Vi er fulde af løgn.
Så klart indleder Jacob Fuglsang sin skarpe og indsigtsfulde bog. Løgnen gælder den måde, vi forholder os til børns og unges uddannelse på. Vi siger ét og gør noget andet, hedder det i bogen, som forfatteren også beskriver som sin ”personlige frontberetning”. Og han har noget at have sin beskyldning i, som den nok mest erfarne og indsigtsfulde uddannelsesjournalist herhjemme. Og som far til to børn, som har været gennem systemet.
Det er ikke kun politikerne, Fuglsang retter sin pegefinger mod. De skyldige er også forældre, der siger, at skolen skam er vigtig - men som alligevel hiver deres børn ud af den, hvis de kan komme billigere på ferie uden for skoleferierne.
Det er også lærere, der påstår, at de ønsker at være mere sammen med børnene, men som alligevel bliver siddende på lærerværelset, indtil klokken ringer. Og som derfor først kan komme i gang med at undervise ti minutter efter, at timen er begyndt; for de skal jo først have skabt ro i klassen. Og så er der skoleledere, som ved højtidelige lejligheder taler højstemt om betydningen af faglighed, men til daglig aflyser timer og sætter uuddannede vikarer til at varetage otte procent af undervisningen - svarende til et helt år for en elev med 10 års skolegang.
Også kommunerne excellerer i dobbelttale, som i virkeligheden betyder dobbeltmoral. Selvom de hævder, at de prioriterer skole og undervisning højt, viser de økonomiske nøgletal noget andet, nemlig at udgifterne pr. elev faldt fra 2002 til 2013. At deres skoler i forvejen har svært ved at leve op til det timetal, det forudsættes i loven, betyder, at man får sine tvivl om, hvordan det kommer til at gå med de mange flotte løfter, der blev afgivet i forbindelse med skolereformen sidste år.
Skiftende regeringer har hævdet, at deres mål var at uddanne alle og stille alle lige. Men Fuglsang kritiserer dem for at indrette skole og uddannelser på en sådan måde, at det netop ikke lykkes. En ud af fem elever vil aldrig komme videre i uddannelsessystemet og derfor aldrig få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Samtidig har regeringer og ministre gjort ondt værre ved ikke at give skolerne arbejdsro og forfølge langsigtede mål. I stedet er de blevet bombarderet med løsrevne reformer og bekendtgørelser, som ikke har virket efter hensigten, eller som har peget i forskellige retninger.
Den seneste folkeskolereform, som tildeles en stor del af pladsen i den vidtfavnende bog, får en ublid medfart. Den bygger på dårlig forberedelse og et politisk kompromis. Der vil sikkert være nogle, der husker, at undervisningsminister Christine Antorini (S) ved sin tiltrædelse lovede, at der ville blive foretaget et omfattende forsøg med heldagsskole, inden der blev indført en så gennemgribende reform. Det løfte holdt hun aldrig.
Før vi vidste af det, stod vi med den største skolereform i årtier. Reformen er både uklar og modsigelsesfuld. Derfor vil det blive op til den enkelte kommune og skoleleder at bestemme, hvordan den skal føres ud i livet. Når man betænker, at der i forvejen eksisterer en betydelig kynisme blandt skolens praktikere - lærerne - over for nye reformer, må man forvente, at der ikke vil ske så meget, som ministeren havde forestillet sig. Og Danmarks Lærerforening vil gøre sit til, at alting forbliver nogenlunde, som det altid har været. På en måde vil skolen fastholdes i sin egen tidslomme, mens resten af samfundet forandrer sig.
Lærernes fagforening er eksempelvis fast indstillet på fortsat at holde andre faggrupper ude. Altså pædagogerne. Det ville gøre det svært, for ikke at sige umuligt, at få noget fornuftigt ud af en af de helt nye påfund i reformen: den såkaldt understøttende undervisning. For den forudsætter netop et tæt samarbejde. Men allerede lovteksten rummer så megen signalforvirring, at eleverne vil have svært med at finde ud af, hvad der forventes af dem: om de går i skole eller har fri. I stedet burde timerne være brugt til mere undervisning, mener Fuglsang.
Bogen er bygget op i fem dele, som handler om børnehaven, indskolingen, mellemtrinnet, udskolingen og ungdomsuddannelserne. Hver del er igen opdelt i små kapitler om alt fra elevpjækkeri, inklusion, mislykket pædagogik, lærerroller, forældresvigt og lærerfravær til gymnasieelevers brug af Facebook, fusk og fredagsbarer.
Man kommer i sandhed vidt omkring og føler sig ret velinformeret på en let forståelig og til tider næsten underholdende måde. Ja, den fagligt velfunderede forfatter har tilmed overskud til at indsætte en række forslag til forbedringer efter hver del henvendt til folketingspolitikere, kommunalpolitikere, skoler og forældre.
Det er en bog, de alle bør læse. Men om de kan se sig selv i det spejl, Fuglsang holder op, må man desværre betvivle. For man ender nemlig med at sidde tilbage med det indtryk, at selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem er en form for brist i vores nationalkarakter.
kultur@k.dk