Drama behandler en gammel –men vigtig– historie om massernes medløberi

I ”Et tysk liv” bliver vi ikke præsenteret for en historie, vi ikke allerede har hørt til hudløshed – og alligevel kan vi ikke høre den nok

Kirsten Olesen spiller hovedrollen fængslende og med alle de subtile nuancer, karakteren kræver. – Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater.
Kirsten Olesen spiller hovedrollen fængslende og med alle de subtile nuancer, karakteren kræver. – Foto: Camilla Winther/Det Kongelige Teater.

Det allermest hårrejsende ved Brunhilde Pomsels historie er, hvor almindelig hun i grunden var. Hun kunne være din rare, gamle bedstemor med page og praktiske sko, hun kunne være dig selv, i stedet blev hun et tandhjul i nazismens infernalske propagandamaskineri som sekretær for regimets mest indædte antisemit, Joseph Goebbels.

For Brunhilde Pomsel var nazismen ikke et valg, men noget, der bare skete. Det var ikke et brændende engagement i sagen, der skaffede den 31-årige kvinde stillingen som sekretær for Tysklands propagandaminister i 1942, men snarere hendes lydige, autoritetstro tilgang til arbejdet. Man stillede ikke spørgsmål, gjorde bare, hvad der blev sagt. ”For os skete det bare,” lyder det lavmælt, mens hun vaklende finder vej til scenens forreste stolerække. Herfra kan man betragte den aldrende dames ansigt helt tæt på; blikket, der skamfuldt søger mod gulvet, det forsigtigt undskyldende smil. For Pomsels fortælling er ikke bare en vidnesbyrdberetning fra en verdensbegivenhed, det er et psykologisk nærstudie af skyldspørgsmålet, en undersøgelse af anger og ansvar. Hvad vidste den velfriserede og venlige dame egentlig om de frygtelige hændelser, om jødeforfølgelser, koncentrationslejre og systematisk udryddelse, der foregik for næsen af hende?

I britiske Christopher Hamptons manuskript, der er en bearbejdning af det 30-timer lange interview med den virkelige Brunhilde Pomsel, som siden blev til dokumentarfilmen ”Et tysk liv – Goebbels sekretær” og interviewbogen af samme navn, lades der ikke megen tvivl. Sekretæren vidste godt i store træk, hvad der foregik, men hun ønskede ikke at vide det. Selv fastholdt hun indtil sin død i 2017, at hun ikke kendte til omfanget af nazismens forbrydelser – var det fortrængning, efterrationalisering, almindelig overlevelse?

I sin beretning klynger hun sig til forklaringen, at det var en anden tid. De var så unge, så fjollede og uvidende – den holdningsløse livsindstilling var et produkt af tidens strenge opdragelse til ikke at udfordre autoriteter. Pomsels fortælling rækker tilbage til tiden umiddelbart før Første Verdenskrig; hun fødes ind i en almindelig tysk middelklassefamilie, herfra uddannes hun til stenograf, får arbejde som sekretær for en jødisk forretningsmand, forbi statsradiofonien og slutteligt avanceringen til sekretær i propagandaministeriet. Hun genkalder sig krigens sidste timer i den underjordiske førerbunker, da Hitler begår selvmord, og Goebbels og familie følger trop. Vi hører om turen gennem et sønderbombet Berlin i maj 1945, hvor hun fængsles af sovjetrusserne og interneres i en af nazisternes tidligere koncentrationslejre Buchenwald. Hun har været førstehåndsvidne til hele den store historie. Utænkelige, dramatiske ting er sket for øjnene af hende – og alligevel fremføres alle de uhyrlige begivenheder, som berettede hun fra et helt almindeligt liv. Et referat af en film fra en fjern fortid.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kirsten Olesen spiller rollen fængslende og med alle de subtile nuancer, karakteren kræver. Uengageret og skuldertrækkende det ene øjeblik, barnligt begejstret og ungpigenaiv det næste. Kun når hun henført besynger Goebbels flotte uniformer eller beklemt mindes sin jødiske veninde Eva, mærker man et ægte engagement, der dog hurtigt slås ned af fortrængningsmekanismer: ”Det skete bare”, ”Vi vidste ikke noget”, ”Der er så meget, jeg har glemt”. Og umiddelbart er hun troværdig, denne lille dame, der med sin pæne dragt og sirlige frisure inkarnerer den tyske pertentlighed og orden.

I lydbilledet undergraves uvidenhedsnarrativet imidlertid hele tiden af en foruroligende, knagende rumlen. Fundamentet under fortællingen slår sprækker og bagtæppets stolekaos trænger sig stedse tættere på. Det er måske nok en accentuering, man godt kunne undvære. Og i det hele taget har forestillingen en tilbøjelighed til at overfortælle og unødigt udpensle pointer i stedet for at lade publikum selv drage parallellerne. Især er det anstrengende, når monologen, som ellers har holdt sig på den gode side af det tvetydige og åbne, munder ud i en omklamrende politisk skåltale med formaninger til nutiden om flygtningekriser og fremmedhad, og Brunhilde er sekunder fra at bryde ud i Lennons ”Imagine”.

I ”Et tysk liv” bliver vi ikke præsenteret for en historie, vi ikke allerede har hørt til hudløshed – og alligevel kan vi ikke høre den nok. Det er evigt på sin plads med en påmindelse om katastrofens snigende natur. Hvordan massernes medløberi, passivitet og lukkede øjne gjorde det muligt for nazismen at få grusomt fodfæste i den tyske nation. Og om hvordan ondskabens ansigt ikke altid er et genkendeligt monsters grumme fysiognomi, men undertiden bare en velmenende gammel dame, der ligner dig og mig.