Et stille forfatterliv

Trods mangel på ydre dramatik er der masser at lære af J.P. Jacobsens liv, viser ny biografi om forfatteren

Himmelstrup følger Jacobsen på de to rejser til Syden, hvor han endnu drømte om igen at blive rask, til kurstedet i Schweiz og senere til Rom og Capri, hvor et forfærdeligt vejr gjorde ham endnu mere syg. Der er ikke meget nyt i stoffet, men det er godt og afmålt fortalt. Forfattervennerne, redaktørerne af de forskellige tidsskrifter og tidsånden taler med hele tiden.
Himmelstrup følger Jacobsen på de to rejser til Syden, hvor han endnu drømte om igen at blive rask, til kurstedet i Schweiz og senere til Rom og Capri, hvor et forfærdeligt vejr gjorde ham endnu mere syg. Der er ikke meget nyt i stoffet, men det er godt og afmålt fortalt. Forfattervennerne, redaktørerne af de forskellige tidsskrifter og tidsånden taler med hele tiden.

Der er ikke meget at fortælle om Jens Peter Jacobsens (1847-1885) liv, og dog gør Kristian Himmelstrup det over 300 sider. Jacobsen fik skrevet og udgivet ”Marie Grubbe” (1876) og ”Niels Lyhne” (1880) samt novellesamlingen ”Mogens og andre noveller” (1882), men ellers var han syg af tuberkulose fra 1873.

Enten boede han syg hjemme i Thisted hos forældrene eller i en lille lejlighed i Ny Adelgade i København. Højt berømmet offentligt af brødrene Brandes som den førende digter i det moderne gennembrud (fra 1871 ), men mellem dem, bag om ryggen på ham, skoset for sin underlige indvendighed. For han var, som den senere franske symbolist Mallarmé, uden egentligt begivenhedsrigt liv. Han fejrede livets fester, men han fejrede dem i ord.

”Han var optaget af skriften, ordene, som han lader forme sig på papiret (...) Hele livet var han mere optaget af at få ordene til at være skønne frem for at være politisk effektive. Han kunne ramme en stemning, men ikke en sag,” skriver Himmelstrup med rette.

Hvordan fortælle om en sådan mand? Hvordan skrive en biografi om en skønskriver? Himmelstrup gør det ved næsten at følge ham kronologisk gennem de bevarede breve til familie, venner og digterkolleger og dertil læse og citere hovedpersonerne fra hans værker som adgang til Jacobsens egen bevidsthed.

Det er der kommet en højst troværdig fremstilling ud af, der er god til at neddæmpe alle de højtflyvende teorier om Jacobsens seksualitet, som har været på banen. Hvis der har været noget, har det været i fantasien .

Men derfor bliver bogen lige så stille og fredelig som det liv, den beskriver. For Jacobsen var det stille hjørnes lytter, den godmodigt syge, der hengav sig til en vegeteren over det næste ord, en af hans personer skulle sige. Eller han modtog venner på besøg og lod dem tale, ledt på vej af enkelte spørgsmål og svar.

Og ellers spillede han kort med familie og venner i Thisted. Eller gik på bodega, når han var i København og sad der og lyttede og drak. Han, der kunne skrive linjer som i ”Niels Lyhne” om lykken, der var smuldret for Fennimore:

”Men hvert Lykkeslot, der rejser sig, det har Sand blandet ind i den Grund, hvorpaa det hviler, og Sandet vil samle sig og rinde bort under Murene, langsomt maaske, men det rinder, rinder, Korn for Korn.”

Tidens ubønhørlige gang og menneskets opstand mod denne lovmæssighed med stejlende drøm og vision, som var dømt til at falde - det var det stadige motiv i Jacobsens digtning. Men inden drømmenes fald var de indskrevet i hans sprog og stils mesterskab. Rilke læste ham, Freud ligeså. Han indvarslede symbolismen næsten 10 år før dens manifest i 1886. Han skrev tidligt om Darwin og forskede i alger som biolog, inden han blev syg.

Himmelstrup følger ham på de to rejser til Syden, hvor han endnu drømte om igen at blive rask, til kurstedet i Schweiz og senere til Rom og Capri, hvor et forfærdeligt vejr gjorde ham endnu mere syg. Der er ikke meget nyt i stoffet, men det er godt og afmålt fortalt. Forfattervennerne, redaktørerne af de forskellige tidsskrifter og tidsånden taler med hele tiden.

Men også Jacobsens kritik af vennernes bøger er godt dækket og tegner billedet af denne mand, der gerne læste engelske guvernanteromaner, kritiserede samtidens bøger for dårlig stil, men af sig selv krævede ordets stemningsmæssige prægnans i en sådan grad, at han fik skrevet meget lidt. Han kunne i flere timer gruble over næste ord, men rettede sjældent, når han så havde fundet det.

Hans stil er en stor, skøn selvhenvisning, henvisning til møjen med ordet, fordi det rigtige ord fremviser og fastholder en verden op imod tidens ubønhørlighed.

kultur@k.dk