Prøv avisen
Bog

Et smukt og vidunderligt indblik i Inger Christensens arkiv

6 stjerner
Foto: Ole Buntzen/ritzau

Det er en stor begivenhed, når læsere nu får mulighed for at læse i Inger Christensens efterladte papirer. ”Som var mit sind lidt græs der blev fortalt” er årets smukkeste julegave

Man har ikke sagt for meget, hvis man om Inger Christensen, der døde i 2009, siger, at hun har udgivet nogle af dansk litteratures smukkeste og voldsomste bøger.

Man har heller ikke sagt for meget, hvis man går skridtet videre og siger, at hun med digtsamlingerne ”Det” (1969), ”Brev i april” (1979), ”Alfabet” (1981) og ”Sommerfugledalen” (1991) har skrevet nogle af de betydeligste værker ikke bare i dansk litteratur, men i verdenslitteraturen.

De hæver sig op over mængden med deres tindrende klare billeder og stramme systemarbejde, og de overrumpler med deres umiddelbare enkelhed og umådelige rækkevidde. Dertil kommer – dem må man endelig ikke glemme – essaysamlingerne ”Del af labyrinten” (1982) og ”Hemmelighedstilstanden” (2000), hvor hun står frem som tænker, hvis ikke ligefrem filosof. Christensen er både digter og tænker, det mærker man tydeligt i alle kanter af forfatterskabet.

Det er i det lys heller ikke så mærkeligt, at hun hører til blandt en af de helt store inspirationskilder for centrale dele af ny dansk litteratur (Amalie Smith, Morten Chemnitz, Signe Gjessing, Josefine Klougart, Martin Larsen, Lea Marie Løppenthin, Rasmus Halling Nielsen), ja, hun er måske en af de væsentligste digteriske forudsætninger for den udforskning af menneskets forhold til naturen, som vinder frem i dansk litteratur lige nu under overskrifter som økopoesi, klimalitteratur og økokritik.

Tilsvarende udgør hun referencerammen for flere udenlandske forfattere, der har arbejdet inden for sådanne problemfelter, som svenskerne Ida Börjel og Agnar Lirhus/Rune Markhus og amerikaneren Juliana Spahr.

Inger Christensen er med andre ord altid aktuel, altid værd at snakke og skrive om og ikke mindst: altid værd at læse og genlæse.

At Gyldendal i dag udgiver en ny bog af Inger Christensen er derfor lidt af en begivenhed. Den nye bog, der bærer den vidunderlige titel ”Som var mit sind lidt græs der blev fortalt”, er et lille udvalg (foretaget af den svenske digter Marie Silkeberg og Inger Christensens søn, Peter Borum) af Christensens efterladte papirer, hvoraf mange ikke har været udgivet før.

I forordet lover forlagsredaktøren, at en stor, samlet version udkommer til foråret 2018, men indtil da må vi ”nøjes” med dette blik ind i digterens arkiv, ind i hendes arbejdsværelse. Jeg skriver ”nøjes” i anførselstegn, fordi man vitterligt ikke savner noget, når man læser sig igennem bogens tekstudvalg.

Her er indsigtsfulde tekster om andre forfattere og kunstnere, fine tegninger og ikke mindst digte og digtudkast (særligt omkring arbejdet med ”Brev i april” og ”Alfabet”) af så stor kvalitet, at man undrer sig over, hvorfor Christensen ikke selv fandt anledning til at få dem trykt.

Det siger ikke så lidt om hendes format. Prøv eksempelvis bare at læse dette digt:

”aftenfalken fejer himlen ren,/ bølgeslaget vender sig i søvne/ cirkler lidt om strandens gamle sten,/ det slidte græs der har så mange navne/ er næsten anonymt igen af sand,/ forliste børn der intet har at savne/ går langsomt op til husene på land,/ her lyder kun en fjern forsinket piben/ i randen af det bølgeløse vand/ jeg tror den samme lyd som viben/ kaster rundt når ungerne bliver væk,/ langt om længe trækker solen striben/ med sig ned bag horisontens hæk/ ned i verdensrummets sorte sæk.”

Når man læser Christensen, får man et nyt perspektiv på sig selv og omverdenen. Man ser, at vi blot er ”en tilfældigt forbipasserende menneskehed” – som det lyder i en anden tekst – der udgør midlertidige fnug i verdensrummets sorte sæk.

Hendes tekster udtrykker en ydmyg undren over og en omsorg for det levende og døde, og hun minder os igen og igen om, at mennesket ikke er placeret på afstand af verden, men indlejret i den.

For Inger Christensen – det oplever man også tydeligt i dette udvalg – er verden ikke defineret af forskelssættende dikotomier og kategoriske skel (liv versus død, kultur versus natur, bevidsthed versus verden og så videre), men af kontinuitet og grænsenedbrydende lighedsrelationer.

Tænk blot på titlens sammenligning, der elegant forbinder sind og græs. Eller hør dette digt, der leverer en smertefuld poetisk stikpille til dem, der tror, at menneskets skæbne er hævet over vores ikke-menneskelige omgivelser og indgivelser (Christensens effektive ordspil fra ”Del af labyrinten”) – og lad det samtidig være den afsluttende og ubetingede anbefaling af denne digteriske julegave:

”Hvad findes der mere/ hvad findes der mor/ hvad findes der mer/ mellem himmel og jord// du tror nok jeg mener/ usynlige ting/ som dem der engang/ har sat verden i sving// Jeg mener de ting/ i et menneskes hjerne/ der gør vores jord/ til en dødsmærket stjerne/ Jeg mener de ting/ der gør at vi tror,/ vi aldrig bliver to/ abrikos-træer der gror/ Hvad findes der ellers/ hvad findes der mor/ når bomben er faldet/ her hvor vi bor.”