Prøv avisen

”White Nigger/Black Madonna” er et mesterligt solostykke om tidens race- og identitetsspørgsmål

5 stjerner
Allerede inden premieren er forestillingen blevet mødt med heftig polemik og kritik. Forskellige grupperinger har sågar opfordret til fjernelse af plakaten, fordi den indeholder ordet ”nigger” og benytter sig af racistiske symboler som ”black facing”. Foto: Sophie Amalie Klougart

Det er scenekunstens opgave at undersøge, hvem der kan sige hvad om hvem i en tid, hvor vi i stadigt stigende grad renser sproget for anstødssten. Det viser Christian Lollikes vigtige og visuelt fængende forestilling på Sort/Hvid

Madame, madonna, mandekvinde, nigger, slave, sort, white trash, trans. Der er en slående skrøbelighed i den spinkle krop. En styrke i skiftet. Med en djævelsk grimasse, alt for skarpkantede kinder, med det blå blik rettet ud i rummet, maler hun sig mørk i ansigtet – og så er hun sort.

Kunstnerinden, der fra sin fødsel og frem til 2001 gik under navnet Claus Beck-Nielsen, siden Das Beckwerk, genopstår nu på Sort/Hvid som funklende sort madonna. Som Madame Nielsen. Men måske mest som et ustadigt spørgsmålstegn på den sorte scene. Må man male sig mørk i hovedet og kalde sig ”nigger”? Må man gøre det i kunstens navn?

Hun går i solarie og permanenter håret, så det får de karakteristiske krusede krøller. Hun har følt sig sort, siden hun var helt lille. Historien er hentet fra den virkelige verden. Måske husker nogle den amerikanske kvinde Rachel Dolezal, der for et par år tilbage ramte alverdens medier, fordi hun som formand (-kvinde?) for The National Association for the Advancement of Colored People havde løjet sig sort, selvom hun i virkeligheden var nok så hvid. Kritikken gik på ”kulturel appropriation” – når en privilegeret kultur annammer symboler eller udtryksformer fra en mindre privilegeret kultur. Selv hævdede hun at føle sig sort trods sin hvide hud og rejste således spørgsmålet om, hvorvidt race ligesom køn kan være en kulturel konstruktion.

Det er i store træk situationen i instruktør Christian Lollikes og performer Madame Nielsens mesterlige solostykke ”White Nigger/ Black Madonna”. Et stakåndet musikalsk forvandlings- og forsvindingsnummer. Den blege dame flytter fra Danmark til USA, involverer sig i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og bliver ”White Nigger”. Hun ønsker sig så brændende sort, at hun sågar tillægger sig en ”black accent”.

Men stykket er endnu mere en forfaldsfortælling, et sci-fi-skrækscenarie, for da hun vender hjem til Danmark efter at være udskammet i USA for sine sorte løgne, kommer hun tilbage til et Europa i undtagelsestilstand. Afrikanerne har allieret sig med ”de andre fremmede”, asiaterne, muslimerne og selv grønlænderne, og en borgerkrig er brudt ud. De hvide må flygte til Sahara i gummibåde over Middelhavet. Handlingen bringer mindelser om den nyligt opførte ”Underkastelse” på Betty Nansen. En mulig nybølge af fremtidsdystopier på scenen?

Det simple scenarie til trods blander en kakofonisk symfoni af modstridende stemmer fra den verserende racedebat sig. Taler gennem Madames mund. Skammen over den hvide hud, som bærer byrden af den europæiske kolonialisme, længslen efter en slavefortid, som kan give tilværelsen mening, den sorte, som vil skide på vores post-kolonialisme. Det tilfører fortællingen en klædelige tyngde, at forskellige posi- tioner får lov at strides på scenen.

Undervejs spiller hun guitar og synger selv. Stemmen er spæd og kantet som kroppen, ikke helt ren, men det passer til det lunefulde. Ustandseligt transformerer hun sig, fra Black Panter med knyttet næve over brillebærende politisk korrekthedsapostel til sort bøddel med stammekostume og slutteligt lykkeligt afhudet, befriet for kulør og køn. Hvid, sort, hvid. Smuk på sin egen sære vis. Der er noget næsten Michael Jacksonsk over den hvide skjorte, sorte bukser og skrøbeligheden. Sangeren, som ikke kunne finde sig til rette i sin medfødte ham.

Kan man som privilegeret hvid overhovedet tillade sig at sætte sig i de sortes sted? Det effektfulde svar kommer, da den magre madonna knæler, så knoglerne sygeligt stikker frem under den hvide hud: ”Does this look like white privilege to you?” (ligner det her hvidt privilegium?). Smerten er universel og hinsides hudfarve. Måske er vi alle en form for ”nigger”?

Allerede inden premieren er forestillingen blevet mødt med heftig polemik og kritik. Forskellige grupperinger har sågar opfordret til fjernelse af plakaten, fordi den indeholder ordet ”nigger” og benytter sig af racistiske symboler som ”black facing”.

Man glemmer imidlertid, at scenekunsten beror på et spil med identiteter – på den antagelse, at vi kan sætte os i hinandens sted, begribe den andens erfaringsverden. Det er selve dens essens. Teatret er således helt centralt i udfordringen og undersøgelsen af tidens race- og identitetsspørgsmål. Det er indlysende vigtigt, at den tør.

Som der står i programmet: ”Der er utrolig meget, man ikke må sige og gøre. Men vi kan ikke tie problemerne bort eller bandlyse dem fra kunstens rum. Tværtimod, kunsten er det sted, vi skal vove at sige det usigelige, gøre det umulige og risikere at tage fejl.”

Cadeau til den modige madonna.