Prøv avisen
Nekrolog

Storbritannien mister stor filosof

Roger Scruton var en af Storbritanniens store filosofiske begavelser, en skribent i Edmund Burkes tradition, som igennem fyrre år har forsvaret engelske traditioner og engelsk identitet mod den herskende nedrakning. Søndag døde han efter få måneders kamp mod cancer. Arkivfoto. Foto: B540/Photoshot/Ritzau Scanpix

Storbritanniens største filosofiske begavelse, Roger Scruton, er død, 75 år gammel

”Sir Roger Scruton runder et hjørne, deler vandene og er stadig fuld af krudt!”. Sådan kunne jeg om denne filosofiske gentleman skrive for mindre en 11 måneder siden, da han fyldte 75. I søndags døde han pludselig, efter få måneders kamp med cancer.

Et stort tab. Roger Scruton var uden tvivl Storbritanniens største filosofiske begavelse, en skribent i Edmund Burkes tradition, som igennem fyrre år har forsvaret engelske traditioner og engelsk identitet mod den herskende nedrakning. Han var en førende autoritet i sit fag, æstetisk filosofi, og hans intelligente forsvar for politisk og kulturel konservatisme gjorde ham til fjende nummer ét i medier og akademiske cirkler. Han var et fyrtårn i en verden af vindmøller.

Scruton delte vandene, også efter at han i 2016 blev adlet forblev han kontroversiel i den britiske offentlighed. Så sent som i april sidste år blev han således fyret fra en stilling som ulønnet regeringsrådgiver om en bedre og smukkere offentlig byggestil, til hvilken han meget mod Labours og De Liberales vilje var blevet udpeget i november 2018. Fyringen kom efter et kontroversielt interview med ham i det venstreorienterede ugeblad ”New Statesman”, et interview, som bladet senere måtte medgive var manipuleret, for ikke at sige en ren udhængning.

Blandt andet blev han citeret for at sige om islamofobi, at det var et ”propagandaord”, opfundet af Det Islamiske Broderskab, om homoseksualitet, at det ikke var ”normalt”, om kinesere at de var en slags robotter, samt for konspiratoriske, angiveligt antisemitiske bemærkninger om den jødisk-ungarsk-amerikanske forretningsmand George Soros og hans imperium.

Alt var refereret ude af kontekst. Hvad Scruton faktisk sagde om kinesere havde kun reference til Det Kommunistiske Parti, ikke det kinesiske folk, og det om Soros fulgtes under interviewet af bemærkningen, ”det er ikke nødvendigvis et jødisk imperium, det er bare noget sludder,” som bladet ’glemte’ at medtage. ”Åbenbart skal jeg have skrevet, at homoseksualitet ikke er ’normalt’, men ingen har fortalt mig hvor, eller hvorfor det er så fornærmende en ting at sige. Rødt hår er heller ikke normalt, ejheller ordentlighed blandt venstrefløjs-journalister,” udtalte Scruton bagefter.

Han blev genindsat i den pågældende stilling, umiddelbart før Boris Johnson fik magten i det konservative parti i juli 2018, og trods sygdom nåede han at udarbejde et responsum om bedre byggestil til regeringen.

Scrutons store forbrydelse i de fleste britiske mediers øjne var, at han var konservativ. Rigtig konservativ. Hvordan han blev det, har han beskrevet levende i sin erindringsbog fra 2005, ”Gentle Regrets”. På et studieophold i Paris i maj 1968 overværede han fra første parket studenteroprørets forkælede ødelæggelse af Latinerkvarteret: ”For første gang i mit liv følte jeg en bølge af politisk vrede, jeg fandt mig selv på den modsatte side af barrikaderne af alle, jeg kendte.”

Scruton var ikke Margeret Thatcher-udgaven af en konservativ, ikke markedsliberalistisk eller neokonservativ eller sådan noget, han var palæokonservativ, konservativ af den traditions- og institutionsbevidste Edmond Burke-skole. Dette fremgår ikke mindst af den glimrende ”England. An Elegy” fra 2000, hvor han sammenfattede engelskhed i en særlig personlighed: ”England var et sted, et klima og et sprog, som var blevet svejset sammen og begavet med personlighed gennem en erfaring, som var grundlæggende religiøs i sin mening”. Han var selv engelsk i denne forstand.

Den holdning faldt ikke i god jord hos de globalistiske, især ikke på det meget progressive Birkbeck College i London, hvor han blev ansat i 1972. Her var den forstokkede kommunist Eric Hobsbawm præfekt, og det eneste andet konservative menneske i miles omkreds var ifølge Scruton selv den napolitanske servitrice i kantinen.

Efter udgivelsen i 1980 af en meget utidssvarende bog, The Meaning of Conservatism, blev han redaktør for det kontroversielle tidsskrift The Salisbury Review, hvilket endegyldigt spolerede hans akademiske karriere. Sideløbende brugte han tid og kræfter på at bistå dissidente kræfter i Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet i deres modstand mod regimet, hvad disse aldrig glemte.

Han fik problemer med at forsørge den familie, han fik i en sen alder (”at blive voksen som 54-årig er ikke en stor bedrift, men bedre end slet ikke at blive voksen”), og måtte rykke teltpælene til USA. I 2010 vendte han tilbage til UK for at sikre sine børn en ordentlig skolegang. Han levede siden efter sine traditionsbevidste principper som ’fox-hunting gentleman’ med en stor kærlighed til heste, selvom han med sit udgangspunkt i den lavere middelklasse ikke var født til det.

Scruton publicerede over 60 bøger og et par operaer. Tre-fire af hans bøger var romaner. Ligegyldigt hvilken genre og hvad han skrev om, var det altid nuanceret, meget læseværdigt, meget smukt skrevet. I den glimrende ”Sexual Desire” fra 1986 skrev han eksempelvis om sex-moral i en sexfikseret tid, i ”The West and the Rest” (2002) om terrorismens og globaliseringens dobbelte trussel.

Scrutons vinkel var her, at vesten må styrke nationalstaten for at genfinde sammenhængskraften, han var for Brexit og troede ikke meget på EU. Vi må revidere vores dumglade accept af ’multikulturalisme’ og vores brug af frihandel, kun til egen gavn, som en måde at dirke ’resten’ af verden op på, og vi må styrke vores kontrol med multinationale selskaber. Vi må opgive ’forkastelsens kultur’ og lære at holde fast i vores arvesølv. Det gjaldt ikke mindst den kristne tro og kirken. I ”The Uses of Pessimism” (2010) understregede han nødvendigheden af at sætte grænser, hvis vi vil opnå et samfundsliv med den størst mulige frihed. Grænser som kan ”minde os om menneskets mangelfuldhed og det virkelige samfunds skrøbelighed”. Her flugtede han med Burke.

I sin blog på bladet ”The Spectator” så han kort før sin død tilbage på året 2019: ”Mens jeg gik til bunds i mit eget land, blev jeg løftet til op andre steder, og når jeg ser tilbage kan jeg kun være glad for, at jeg levede længe nok til at se det ske. Når man nærmer sig døden begynder man at indse, hvad livet betyder, og hvad det betyder er taknemlighed.”

Hans stemme vil blive savnet.