Hvorfor skal man gå i biografen og se en film om det britiske popikon Elton John, der i disse dage rejser verden rundt på afskedsturné? Hvad kan der være et hente i endnu et portræt af popkunstneren som ung mand, der kæmper så bravt for at slippe for sig selv, at han ender som et tomt hylster uden andet indhold end stoffer og snalrede strofer?
Indrømmet. Der er ikke meget eksistentielt gods i ”Rocketman”, der vel kan opsummeres som fortællingen om en uelsket dreng, der bliver en stor stjerne kun for at miste sig selv. Alligevel er ”Rocketman” en forrygende filmfest, fordi dens bramfrie ekstravagance netop punkterer biografiens indbyggede patos. Befriet for ironi, men fuld af kærlighed.
”Rocketman” er alt for meget. For svulstig, for prangende, alt for udklædt. Patetisk og ukritisk hyldende. Men forløsningen af fortællingen er fænomenal. ”Rocketman” er storskala filmmagi, en pragtfuld visuel forestilling, hvor Elton Johns poppede bagkatalog fortæller en banal historie om et liv. Om den uelskede dreng, der angler efter et knus fra faderen og et kærligt blik fra moderen. Om verdens bedst sælgende kunstner, som starter på afvænning iklædt rød fjerdragt, glitrende djævlehorn og hjertebriller.
Her møder vi ham, Elton. Her møder vi skuespiller Taron Egerton, der giver klichéen Elton John liv og sjæl og fylde og angst og menneskelighed og charme.
Siddende der i rundkredsen forsøger han først at pudse sine fjer, puste sig op som den stjerne, han er. Men langsomt falder maskerne, lige som de utallige kostumeskift, han er så berømt for. Og endelig, og vidunderligt, bryder Elton ud i sang. For ”Rocketman” er en musical, en ægte sentimental musical, hvor skuespillerne skænker te syngende, går gennem gaderne syngende, taler sammen syngende.
”Your Song” bruges til ømt at beskrive forholdet mellem Elton og hans faste makker, sangskriveren Bernie Taupin (Jamie Bell). Og det fungerer.
”Rocketman” er lige så meget en hyldest af filmmediet, til musicalgenren, som af Elton John.
Det er bundløst underholdende. Og meget mere velplaceret end den underligt bornerte og tamme ”Bohemian Rhapsody”, hvor frækheden blev væk, og den patetiske hygge stod tilbage.
Elton John er humørsyg, berømmelsen klæder ham dårligt. Og selvom filmen ikke skyer tilbage fra hverken sex mellem mænd eller stoffer, gør det aldrig rigtig ondt, bliver det aldrig rigtig beskidt. Der lurer konstant et nyt hit i kulissen, et nyt spjæt med benene. Det grænseoverskridende holder sig pænt inden for rammerne, men hvilke rammer af fjer, glitter og guld. Farverne er besnærende, blinget berusende.
”Rocketman” er en popkulturel pastiche. Og selvom den ender vammelt med helteoprejsning til sir Elton, så gør selv det ikke noget. Forvent et skud popmagi, ikke dybdepsykologi. En fortælling om en mand, der aflivede sit selv for at blive en anden. Funklende forløst.