Et stævne med påkaldelse af antikkens ånd gjorde sport til det 20. århundredes helt store religion

Religiøs tro og kropslig udfoldelse har op gennem historien haft et modsætningsfyldt forhold til hinanden, men sådan behøver det ikke være. Man kan vælge både Gud og hammerkast til, erklærer Ove Korsgaard, professor emeritus og forfatter til et nyt stort værk om kropskultur fra oldtid til nutid

Den græske billedhugger Myrons statue "Diskoskasteren" ses som indbegrebet af antikkens kropskultur og blev direkte brugt som inspiration, da reglerne for diskoskast skulle fastlægges til de første moderne olympiske lege i 1896. Dette foto viser en romersk kopi af statuen.
Den græske billedhugger Myrons statue "Diskoskasteren" ses som indbegrebet af antikkens kropskultur og blev direkte brugt som inspiration, da reglerne for diskoskast skulle fastlægges til de første moderne olympiske lege i 1896. Dette foto viser en romersk kopi af statuen. Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Den 6. april 1896 var en vigtig dag i franskmanden Pierre de Coubertins liv og en dag med mange ceremonier. Om morgenen tog han del i en katolsk messe. Dernæst overværede han en højtidelighed i en anden kirke, hvor der blev sunget en lovsang til treenighedens pris. Dagens tredje ceremoni var bare åbningen af et sportsstævne, men den begyndte med en religiøs påkaldelse af antikkens ånd.

Og ordet "bare" i ovenstående sætning bliver vi nok nødt til at trække tilbage. For sportsstævnet skulle gå hen og blive intet mindre end den store samlende kraft i det 20. århundrede. De moderne olympiske lege indvarslede en ny epoke, hvor sport blev religion for masserne. Ikke nødvendigvis i stedet for kristendommen og andre teistiske religioner, men ved siden af traditionel gudstro.