Et stille mirakel

Peer Louis Aarestrup har skrevet sin første roman, en ujævn, men læseværdig fortælling med kristen dimension om en families skæbne før og under besættelsen

En frelsende engel optræder i Peer Louis Aarestrups nyeste roman.
En frelsende engel optræder i Peer Louis Aarestrups nyeste roman. Foto: stock.xchng.

Et stort og mangfoldigt stof, der rummer gribende menneskeskæbner. Med andre ord: et stof, der kalder på en roman. Peer Louis Aarestrup har skrevet den – og debuterer som romanforfatter med "Asfaltblomstens duft", en titel, der er mere poetisk end indholdet, men siger noget om den styrke, som hovedpersonerne må have for at klare sig igennem de mange trængsler, de udsættes for.

Historien, der har en betydningsfuld kristen dimension, begynder i Kirgisien i slutningen af 1800-tallet. Den danske grosserer Emil Haken har indgået kontrakt med zarens Rusland om at drive handelsvirksomhed. Men da revolutionen bryder ud, bliver familien brutalt forvist fra landet og drømmer derefter om at skabe sig en fremtid i Berlin. Forholdene er imidlertid umulige – og den lange rejse fortsætter til Danmark. Familiens overhoved, Oscar Haken, er som nationalsocialist positivt stemt over for den tyske besættelse, men oplever ikke meget af den, idet han – omgivet af sin familie – bliver skudt. Formodentlig er det et attentat. Hans enke, Gertrud, der er noget på den tid så mistænkeligt som tysker, samt parrets to sønner og en datter må så klare sig selv – og det i strid modvind: De opfattes som nazisympatisører. En af sønnerne er da også med i Frikorps Danmark, mens de øvrige familiemedlemmer "bare" vil overleve. Bogen slutter åbent ved befrielsen – som ikke uden videre er en befrielse for familien: Den afhentes.

Aaarestrup er velskrivende og giver en overbevisende skildring af tiden før og under Anden Verdenskrig, dog først og fremmest af besættelsestiden. Det, jeg savner, er tættere og mere indgående portrætter af personerne, så vi i højere grad havde oplevet de dramatiske hændelser gennem dem. Desuden kunne en skarpere komposition og vinkling have gavnet bogen. At fortælle er også at vælge. Den forfatter, der vil have det hele med, risikerer at tabe – det hele.

Det smukkeste i romanen er beskrivelsen af Gertruds møde med en engel, som helbreder hende for en livstruende sygdom. Peer Louis Aarestrup skriver ganske stille om miraklet, ikke som en sensation, men som om det nærmest er helt selvfølgeligt, at den slags kan ske. Derved bliver det tillige selvfølgeligt for læseren. Det er fint gjort. Men jeg ville gerne have hørt mere om, hvad hændelsen på længere sigt betyder for Gertrud.

Måske får vi indirekte noget at vide om det ved romanens slutning. Hendes erfaring af det ondes magt har – som det hedder – løsnet hendes forhold til kristendommen, men nu vender hun tilbage til barndommens lære om den allestedsnærværende Gud og oplever en forløsning – ved endelig at blive i stand til at sætte ord på det svære, hun i årenes løb er blevet konfronteret med.

Alt i alt: en ujævn, men læseværdig bog.

grymer@k.dk

Peer Louis Aarestrup: Asfaltblomstens duft. 225 sider. 198 kroner. Queenswood.