Et snit i den rosenrøde æblekind

Imponerende iscenesættelse af Leo Janáceks hovedværk, ”Jenufa”, på Den Jyske Opera

Hvor international ”Jenufa” end er i sit menneskelige budskab - og i musikkens hørbare empati over for sine hovedpersoner - er den i bund og grund en ærketjekkisk opera, også med sin tillempede anvendelse af tjekkisk folkemusik. I det hele taget er værket med sin deklamatoriske karakter tæt knyttet til det tjekkiske sprog, som operaen da også blev sunget på i Musikhuset i Aarhus. På billedet spiller tenoren Magnus Vigilius den flabede fætter Steva for fuld udblæsning foran Den Jyske Operas Kor.-
Hvor international ”Jenufa” end er i sit menneskelige budskab - og i musikkens hørbare empati over for sine hovedpersoner - er den i bund og grund en ærketjekkisk opera, også med sin tillempede anvendelse af tjekkisk folkemusik. I det hele taget er værket med sin deklamatoriske karakter tæt knyttet til det tjekkiske sprog, som operaen da også blev sunget på i Musikhuset i Aarhus. På billedet spiller tenoren Magnus Vigilius den flabede fætter Steva for fuld udblæsning foran Den Jyske Operas Kor.- . Foto: Kåre Viemose.

Helt tilbage i 1965 var det Den Jyske Opera, der gav Leo Janáceks gribende opera ”Jenufa” sin danske uropførelse. Og efter succesen med ”Katja Kabanová” for et par år siden har operachef Annilese Miskimmon fået appetit på mere Janácek. Det har resulteret i en imponerende og i lange stræk betagende nyiscenesættelse af ”Jenufa”, der stammer fra 1904 og vel nok må regnes for komponistens væsentligste værk.

Det er en grum historie, der udspiller sig i et indeklemt landsbymiljø, hvor den stakkels Jenufa bliver klemt mellem sine to fætre, der for øvrigt er halvbrødre. Ingen af dem er åbenbart værd at samle på. Steva, som hun er forelsket i og i dølgsmål venter et barn med, er en drikfældig og overfladisk fyr, og Laca, som hun ikke er forelsket i, har et heftigt temperament og giver hende i et anfald af jalousi et snit i den ”rosenrøde æblekind”, han ellers har rost i høje toner.

Steva vil ikke vide af Jenufa, efter at hun er blevet vansiret, men til gengæld angrer Laca og viser sig i det lange løb at være ”god nok”. I alle tre akter spiller Jenufas plejemor, den dominerende Kostelnicka, fornemt sunget og spillet af Gitta-Maria Sjöberg, en vigtig rolle. Kostelnicka griber i anden akt ind i handlingen på en definitiv og morderisk måde.

Det lyder måske som en tjekkisk udgave af et Morten Korch-drama, men Janáceks inciterende musik smyger sig fra første færd om den intense handling og er medvirkende til at give den et troværdigt skær. Aarhus Symfoniorkester ydede den fuld retfærdighed, dirigeret af tjekkiske Jaroslav Kyzlink, der siden 2012 har været musikchef på Nationalteatret i Prag.

Den flabede fætter Steva blev fremstillet udmærket af tenoren Magnus Vigilius, som vi kender fra flere gode præstationer på Det Kongelige Teater, mens den slovakiske tenor Peter Berger var ypperlig som Laca. Endelig havde man gjort noget af et kup ved at få den irske sopran Sinéad Mulhern til at synge titelrollen. Hun dækkede både sangligt og psykologisk de mange omskiftende følelser, Jenufa gennemløber. Også i birollerne blev der ydet fortræffelige præstationer hele vejen rundt.

”Det er synd for menneskene,” konstaterede August Strindberg i ”Ett Drömspel” fra 1902 - året, hvor Janácek var i fuld gang med at komponere sin skelsættende opera, som han selv skrev teksten til på grundlag af et skuespil af den tjekkiske forfatter Gabriela Preissová.

Hvor international ”Jenufa” end er i sit menneskelige budskab - og i musikkens hørbare empati over for sine hovedpersoner - er den i bund og grund en ærketjekkisk opera, også med sin tillempede anvendelse af tjekkisk folkemusik.

I det hele taget er værket med sin deklamatoriske karakter tæt knyttet til det tjekkiske sprog, som operaen da også blev sunget på i Musikhuset i Aarhus. Derfor er det svært at forstå, at forestillingens instruktør, Annilese Miskimmon, havde dekreteret, at handlingen skulle udspille sig i ”det vestlige Irland 1918”. Der var da også visse irske (fremmed)elementer at skue, men det siger noget om forestillingens styrke - og også om Miskimmons ubestridelige talent som iscenesætter - at dette kunstgreb ikke kom til at spille nogen særlig rolle for det stærke helhedsindtryk, der sved sig ind i sindet på én.

Det var synd og skam, at det kun blev til tre forestillinger i Aarhus - torsdag, lørdag og mandag, hvor jeg oplevede den midterste - men Den Jyske Opera har sandsynligvis vurderet rigtigt ved at lade Mascagnis anderledes sødmefulde ”l'amico Fritz” være årets store turnésatsning. Den får premiere i Odense den 2. oktober.

kultur@k.dk