Ny bog viser, at Pompeji byder på meget mere end gængse historier om vulkanbyen

Pompeji og Mary Beard viser, at et samfund kan være kulturelt rigt og give varierede livsmuligheder uden vores ressourcefrås. Det må være en inspiration for os i dag.

Mary Beard er en af Englands dygtigste oldtidshistorikere, og man mærker hendes betryggende store faglighed på hver side, når hun beskriver Pompeji, som ses her billedet - 2000 år efter Vesuvs vulkanudbrud, der lagde byen i aske.
Mary Beard er en af Englands dygtigste oldtidshistorikere, og man mærker hendes betryggende store faglighed på hver side, når hun beskriver Pompeji, som ses her billedet - 2000 år efter Vesuvs vulkanudbrud, der lagde byen i aske. Foto: Christopher Ott/Unsplash.

Mange bøger, og især guide-bøger, om Pompeji er skæmmet af to fejl: Snart var livet i oldtiden ligesom vores med fine sanitære forhold, striber af butikker med mange varer og materiel rigdom. Eller også var det meget vildere med overdådige måltider, bordeller på hvert gadehjørne og et liv i øvrigt i behagelig lediggang. Mary Beards bog giver et andet og mere realistisk billede.

Pompeji-udgravningen er ikke bare et snapshot af livet i byen, som det stoppede den 25. august 79 e.Kr. De flygtende tog mange ting med; siden gravede romere i askehoben efter værdigenstande, så blev byen glemt, indtil man gravede igen i 1693. De store udgravninger kom i begyndelsen af det 19. århundrede, og straks satte forfaldet ind. Da digteren Percy Bysshe Shelley i 1818 spiste frokost i templet for Jupiter, Juno og Minerva, kunne han se vægmalerier, der nu er gået tabt. Overraskende for de fleste er en del bygninger, blandt andre det store teater, reelt genopbygget efter et luftbombardement i 1943.

Når man skriver om Pompeji, skal man tolke fundene både i den sammenhæng, som udgravningens historie udgør, og som en del af den antikke romerske kultur. Ellers misforstår man ofte det sprog, genstandene taler til os i, og så er vrøvlet en nærliggende risiko. Mary Beard forstår at tolke fundene i begge henseender.

I Pompeji levede fattige og rige, slaver og frie dør om dør. Gaderne har været et solbeskinnet svineri eller en drivende kloak alt efter vejret. Nok var oldtiden uden vores mængder af emballage, men så sørgede dyrene – og menneskene – for naturligt affald.

Husene var mere fyldte med møbler og redskaber, end vi ser dem i dag, og rummene havde ikke vores funktionsopdeling i spiserum, dagligstue, soverum. Rummene har været mørke og svagt oplyste af osende lamper.

Mange sov et eller andet sted på gulvet, og måltider blev normalt indtaget som i moderne ustrukturerede familier, det vil sige fast food; man spiser dér, hvor man ellers er beskæftiget med noget. De opulente liggende måltider var en festdagsbegivenhed.

Romerriget var et landbrugssamfund. Pompeji’s opland kunne føde de cirka 20.000 indbyggere, og en tiendedel af byen var marker og køkkenhaver. Husene er da også en blanding af beboelse, oplagringsrum og værksteder. De købte ikke alle deres daglige fornødenheder, sådan som vi gør, og få ressourcer gik til emballage og transport af varer. Dog havde markedet mange af de specialvarer, som gårdene ikke selv kunne dyrke eller forædle.

Det hus, der var ejet af en såkaldt bankmand, viser dog også, at de fleste forretninger, han indgik, var som auktionarius, mellemmand ved betalingerne og udlåner af småbeløb. Derudover sørgede han for inddrivelse af nogle skatter fra markedssælgere og dem, der brugte byens fælles græsningsarealer; i oldtiden var skatteopkrævning privatiseret. Rige folk havde selv penge eller lånte dem af venner og familie, så de brugte ikke sådan en ”bank”.

Modsat hvad mange tror, var byen ikke tæt pakket med værtshuse eller bordeller. Af de sidste var der højst et par stykker. Og nok var der en fin arena og to scener til teaterforestillinger med flere mimer, dans og musik end klassiske dramaer. Men den store fritidsbeskæftigelse var snak og brætspil.

Badeanstalterne var også underholdning – og ikke altid så hygiejniske. I oldtiden vidste man godt, at man ikke skulle bruge dem, hvis man havde sår, for så var betændelse en nærliggende mulighed og alvorlig risiko før penicillinets opdagelse.

Samfundet som organisation havde ikke mange midler eller opgaver. Men alligevel var fællesskabet rigt; det romerske civilsamfund var stærkt. Det var nemlig en af romerrigets værdier, at rige markerede sig med offentlige velgerninger, særligt når de gik ind i lokalpolitik, som nød store opmærksomhed. Amfiteatret og de to almindelige teaterscener er betalt af private borgere som en gave til byen. Ligesom Mærsk Mc-Kinney Møller betalte operaen i København.

Religion var tæt sammensmeltet med byens øvrige liv. Romersk religion var uden dogmer eller læreskrifter, og den blev varetaget af byens embedsmænd og familieoverhovederne. Det gjorde den rummelig og samfundskonform. Magt og guddommelighed var forbundne, og derfor gav det også mening for romerne, at kejseren kunne opfattes som en gud, levende eller oftere efter sin død.

Mary Beard er en af Englands dygtigste oldtidshistorikere, og man mærker hendes betryggende store faglighed på hver side. Men er det realistiske billede så en skuffende tur under den kolde bruser i sammenligning med guidebøgernes varme luft? Nej, tværtimod.

Mary Beard viser os et samfund, der hang godt sammen trods store sociale og økonomiske forskelle. Man kendte hinanden, den ghetto-ficering, der splitter Vestens byer i dag, var ukendt; ressourceforbruget var yderst beskedent, og samfundet nød en kulturel variation og kunstnerisk rigdom, som kan måle sig med vores: ”Pompeji var, når alt kommer til alt, en lille by på den italienske halvø. Men det er slående, hvor langt dens kulturelle og visuelle referencepunkter rækker: over Middelhavet, gennem antikkens litterære og kunstneriske repertoire, og til mere eksotiske kyster længere væk. Udsmykningernes fantasiverden var på ingen måde klaustrofobisk. Den tog hele den græsk-romerske verdens myte- og litteraturunivers til sig, fra homeriske eposser og frem.”

Pompeji og Mary Beard viser, at et samfund kan være kulturelt rigt og give varierede livsmuligheder uden vores ressourcefrås. Det må være en inspiration for os i dag.

Til sidst skal jeg ikke skjule, at bogen er oversat alt for hurtigt. Der er grove fejl som ”Helena forlader Troja sammen med Paris” – de rejste sammen fra Sparta til Troja, og den engelske tekst har da også ”leaving for Troy”; kommaer er sat uden at følge noget system, ”de/dem” bruges i flæng, der er mange korrekturfejl. Usædvanligt, at et dygtigt forlag som Gads lader den slags slippe uden om kvalitetskontrollen.