempel amerikansk pop art.

Det må være en diskussion værd, om det så at sige intuitive ophængningsprincip rummer nogle fordele, der ikke er ved den klassiske måde at vise kunst på i museer. I en vis forstand er museer som biblioteker. Man går ind for at finde en bestemt bog og opdager en rigdom af andre. På museer med denne form for moderne ophængning bliver man opmærksom på værker, der i stemning eller fortælling ligner andre og kan på den måde blive beriget. Eller forvirret?

Når den klassiske udstillingsbygning er færdigrenoveret ved årtiets udgang, genetableres den kronologiske fremstilling i den gamle bygning.

Men The Depot vil blive videreført som en del af museumskomplekset med åbne depoter, og blandt de planer, museumsledelsen har, er også at lade private kunstsamlere få tilbud om at vise midlertidige udstillinger i rumskibet fra hvis top det er muligt fra taghaven at se ud over den dynamiske by med de mange overraskende bygninger.

The Depot – udvidelse af kunstmuseet Boijmans van Beuningen i Rotterdam. Tegnet af arkitektfirmaet MVRDV.