Imre Kertész (født i 1929) modtog i 2002 Nobelprisen i litteratur. Komiteen mente, at den ungarske forfatter var en uundværlig inspiration for enhver, der har prøvet at få ideologiens jerntrøje trukket ned over sig.
Som jøde blev Kertész i 1944 arresteret sammen med 17 skolekammerater, der alle blev prisgivet en krank skæbne. Kertész var nemlig den eneste, der overlevede kz-lejrene Auschwitz og Buchenwald. Kertész brugte siden 13 år på at skrive romanen ”De skæbneløse”, hvori han med grum præcision skildrer lejrenes helvede fra den 15-åriges perspektiv. Men det var også en bog, der vidnede om, at forfatteren havde måttet slås med generende tvivl og stride dybder i sindet.
I denne første biografi om Kertész kan den tyske litteraturhistoriker Irene Heidelberger-Leonard fortælle, at den ungarske forfatter faktisk havde påbegyndt et helt andet bogprojekt forinden med arbejdstitlen: ”Jeg, bødlen”. Heri aflagde en nazistisk massemorder regnskab for sine ugerninger. Allerede i denne første tekst ville holocaustoverleveren vise, at under totalitarismens åg breder trællesindet sig, og at det er dette sind, der er diktaturets forudsætning. For det medfører, at ofret kan blive bøddel og omvendt. Med ubønhørlig redelighed tegnede Kertész i de efterfølgende bøger billedet af de tilstande, hvor mennesket er totalt omsluttet og opslugt af det totalitære samfund.
I den sammenhæng er det, at Kertész betoner, at den mest skelsættende begivenhed i hans liv ikke var tiden som kz-fange. Nej, den bestod i, at han i en kort periode efter krigen havde virket som opsynsmand i et militærfængsel i det kommunistiske Ungarn. Vi får ikke at vide, hvad der hændte bag fængslets mure, men for Kertész førte det til erkendelsen af, at ”mennesket er i stand til alt - både det gode og det onde”.
Heidelberger-Leonard bemærker da også, at ingen anden holocaustoverlevende er gået så meget i clinch med sig selv som Kertész. Det synes mig dog, som om Heidelberger-Leonard forskertser de opbyggelige sider hos Kertész.
I erindringsromanen ”Kaddish for et ufødt barn” skriver Kertész: ”det, der virkelig ikke findes nogen forklaring på, er ikke det onde, tværtimod: det er det gode”. Til illustration heraf beretter Kertész om en episode, hvor han ligger syg på en transport mellem to kz-lejre. En fange - kaldet ”Hr. Læreren” - skal sørge for uddelingen af mad, men Kertész er i mellemtiden blevet flyttet til en anden togvogn og regner med, at han skal dø, hvorimod ”Hr. Læreren” har fordoblet sine overlevelseschancer med to mad-rationer: ”Men hvad skuer mine øjne et par minutter efter? 'Hr. Læreren', der råbende og gestikulerende nærmer sig med min madration i hånden, som han hurtigt lægger på min mave, så snart han får øje på mig på båren; jeg ville sige noget, og overraskelsen må have stået prentet i mit ansigt, fordi han, skønt han allerede er på vej tilbage til sin wagon - fandt man ham ikke på plads, ville han simpelthen blive tævet ihjel - alligevel standser og med forargelsen tydeligt malet i sit lille dødningeansigt siger til mig: 'Hvordan kunne du dog tro!?...'.”
Kertész beskriver sig selv som et religiøst gemyt, og hans trosbekendelse lyder således: ”For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud eksisterer eller ej, men om mennesket lever, som om Gud var til.” Kertész' sigte er derfor etisk, ikke æstetisk. Litteratur handler for ham ikke om skønhed, men om sandhed, og med dette udgangspunkt har han skrevet en række romaner og essays, der advarer mod ideologiernes lokkende sirenesang, som vil besnakke mennesket til underkastelse. Aktuelt ser Kertész truslen fra den muslimske indvandring, der efter hans skøn vil ødelægge Europa.
Kertész' gennembrud som forfatter kom sent i livet. Inden da levede han sammen med sin kone på 28 kvadratmeter som blandt andet oversætter. Hans fornemme sprogøre og sikre sans for stil og tone betød, at en række betydelige tyske forfattere udkom på ungarsk.
Nobelprisen gjorde Kertész til en berømthed, men han oplevede sig selv som den tunge og tungsindige blandt de gesvindte og ferme. Og den lette og tomme konversation i de æterbårne medier bekom ikke Kertész vel, forstår man på hans levnedsskildrer, der med denne bog kommer godt rundt i selve forfatterskabet.
Til gengæld er Kertesz' eget liv stadig omgærdet af mange ubesvarede spørgsmål.