Uanset hvor lidt eller meget man har beskæftiget sig med Søren Kierkegaard (1813-55), aner mange nok, at den store teolog og filosof især var optaget af individet.
Søren Kierkegaard skrev sine værker i første halvdel af 1800-tallet i en epoke, hvor mennesket i stigende grad måtte definere sig selv uden tidligere tiders intense forbindelse med tradition og mytologi, og Kierkegaard så det som sin livsmission at hjælpe den enkelte på vej. Det betyder dog ikke, at han ikke interesserede sig for samfund og politik, hvilket har ansporet lektor i idéhistorie Ole Morsing til at skrive bogen ”Kierkegaards samfundskamp – med livet som indsats”. Med den vil han vise, hvordan Kierkegaard ikke alene gjorde sig mange tanker om dette, men også at disse er særdeles relevante i dag.
Ole Morsing kredser om det interessante skæringspunkt i Kierkegaards tænkning, hvor individet gennem erfaringen af både de ydre rammer og det indre og forholdet til Gud skal blive sig selv, hvilket også er et fascinerende projekt. Det er naturligvis blevet berørt før, og Ole Morsing henviser også til forgængere – ikke mindst den fremragende Kresten Nordentoft, der i 1970'erne analyserede Kierkegaards psykologi i samklang med tid og omgivelser. Derudover er det alment observeret, at Kirkegaard havde stærke holdninger til enevælde, demokratisk bevægelse, drømmen om verdslig lighed, og den store fare for at individet religiøst vil gå under i den brusende moderne udvikling.
Men der er stadig meget at sige, og Ole Morsing kommer vidt omkring. Ud over forsøget på at definere Kierkegaards eget politiske ståsted beskæftiger bogen sig med alt lige fra skole og kirkesyn til frihed, marked, globalisering og digitalisering, og vi må nøjes med at fremhæve nogle få punkter her.
En advarsel mod stilstand
Søren Kierkegaard opfattes normalt som konservativ. Han var tilhænger af enevælden og modstander af demokrati og udlovede i 1851 en dusør til den, der i hele hans forfatterskab kunne identificere blot et enkelt forslag til forandring i det ydre. Kierkegaard troede på traditionens kraft, og for ham var den indre bevægelse absolut den mest afgørende. Men samtidig erkendte han, at tidsånden præger os, og af skriftet ”En literair Anmeldelse” fra 1845 fremgår det klart, at han med inspiration fra de franske begivenheder i 1789 påskønner den lidenskab og inderlighed, der kan fremkomme i mennesket i forbindelse med revolution.
Også Ole Morsing henviser en del til netop dette skrift, der illustrerer Kierkegaards iver efter at advare individet mod nivellering og indre stilstand, i et samfund der mere og mere gør den enkelte til del af et passivt publikum. Mere end ret meget andet frygtede Søren Kierkegaard flokmentalitet og en tilstand, hvor det til sidst er den offentlige mening, der bliver til samfundets egentlige diktator.
Vaklende autoritet
Noget af det mest interessante i denne bog er gennemgangen af Kierkegaards syn på skolen og lærerens autoritet. Han skriver angående det nedbrudte forhold mellem lærer og elev: ”(…) snarere er Forholdet en vis Ligelighed i gjensidig Udvexling mellem Lærer og Discipel om hvorledes en god Skole bør indrettes.” Autoriteten vakler, hvormed det ikke er muligt at opnå det ideal, som Kierkegaard efterstræber, nemlig, som han skriver i ”Kjerlighedens Gjerninger”, ”at staa ene – ved en Andens Hjælp!”. Kierkegaard hylder denne dobbelthed, hvor den enkelte i forholdet til en opbyggelig autoritet hjælpes til at blive en enkelt, og Ole Morsing skriver:
”Det er, som om Kierkegaard skuer ind i det 21. århundrede, hvor resultatet er blevet, at formålet med skolen reduceres til lærings- og kompetencemål.”
Allerede i 1840'erne forstod Søren Kierkegaard, hvilken vej det gik med skolelærerens autoritet – ja, generelt med relationerne mellem os, når ”Refleksionen”, som han kalder det, gør sit indtog. Altså tilstanden, hvor menneskene ikke længere forholder sig til hinanden, men snarere sammenligner sig med hinanden. Her brydes sund autoritet ned, og både børn og forældre trænger ifølge Kierkegaard til ny forståelse af begrebet opdragelse.
Han skriver: ”Maaskee i intet Forhold og i ingen Retning vil Tidens Forvirring blive saa grinagtig som i Opdragelses-Væsenet. I næste Generation vil formdl. Forældrene selv være saa maadelige at de i høieste Grad selv behøvede Opdragelse (…)”.
Den bevæbnede neutralitet
Bogen fremlægger også Kierkegaards syn på kirken, som han endte med at ønske skilt fra staten, idet han var urolig ved, at det åndelige forbindes med institution. Kierkegaard var generelt varsom i sin omgang med folk, nation og stat, og Ole Morsing sammenfatter Kierkegaards position i den berømte kirkekamp frem til hans død i 1855 som ”den bevæbnede neutralitet”. Udtrykket er Kierkegaards eget og rummer erkendelsen af, at mens han ved, hvad kristendom er, ved han også, at han ikke selv lever op til dens fodring. Derfor kan han ikke dømme, men må i stedet, som vi kender det fra forfatterskabet, for individets skyld kæmpe på indirekte vis.
Denne raffinerede position gælder også i Kierkegaards samfundskamp. Han kunne ikke drømme om at blive politiker, for hele hans samfundstænkning skal ses i lyset af kristendommen, og dette har Ole Morsing et fint blik for. Han forråder ikke Søren Kierkegaard ved at gøre ham til samfundstænker mere end teolog, heller ikke når han sætter ham i forhold til andre tænkere – heriblandt tyske Carl Schmitt (1888-1985).
En gold fremstilling
Dog skal der alligevel her til sidst lyde et suk. For mens ”Kierkegaards samfundskamp” er fyldt med spændende tankegods, er den dårligt formidlet. Det er tung og akademisk læsning i et temmelig upersonligt sprog, og det er jo desværre ikke første gang, at man ærgrer sig over, at sprog og præsentation prioriteres for lavt. Det er ikke måden at få flere danskere til at læse Kierkegaard på, og mens jeg giver bogen her fire stjerner på grund af det interessante indhold, trækker den golde fremstilling af det ned. Er man ikke i forvejen begejstret Kierkegaard-læser, er der ret stor risiko for, at man går død her, og det er en skam, for Ole Morsing har indlysende ret. Nogle af Søren Kierkegaards tanker om politik og samfund er så klartskuende, at man næsten ikke fatter, at magisteren ikke lige nu står lyslevende iblandt os, mens han formulerer dem.
Ole Morsing: Kierkegaards samfundskamp – med livet som indsats. 235 sider. 299,95 kroner. Klim.