H.A. Brendekilde (1857-1942) er både nationalt og internationalt kendt for et bestemt værk, nemlig ”Udslidt”, der er malet i 1889. Det naturalistiske billede viser en fattig stensamler, der er brudt sammen under byrden af sit arbejde. Han ligger død på den bare mark, mens hans kone sender et skrig mod den gudløse grå himmel. Billedet kan tolkes som en moderne pieta eller en revolte mod elendige sociale vilkår på landet i slutningen af 1800-tallet.
”Udslidt” vakte opsigt i samtiden, hvor det blev vist på talrige udstillinger, det har haft en lang virkningshistorie og er det mest populære billede på Brandts i Odense, hvor det hænger til daglig.
Måske har billedet også dannet inspiration for Edvard Munchs ikoniske ”Skriget” fra 1893. Munch har i hvert fald haft rig mulighed for at studere ”Udslidt” på Verdensudstillingen i Paris i 1889, hvor det hang i den nordiske pavillon få meter fra Munchs egne værker.
Det hævder Ralph Sonne i en ny bog om H.A. Brendekilde. Kunstnerens banebrydende måde at skildre selve skriget på som udtryk for vrede, desperation, angst og et forbandet råb om hjælp har tydeligvis forplantet sig blandt tidens kunstnere, og Ralph Sonne kan trække sigende paralleller til ikke blot Edvard Munch, men også andre samtidige kunstnere som Akseli Gallen-Kallela og Gustav Vigeland, ja, helt op i nutiden til den amerikanske kunstner Max Ginsburgs ”War Pieta” fra 2007.
Det er kendetegnende for Ralph Sonnes bog om H.A. Brendekilde, at den kommer vidt omkring. Det er ikke en traditionel biografi eller monografi, men et værk, der beskriver kunstneren fra forskellige vinkler, så værket bliver prismatisk. På den måde afspejler bogen glimrende Brendekildes eget virke.
Et virke, der i nogen grad er blevet borte i hans talløse billeder af bondehuse omkranset af markblomster og stokroser. Men også dette har Ralph Sonne en god forklaring på. Den botanisk interesserede Brendekilde anlagde – ligesom Claude Monet i Giverny – en vidunderlig blomsterhave i Jyllinge, hvor han slog sig ned som malende gartner i 1920’erne.
Ellers kom H.A. Brendekilde fra små kår fra den landsby på Fyn, hvorfra Hans Andersen siden tog sit kunstnernavn. Ralph Sonne, der er uddannet inden for naturvidenskaberne, går til kilderne for at få alle facetter af kunstneren med. Og der, hvor hans egen viden – eksempelvis inden for kunstens og filosofiens historie – ikke slår til, har han konsulteret eksperter, som han åbent og redeligt citerer.
Brendekilde kommer derved til at fremstå som en mere nuanceret og interessant kunstner end ved første øjekast. Brendekildes talent betød, at han ytrede sig inden for flere felter. Ud over det primære – maleriet – arbejdede han som skulptør og keramiker, ligesom han designede og skar sine egne rammer før andre i tiden som parret Slott-Møller, Svend Hammershøi, Willumsen og Larsen Stevns gjorde det.
Ofte, så det lagde en signifikant betydning til maleriets motiv. ”Udslidt” vises i dag ikke i maleriets originale ramme; ved grundige arkivstudier har Ralph Sonne fundet ud af, hvordan den så ud.
Det var H.A. Brendekilde, der trak tidens kunstnere til Kählers keramiske værksted i Næstved og initierede det skifte til kunsthåndværket, der blev kendetegnende for virksomheden.
Selv skabte han fabulerende unikum-arbejder til Kähler, ligesom han som tilknyttet til Fyens Glasværk designede smukke, skønvirkeprægede arbejder. Brendekilde skabte en lille kunstnerkoloni i 1880’erne ved Raagelund på Fyn hos mæcenen, gårdejer Lars Ebbesen, hvad der fik varig betydning for hans ven L.A. Ring.
Brendekilde hjalp Ring i gang, de delte ved flere lejligheder atelier i København, bosatte sig begge ved Roskilde Fjord og blev venner for livet. En udstilling i det kommende år på Brandts, Randers Kunstmuseum og Nivaa-gaard vil belyse venskabet og den gensidige inspiration mellem Brendekilde og Ring.
Ralph Sonne påviser i en række fortolkninger af kendte og ukendte malerier af H.A. Brendekilde, hvordan kunstneren umærkeligt glider mellem naturalisme, symbolisme og impressionisme, ikke blot stilmæssigt, men også tematisk og eksistentielt.
Den sociale indstilling og opgøret med uligheden i samfundet, som eksempelvis ”Udslidt” markerer, forlader imidlertid aldrig Brendekilde. Han maler flere socialt allegoriske og kritiske værker, herunder ”En landevej” fra 1893, hvor Jens Vejmand får besøg af tømrersønnen fra Nazaret, mens kirken og de velbjærgede på den modsatte side af vejen hytter sig og sine. De bibelske motiver tolkes ind i en moderne virkelighed hos Brendekilde, selvom han også skaber mere traditionelle altertavler som til Agersted kirke.
Det sociale og det facile har altid stødt sammen hos Brendekilde, men i Ralph Sonnes bog tillægges også de mere indbydende og salgbare sider af Brendekildes virke en betydning, om ikke andet, såsom det tab af Paradis, der vedvarende synes at være en del af kunstnerens bevidsthedsform, og som han selv synes at forsøge at forlige med anlæggelsen af huset og den smukke have i Jyllinge.
Ralph Sonne trækker visuelle og tematiske tråde op til nutidige kunstnere som Allan Otte, Søren Hagen, Ulrik Møller og Søren Martinsen, der arbejder i forlængelsen af arven fra L.A. Ring og H.A. Brendekilde. Det giver god mening, al den stund at landskabet jo ligger der endnu, og de sociale problemstillinger jo stadig er der, selvom de til en vis grad har forandret form og udtryk.
Ralph Sonnes bog om H.A. Brendekilde er ikke specielt velskrevet eller velkomponeret, og nogle af dens tolkninger og sammenstillinger er diskutable, men den rummer et væld af nye oplysninger og en ihærdig lidenskab, der er velgørende.
Forlaget Multivers har ingen ære af den. Sjældent har jeg læst en bog med så mange korrekturfejl, slagfejl og sjuskerier. Synd, når der er lagt så meget entusiasme og så mange fondsmidler i den flot udstyrede bog. Brendekilde er ikke udslidt.